MØD: Mette Wallbohm Olsen, siden 2020 centerchef, Steno Diabetes Center Sjælland (SDCS), og leder af Fusionsklinikken mellem SDCS og psykiatrien i Region Sjælland. Uddannet sygeplejerske. Master fra Aalborg Universitet i læreprocesser med speciale i medicinsk pædagogik.
Hvad fylder i dit arbejdsliv lige nu?
»Lige i disse her måneder er vi ved at etablere en ny klinik som en del af Fusionsklinikken, nemlig en klinik, hvor vi tager os af unge med diabetes og ADHD. Det er en patientgruppe, som vi er overbevist om, at vi kan gøre noget rigtig godt for, og vi har fået et år til at udvikle konceptet og bevise, at vi kan skabe reel værdi for vores patienter.
Den første patient har allerede været til AOP (journaloptagelse, red.), så vi er sådan set i gang. Vores tilbud falder i tre dele: Et individuelt forløb, et gruppeforløb og så til sidst igen et individuelt forløb. Alle tre dele er vigtige, men ikke mindst gruppeforløbet har vi store forventninger til, for det at møde og tale med nogen i samme situation som en selv, kan have stærkt positive effekter. I sidste ende vil vi dokumentere, hvad vi kan opnå for de unge – både på ‘hårde’, kvantitative medicinske mål som langtidsblodsukkeret, men også den unges trivsel og dagligdags liv, f.eks. forekomsten af konflikter.«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»Nogle gange er det en udfordring at stå i spidsen for en opgave, hvor man faktisk ikke helt kender vejen, der skal gås for at løse den. Det kan være vanskeligt, men jeg oplever det samtidigt også som helt vildt fedt.
Så kan det være vanskeligt at begå sig i en ressourceknap verden, hvor jeg nogle gange skal vælge mellem rød og grøn, men jo synes, at der er brug for både rød og grøn.
Men så er det jo godt at have både kloge medarbejdere, kolleger og chefer.
Som centerchef har jeg ikke en makker i min ledelsesfunktion, men jeg er ikke ked af at spørge om råd og hjælp. Og et godt netværk fagligt og privat er jo også guld værd. Så jeg oplever det overhovedet ikke som ensomt at være ‘ene-leder’.
Og så har jeg den glæde at være under videreuddannelse inden for kognitiv terapi, og også dér har jeg fået nye venner og et nyt netværk, som jeg kan dele glæder og usikkerheder med. Og så har jeg en bagstopper ved at være gift med en utrolig kløgtig mand!«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Det er svært at sige. Men når jeg spørger mine medarbejdere, siger de, at de er glade for, at jeg har fokus på at sikre en høj trivsel i vores center. Jeg oplever selv, at vi har en meget høj grad af psykologisk tryghed i vores enhed, og det glæder mig, når vi kan udvise en høj grad af tillid i dagligdagen.
Jeg er en ganske tydelig leder, der måske ikke er så bestemmende, men jo da retningsanvisende. En del af det at være tydelig handler meget om, at jeg kan omsætte vores visioner og mål til konkrete handlinger, som for vores medarbejdere er til at manøvrere i. Tydeligheden betyder ikke, at jeg altid er hurtig til at sige ja eller nej – nogle gange er det da udtryk for respekt at sige, at det må jeg vende tilbage til.
Så er der nogle helt basale ting, som jeg tror, at alle ledere tænker meget over, både at være troværdig, men også både at kunne gå i spidsen for og stå bag medarbejderne.
Og helt banalt er det da rart som leder at kunne sige til en medarbejder: ‘Hvis du skal til tandlægen, så tager jeg din patient.’
Jeg plejer også tit at sige, at hos os bør alt kunne lade sig gøre – så du må sige til, hvis du render panden mod en mur!«
Kan du nævne en person eller en begivenhed, der har været afgørende for din karriere?
»Masser! Jeg arbejdede i Region Hovedstadens Psykiatri tæt på Anne Lindhardt, der var centerchef på Psykiatrisk Center København. Hun sagde en dag: »Du er rigtig god til projekter, så nu synes jeg du skal på en projektlederuddannelse.« Det var jo alletiders. Da jeg så var færdig, sagde Anne: »Det var godt, men kan vi ikke bare gøre, som vi plejer, for du kunne jo allerede 80 pct.« Jeg fandt ud af, at det hun mente ikke var, at vi ikke skulle lave noget om, men de ting, som fungerede rigtig godt, kunne vi da holde fast i. Så det var en opbakning, der gjorde mig glad og stolt.
Her på Steno blev jeg ansat af Lise Tarnow (daværende direktør for Steno Region Sjælland, red.). Ikke fordi jeg var sygeplejerske, men fordi jeg var leder. Det var lidt nyt at ansætte en leder, der havde en sygeplejerskeuddannelse, som centerchef, men med Lises opbakning var jeg fuldstændig sikker på, at det kunne jeg ikke bare finde ud af, men finde ud af på en god måde.
Og så lige den sidste historie. En dag kom jeg forbi Søren Bredkjær (vicedirektør i Region Sjællands psykiatri) for at tale om rammerne for et bestemt projekt, hvor jeg på et tidspunkt bakkede lidt og sagde: »Nå, men vi skal jo heller ikke være så specielle i Fusionsklinikken«, hvor Søren klogt, svarede: »Jo, det skal I da. Det er jo det, I er ansat til.« Det var dejligt at få opbakning til ikke at gå med det næstbedste, men insistere på, at det vi ville, var noget vi brændte for og noget vi syntes var vigtigt.
Jeg tror, at fællesnævnerne for de ledere, jeg har været glad for at arbejde sammen med, er at de har været tydelige i deres rolle, de har været opbakkende, og de har turdet noget og været risikovillige.«
Hvordan er din balance mellem arbejde og fritid?
»Godt du ikke spørger om work-life-balance, for arbejdet er jo en del af livet!
Men tak, jeg har en fornuftig balance. Ikke at den altid har været det. Da jeg var helt ung leder, knoklede jeg en vis del ud af bukserne; nok fordi jeg havde et stort behov for at bevise, at jeg kunne. Men årene og erfaringerne har gjort meget for, at jeg i dag opfatter mig selv om langt mere i balance i livet og bedre til både at prioritere og at stå fast.
At balancen er blevet bedre, gik op for mig en dag, hvor min datter sagde: »Ej, mor, hvor er det godt, at du ikke længere lægger dig på sofaen kl. otte«. For det er jo dejligt ikke at bruge al energien på arbejde og kunne læse en bog eller gå en tur eller holde i hånd.
Nogle kolleger siger en gang imellem til mig, at »du arbejder da altid«. Det er nu ikke rigtigt. Jo, jeg arbejder en del, men det er rigtig meget fordi jeg er enormt nysgerrig. Og jeg er da også ambitiøs i den forstand, at vi arbejder med nogle ting, der er vigtige for mange mennesker, så jeg vil frygtelig gerne lykkes med vores indsats! Derfor skal jeg også gøre mig umage.
Og så elsker jeg udfordringer. Giv mig en ildebrand, så vil jeg slukke den. Jeg kan virkelig godt lide svære problemer – altså at finde nogle løsninger på dem. Eller så i det mindste finde min løsning på problemerne. Jeg ved, at der er mange, der har besteget Mount Everest, men ikke på min måde.«
Hvis jeg var chef for det hele …
»… så skulle vi virkelig både tænke og agere tværfagligt. Det gør vi slet ikke i tilstrækkeligt omfang i dag. Slet ikke.
I vores organisationer sidder der mange med en kæmpe stor viden, som ikke bliver brugt i tilstrækkeligt omfang. Den viden skal vi dele. Og det er ikke ok, at der er mere eller mindre uudtalte fagkampe, der er barrierer for deling af viden og ideer.
Det at arbejde i sundhedsvæsenet er jo i høj grad et teamarbejde, så lad os åbne døren. Det gælder i min egen institution og i meget høj grad mellem sygehuse og kommuner og ud til civilsamfundet og det levede liv.
Det at have enten mentale udfordringer eller møde psykisk sygdom er jo en del af livet. Vi får alle sammen mindst et lille sår på sjælen over tid.
Der er mange gode ting at sige om vores samfund og vores sundhedsvæsen, men når vi skal videre, skal vi have inviteret mange flere med til festen. Jo flere, jo bedre!«
