Der er langt fra de bonede gulve ud til de steder, hvor der slides sneakers og hvide træsko. På plejecentre, i almen praksis og på hospitaler. Og det er jo tit sådan, at den gensidige viden om hinandens verden og vilkår ikke er stor op og ned gennem hierarkiet.
Så meget desto mere skal man glæde sig over, at der er gode viljer til forbedring både på de bonede gulve og med sikkerhed ude i det virkelige sundhedsvæsen.
For blot en uge siden sagde Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL) med én mund, at et »stærkt samarbejde er afgørende, når den største sundhedsreform i næsten 20 år skal gøres til virkelighed«, og »seks pejlemærker skal danne grundlag for arbejdet med at implementere reformen. Begge organisationer efterlyser først og fremmest en hurtig afklaring med staten, når det kommer til opgavesnit og økonomi.«
I denne udgave af #torsdag8:30 siger ledere fra Køge Kommune, Sjællands Universitetshospital og Psykiatrien i Region Sjælland i en kronik lidt af det samme,men med en helt anden betoning, nemlig at vi skal investere »tid i at lære hinandens virkelighed og vilkår at kende, og det kræver vilje til at se ud over egne organisatoriske rammer.«
Struktur eller relationer?
Danske Regioner og KL peger i deres seks pejlemærker for en dels vedkommende på staten. Staten skal hurtigt afklare økonomi og opgaver, og staten skal skabe klare rammer for kommunernes rolle som leverandør af sundhedsydelser. Retfærdigvis må det også siges, at de øvrige fire pejlemærker hovedsageligt peger ind i krav til regioner og kommuner.
Men længere ude i virkelighedens sundhedsvæsen peger de tre kommunale og regionale ledere i kronikken meget klart på, at det er relationer og mindset hos alle parter, der skal skabe basis for fornyelse og et bedre sundhedsvæsen. Trioen peger i særlig grad på:
- Inddragelse af de erfaringer og indsigter, der findes hos ledere og praktikere.
- Stærke, tværsektorielle samarbejder, der sætter borgerens behov i centrum.
- Politisk prioritering ved at inddrage det strategiske perspektiv og de konkrete erfaringer fra det daglige arbejde i de beslutninger, der skal træffes.
Det er gode pointer, der vel også dækker over en bekymring for, om den hierarkiske styringskæde bringer lige så meget op i hierarkiet som den bringer ned i hierarkiet. Og det er bestemt en fuldstændig relevant bekymring.
Er der rum for bottom-up?
KL og Danske Regioner ønsker meget fint lokale dialoger om både overdragelse af opgaver mellem de to myndigheder, men også om det fremtidige samarbejde mellem kommuner og regioner i de kommende sundhedsråd.
Men selv med en sådan lokal dialog er der jo ingen garanti for, at der vil ske inddragelse af de erfaringer og indsigter, der findes hos sundhedsvæsenets ledere og praktikere. Og selv med en lokal dialog, er der ingen garanti for, at det ikke er struktur og økonomi, der kommer til at skygge for det, der med sikkerhed er lige så vigtigt: Gensidigt kendskab og gensidig vilje til at række ud til hinanden. Et sundhedsvæsen, der hænger bedre sammen og har borgernes behov i fokus, skabes jo netop ikke ved at fokusere alene på penge og effektivitet og at have styr på eget budget og egen butik.
Så kommunale og regionale ledere skal både samle handsken op og trække i arbejdstøjet og formulere klare og tydelige råd, krav og ønsker til kommunalbestyrelser og regionsråd og deres interesseorganisationer, så sundhedsreformens gennemførelse præges af ambitioner, fornuft og konkrete erfaringer og konkret indsigt.
Der er jo ingen, der ikke vil lytte. Især når lederne – og medarbejderne – taler tydeligt og konstruktivt på basis af indsigt i virkelighedens reelle problemer og udfordringer. På med vanten.
