Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Antropologerne Christian Groes og Dennis Nørmark har udgivet en ny ledelsesbog. Man kan godt spørge sig selv: Hvorfor? Med mængden af ledelseslitteratur in mente skal der noget til for at give et væsentligt bidrag.

Lad det være slået fast: Det giver denne bog ikke.

Jeg sidder lidt undrende tilbage efter at have vendt den sidste side. Det kan godt være, at det er mig, der er tungnem, men jeg har svært ved at se, hvorfor vi lige pludselig skal kædes sammen med organiseringen af primitive samfund og kulturer, når vi i mange år har prist i de nordiske lande, at vi har forholdsvis flade magtstrukturer i de fleste organisationer, at vi som ledere er nødt til at være ordentlige mennesker og at vores medarbejdere nok skal fortælle os, hvis de synes, vi fejler. Vores nordiske ledelseskultur kan sagtens stå i egen ret.

Bogen starter ganske underholdende med en stråmand. Vi skal lige mindes om, at nogle ledere er røvhuller – ja, det er bogens eget udtryk –  J. Edgar Hoover kommer i selskab med Dickens’ Ebenezer Scrooge, Harvey Weinstein, Lizette Risgaard og Jon Stephensen. 

Forfatterne slår med beskeden evidens fast, at vi befinder os i en ledelseskrise. Som Storm P. sagde: »Så er det med statistik som med lygtepæle, de er gode at læne sig op af, men sjældent særlig oplysende.« 

Når man refererer til de medarbejdere, der i tilfredshedsundersøgelser angiver at mistrives, oftest angiver en dårlig chef som grunden, glemmer forfatterne lige i forbifarten at nævne, at i de fleste tilfredshedsundersøgelser angiver ca. 80 pct., at de er tilfredse med deres job. Det passer meget godt med, at ca. 20 pct. af arbejdsstyrken årligt skifter job. Så den ledelseskrise stikker måske ikke helt så dybt, og det er da også sådan, at vi senere i bogen kan læse nogle gode eksempler på, at det ikke står så slemt til. 

Måske forstår jeg mig ikke på antropologisk evidens, men for mig er meget af bogens såkaldte teori bygget på kasuistiske eksempler og anekdoter. Koblingen til de eksempler på god ledelse, bogen indeholder, og de primitive samfund er i mine øjne anstrengt og unødvendig. Hvis ikke det netop var, fordi det er bogens raison d’être. 

Der er absolut ikke noget nyt under solen, hvis man har fulgt med i de seneste års bidrag fra f.eks. Frederic Laloux og Gary Hamel, som også har hovedpointer om at bryde hierarkierne ned og give plads til mere selvledelse. 

Jeg er selvfølgelig helt enig med forfatterne i, at vi ikke har brug for gammeldags machiavellisk ledelse, hvor frygten styrer relationen mellem en ophøjet leder og medarbejderne. Jeg er også meget enig i de karakteristika, de opremser på bogens sidste sider for, hvad der karakteriserer den gode leder. Men man behøver altså ikke opfinde et nyt begreb for det. 

Jeg har ofte svært ved at leve op til min egen anbefaling om altid at læse noget god skønlitteratur frem for ledelseslitteratur. Dybest set handler al ledelse om relationer mellem mennesker, og netop det er mere underholdende og mindst lige så velbeskrevet i skønlitteraturen. Groes og Nørmarks bog bekræfter mig i, at min anbefaling er korrekt.