Rigtig mange peger på innovation som en del af løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer. Det er svært at være uenig. Så de udfordringer, vi konstant taler om – flere ældre og multisyge, stigende forventninger fra borgere og patienter, mangel på arbejdskraft, nye opfindelser og medicin klar til at tage i brug samt gamle sygehuse – skal, bør og kan vi løse med bl.a. innovation.
Send flere penge er ikke udvejen. Det er fuldstændigt rimeligt at stille krav til sundhedsvæsenet – og sundhedsvæsenets ledere – om at få mere ud af de ressourcer, der er til stede. Økonomisk bæredygtighed er også vigtigt.
Men innovation er rigtig meget forskelligt både på mikro- og makroplan. F.eks. er de nye nærhospitaler en nyskabelse på makroplan, mens en klinisk afdeling, der ændrer rutiner og procedurer, mere er innovation på mikroplan. Samtidig kan innovation både være ny teknologi, digitalisering, nye arbejdsrutiner, ændring af organisering, nye økonomiske modeller, nyt sundhedsbyggeri og meget andet.
Hvordan prioriterer vi innovation, og hvem har ansvaret og ledelsesretten? Er det de særlige enheder i regioner, kommuner og på sygehuse, der har ansvaret, eller er det de kliniske ledelser? Eller politikere og sygehusdirektioner eller nogle helt andre? Der findes også både styrelser, ministerier og institutter, der er sat i verden for at styrke innovation i sundhedsvæsenet, og endelig er den private sektor jo også en væsentlig aktør.
Rigtig innovation er forbundet med risici. Altså forstået på den måde, at vidste man, at det virkede, er det vel ikke innovation? Og dog. Det er også innovation at lytte til naboen og indføre nye løsninger, der har vist sig at virke hos hende. Genbrug er guld værd, selv om det enkelte steder måske stadigvæk kan gøre ondt at indrømme, at man kan lære af andre.
Vores innovationsindsats og prioritering skal også vægtes. Jævnfør udfordringer er det ret oplagt at se, om vi kan finde nye løsninger. Men vi kan også se på mere generelle mål som f.eks. bedre patientsikkerhed, højere kvalitet, bedre arbejdsmiljø, nemmere veje for borgere og patienter, forbedring af service og oplevelser.
Min fornemmelse er, at vores sundhedsvæsen ikke har et egentlig innovations-DNA. Innovation prioriteres ikke højt nok i vores organisationer eller vores ledelser, og vi tænker stadig for konservativt på patientforløb, roller og opgaver. Vi kan måske ikke kaste hele sundhedsvæsenet ud i en stor innovationsøvelse, men mere radikale tanker synes jeg, at vi kan kræve af os selv og vores kolleger.
Så for ledere i sundhedsvæsenet på alle planer må innovation være en del af arbejdet både i dagligdagen og en gang imellem også på de store linjer. Vi må stille krav om evaluering og effektmålinger. Fint med de 1.000 blomster, men de skal altså også måles og vejes.
Tør vi det? Og hvor er vi på en skala fra 0 til 10 i forhold til et innovativt sundhedsvæsen? Hvis vi lægger det hele sammen i en gryde og rører rundt – skal vi sige 4-5? Men vi skal vel have større ambitioner?
