Martin Rostgaard-Knudsen
41 år, cand.med., lægefaglig direktør, Den Præhospitale Virksomhed, Region Nordjylland
”Vi har skabt en velfærds-fortælling om, at alt der
kan behandles skal behandles. Det skal vi væk fra.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
Region Nordjylland hjemtog dele af ambulancedriften i april 2022. Dette fylder fortsat meget, og vi bruger som ledelsesgruppe mange kræfter på at sikre en stabil drift. Ligesom resten af sundhedsvæsenet ser vi også ind i udfordringer med et mismatch mellem efterspørgsel efter ydelser og udbud af arbejdskraft.
Hvad er det sværeste ved at være en yngre leder?
Som leder kan jeg til tider blive grebet af en utålmodighed og virketrang. Jeg har skullet forlige mig med, at processer ikke altid avancerer med samme hastighed, som jeg har tænkt dem. Efter nu at have virket som leder i flere år, er jeg ved at finde min ledelsesidentitet. Jeg har lært, at følgeskab kommer gennem transparens og medmenneskelighed som leder samt faglig indsigt. Jeg har fået stor forståelse for, at ting tager tid. Hvis vores sundhedsvæsen skal udvikle sig i den rigtige retning, er det vigtigt, at vi husker dette og tillader stor involvering af vores medarbejdere. Kun på denne måde bliver forandringer bæredygtige og vedvarende.
Hvad gør du anderledes som yngre leder?
Jeg tror, det er svært at generalisere ud fra alder alene. I min optik er den ledelsesopgave, der ligger foran os, så kompleks og udfordrende at det kræver sundhedspersonale med stor faglig indsigt. Ledelse handler i høj grad om at sætte sin faglighed i spil. Som yngre leder er det ikke lang tid siden, at jeg selv har været fuld tid i klinikken og er fortsat klinisk aktiv i nogen grad. Det giver mig en indsigt, som jeg ikke ville være foruden.
Nævn en person eller begivenhed, som blev af-gørende for dit karrierevalg
Allerede som ung speciallæge mødte jeg flere ledere, som havde en tro på min evner som leder og gav mig mulighed for at udvikle mig i den retning. Det medførte, at jeg i en alder af 37 år søgte min første formelle lederstilling. Og det har jeg aldrig fortrudt. Som leder har du en løbebane til at gøre en kæmpe forskel for vores patienter og borgere.
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
I det seneste år, hvor jeg er startet i ny stilling, har min fritid været under pres.
Jeg mener dog, at det er helt essentielt, at man som leder husker at prioritere sin familie, fritid og sociale relationer højt. Jævnligt giver jeg denne balance et servicetjek og gør en stor indsats for at have kvalitetstid med min børn og familie samt værne om gode venskaber. I et presset sundhedsvæsen skal vi som ledere passe på vores medarbejdere og mindst lige så vigtigt passe på os selv. Der ligger her en vigtig ledelsesopgave i at sikre en bæredygtighed både for medarbejdere og ledere på den lange bane.
Hvis jeg var chef for det hele, så …
… ville jeg sætte mig i spidsen for et sundhedsvæsen, hvor vi i højere grad giver fagligheden plads til at prioritere på baggrund af eksisterende evidens. Vi har et sundhedsvæsen, der efter min mening lider under, at vi i for lang tid ikke har prioriteret og hvor vi har skabt en velfærdsfortælling om, at alt der kan behandles skal behandles. Det skal vi væk fra.