MØD: Henrik Ullum, 58, administrerende direktør, Statens Serum Institut, speciallæge i klinisk immunologi, 370 peer-reviewed publikationer (15 som førsteforfatter), 864 medarbejdere/årsværk og omkostninger (2025) på 1,4 mia. kr.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
»Helt overordnet fylder det meget for mig og medarbejderne at få tilpasset SSI som organisation til en post-covid virkelighed.
Jeg kom ind i jobbet midt under corona, hvor instituttet kørte i et meget, meget højt gear med indkøb af vacciner, testning, overvågning af nye varianter og forespørgsler fra det politiske niveau og medierne, og vi var oppe på over 1.000 ansatte.
Siden har vi sagt farvel til mange midlertidigt ansatte og har dertil skullet spare ligesom alle andre statslige institutioner. I dag er vi 864 medarbejdere. Vi har været igennem en svær proces med et kvalificeret ansættelsesstop og frivillige fratrædelser, som mange tog imod. Det er ikke mere end nogle uger siden, at vi skulle sige farvel til en gruppe medarbejdere.
Det er ikke nogen sjov ledelsesopgave og har krævet en masse energi. Jeg er lidt ked af de generelle besparelser, men det står jo i en direktørs jobbeskrivelse, at det kan komme engang imellem, og så må man prøve at gøre mindst mulig skade.
Jeg tror ikke på grønthøstermetoden, og vi er nu ved at strikke instituttet en smule anderledes sammen på basis af en budgetanalyse fra Boston Consulting Group. Vi har nedlagt nogle aktiviteter og har taget nye opgaver til os som f.eks. et skalérbart beredskab med bl.a. analyser af spildevand.«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»Det er nok en smule banalt, men det sværeste er at have ansvaret for en masse menneskers arbejdsliv – at få folk til at blive den bedste udgave af sig selv og gøre instituttet til et rart sted at være. Samtidig skal samfundet og skatteborgerne få noget værdi af at drive et institut som vores.
Der blev begået mange ledelsesfejl på de indre linjer under corona og medarbejderne var spændt hårdt for. Når der kom et nødråb om at lette arbejdstrykket, kunne jeg kun svare, at det ikke var muligt – og rose vores medarbejdere for det utroligt vigtige arbejde, de udførte for Danmark. Det ville ikke kunne holde i længden, så det var godt at corona som samfundskritisk sygdom fik en ende.
Selvom corona-tiden var vildt hård, så var det også spændende for de folk på instituttet, som har arbejdet med infektioner hele deres arbejdsliv, at deres kompetencer i den grad kom i spil og var centrale for hele landet. Slutresultater er jo også, at vi ikke har haft en stor udskiftning.
Perioden trak også store veksler på mig. Hvis nogen tror, at det er sjovt at være tv-darling og stå på skærmen hver anden aften… Det krævede stor forberedelse at lægge ordene præcist – ti ord den ene eller den anden vej i et nedlukket samfund med stort pres på kunne udløse vrede og frustrationer. Til sidst var det oplevelsen, at hvis der var nogenlunde lige mange, som syntes at det var for skrapt eller for løst, så var det fint nok.
Samtidig har det givet mig en masse forståelse for andre sektorer og et nært sammenhold. Det har nærmest været som at være i krig sammen.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Jeg prøver at uddelegere meget. I en stor organisation kan man ikke føre en detaljeret kontrol, og jeg prøver at opbygge et godt og tillidsfuldt forhold til alle og i øvrigt være ordentlig, lytte og tale pænt. Jeg stoler meget på min direktion og afdelingsledelse – det er igennem dem, at SSI skal ledes.
På det seneste er jeg blevet meget opmærksom på magt bias, altså at man som leder kommer for tidligt og for tydeligt på banen med sine meninger og får folk i rummet til at indrette deres synspunkter efter lederens.
Som leder kan man jo bare stemple ind, men man risikerer, at der er perspektiver, som ikke kommer frem, fordi andre så holder sig tilbage.
Jeg øver mig derfor i at være mere stille, selvom jeg sidder og brænder for et eller andet, hvor jeg selv synes, at jeg har en rigtig god og stærk mening. Jeg er ikke rigtig god til det – men jeg øver mig! – og nogle gange prøver jeg at få den med færrest stjerner på skuldrene til at sige noget først. Jeg prøver at bidrage til psykologisk tryghed, så alle synspunkter kan komme frem og vi kan bygge på hinandens tanker.
Jeg er en faglig leder med stort fokus på netop det faglige. Det er et privilegium at lede en organisation, som ligger i forlængelse af det, som jeg hidtil har arbejdet med: Forskning, virologi og epidemiologi krydret med noget sundhedspolitik.
Forhåbentlig giver det mig noget legitimitet som leder. Det har i hvert fald nok gjort det lettere at bringe mine ledelseskompetencer i spil.
Jeg har brugt et helt liv på at være videnskabsmand og læge, og kun ‘øvet’ mig på ledelse i de sidste femten år, hvor det ikke har været i den skala, jeg er i nu. Med i bagagen har jeg en toårig ledelsesuddannelse fra Rigshospitalet med eksamen og alt muligt. Jeg er også blevet undervist i strategisk forskningsledelse og så læser jeg ledelseslitteratur. Jeg er med i forskellige netværk og sparrer med ledere fra andre dele af samfundet i bl.a. VL 48. (Se medlemmerne af VL 48 HER, red.) Det at finde en strategisk retning i en kompleks verden er ens for alle ledere uanset branche.«
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg
»Det er nemt: Bente Klarlund og hiv og aids.
Hiv og aids var i sin tid det helt store globale sundhedsproblem og havde alle de facetter, der kunne tænde et ungt både idealistisk og ambitiøst menneske som mig.
Det var en kæmpe stor dræber, der spredte sig og virkede som en uløselig opgave. Selve epidemien var medvirkende til, at jeg valgte at læse medicin, og det var ikke tilfældigt, at jeg som studerende bankede på epidemiafdelingen på Rigshospitalet for at høre, om der var noget forskning, jeg kunne deltage i.
Peter Skinhøj ledte afdelingen og jeg fik Bente Klarlund som vejleder. Hun var meget inspirerende – dygtig, flittig og et ordentligt menneske. Hun var god til at mærke, når der var noget, jeg ville, og give plads. Den evne til at gøre folk til selvstændige forskere har jeg ladet mig inspirere af.
Jeg var på vej til at blive infektionsmediciner, men fik fire børn og kunne ikke overskue at være både en dygtig forsker, en dygtig kliniker og en god far. Og så meldte tanken sig, at jeg måske var en bedre forsker end kliniker.
Jeg har i min karriere oplevet to medicinske mirakler. Det første var som ung læge på Epidemiafdelingen, da vi pludselig kunne behandle hiv/aids-patienter. Som SSI-direktør har jeg fået lov til at være tæt på endnu et medicinsk mirakel, hvor det var helt vildt, at man så hurtigt udviklede covid-vacciner og fik vaccineret en stor del af verdens befolkning. Det var ekstraordinært at være med til at implementere. Det troede jeg ikke ville gå så stærkt, da det brød løs.
Derfor er det en drengedrøm, at jeg i dag er på et stort public health institute, der arbejder med infektionsberedskab. Ringen er sluttet.«
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
»Forskellen på fritid og arbejdsliv er diffus for mig. Jeg cykler f.eks. rigtig meget og kører ofte frem og tilbage fra mit hjem i Hillerød (40 km hver vej, red.). Jeg kobler af, mens jeg træder i pedalerne, men det er også her, at mange ting falder på plads. Pludselig finder jeg ud af, hvad der er op og ned på problemstillinger, som dagen før var svære.
Jeg tænker klart bedst, når jeg bruger min krop. Også når jeg vandrer eller er på ski, og jeg planlægger træning både i hverdagen og når jeg er ude at rejse, hvor jeg løfter vægte i hotellets træningslokale eller løber.
Jeg er afhængig af at røre mig og kan blive irritabel, hvis der i længere tid går kludder i min træning. Det sker heldigvis ikke så tit.
Derudover fylder mine fire voksne børn og to børnebørn meget mentalt og jeg ser dem dejlig regelmæssigt. Den ældste bor dog i Tyskland, så det skal planlægges lidt.«
Hvis jeg var chef for det hele …
»… så ville jeg være meget, meget ydmyg. Af natur interesserer jeg mig for politik, men jeg er en amatør og har meget stor respekt for politikernes balancegang, som jeg oplevede den under corona. Det må have været svært for vores toppolitikere.
I sidste ende har jeg ikke noget ønske om at være leder for det hele. Jeg vil hellere nøjes med at være leder for dygtige medarbejdere på mit faglige felt og mene noget om sygdom og sundhed.«
