»Jeg tog chancen og fik orlov fra det fedeste job«

For kort tid siden var han cheffysiker med stor stab og en række bolde i luften, som ikke måtte tabes. Nu har han to medarbejdere og er glad for en pause fra de benhårde krav, som stilles til kliniske ledere.

Q & A: Brian Holch Kristensen, 48, innovationschef, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, medicinsk-fysisk ekspert, to medarbejdere.


Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?

Vi er i fuld gang med at revidere vores tilgang til innovation. Vi har indført et nyt koncept, som vi kalder Behovsfabrikken, hvor vi systematisk spørger klinikeren: Hvorfor kan du ikke udføre dit arbejde optimalt? Der er meget pres på sundhedsvæsenet og det kan være svært at udføre sit arbejde, og vi skal passe på vores medarbejdere for at kunne passe på patienterne.

Som de første i sundhedsektoren har vi indført innovationspartnerskabsudbud: I stedet for at udbyde en løsning (f.eks. kameraer til at holde øje med patienterne), så udbyder vi et problem. Det kan f.eks. være det forhold, at sygeplejersker efter indførelsen af enestuer har sværere ved at have overblik over patienterne i forhold til dengang, vi havde f.eks. firesengsstuer. Det er en sindssyg svær opgave for leverandøren, men vinderen er den, som kan løse opgaven bedst sammen med os. Vi betaler først, når det virker, og leverandørerne synes at stå i kø for at komme ind bag den ‘lukkede dør’ og samarbejde med os. Det glæder vi os til.

Hvad er det sværeste ved at være leder?

Det er at finde »mellemrummene«, altså der, hvor man ikke er leder. Jeg er en stor fortaler for, at man indimellem skruer ned for lederskabet og f.eks. tager nogle kliniske vagter. Det gjorde jeg i mit tidligere job som cheffysiker, og det gør jeg i dag, hvor jeg f.eks. deltager i apparaturudvalget. Jeg bliver lidt træt, når andre overgør det at være leder og definerer sig som ‘rene’ ledere og ikke holder fast i deres baggrund som f.eks. klinikere.

Hvad gør du anderledes som leder?

Jeg er rigtig god til at få folk i andre enheder til at arbejde for mig. Jeg er i stand til at forklare, hvorfor det er en god idé at arbejde for mig, og mange steder sidder de jo faktisk og venter på det. Rigtig mange i sundhedsvæsenet elsker at samarbejde, og de får sandelig også nogle point i bogen ved at samarbejde med os.

Som personaleleder er jeg meget demokratisk og god til at skabe konsensus. Det er ikke noget, som skaber problemer for min autoritet – tværtimod skaber det respekt, at jeg motiverer dem til at have indflydelse på egen arbejdsdag. Og de ved godt, at jeg bestemmer i sidste ende.

Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg

Der er faktisk både en person og en begivenhed. Den første var min professor på studiet, Torkild Andersen, som synes at min profil som nybagt atomfysiker passede godt ind i hospitalsverdenen. Efter fem år på studiet vidste jeg ikke, at man kunne arbejde i sundhedsvæsenet. Den anden var Covid 19. Jeg var cheffysiker i stråleterapiafdelingen på Herlev Gentofte Hospital med 120 ansatte og fik en dag en opringning fra Lars Dahl Allerup, som var indkøber i Region Hovedstaden. Han skulle samle et team, som i en fart skulle skabe en dansk produktion af værnemidler, mens vi ventede på udenlandske forsyninger. Jeg tog chancen og fik orlov fra det fedeste job, fordi jeg kunne gøre en større indsats, og vi fik sat gang i 16 produktioner af mundbind, spritbeholdere, kitler mv.

Beskriv din balance mellem arbejde og fritid

Arbejde og fritid flyder sammen, men i en god balance. Jeg tæller ikke timer og synes at det giver god mening at stå til rådighed. Jeg ville synes, at det var for voldsomt, hvis jeg bare gik hjem kl. 16 og slukkede telefonen. Så nogle gange kan man finde mig ude på græsplænen, hvor jeg taler med en leverandør i USA. Jeg har meget større frihed i dag end som cheffysiker, hvor jeg havde ti bolde i luften, som ikke måtte tabes. I dag har jeg måske hundrede bolde, og det gør ikke noget, hvis nogle af dem ryger på gulvet. Den frihed gør det nogle gange mere rodet og det kan blive helt vildt indimellem, men jeg er glad for at have en periode, hvor jeg ikke lever med de benhårde krav som klinisk leder.

Hvis jeg var chef for det hele, så …

… så ville jeg rydde op i de mange stive regler og strukturer. Vi har brug for at sætte mange ting fri og »just do it«, som Nike siger.

Eksempelvis er der velmenende, men restriktive krav til kræftpakkerne, hvor en patient skal være i gang efter ni dage. Indimellem giver det mere mening for patienten at komme i gang på dag 10 eller 12, men så får vi skæld ud.

Det gælder også kvalitetsfondsbyggerierne, hvor vi først får penge til udstyr, når byggeriet er færdigt. Det er ikke logisk. Vi kan ligeså godt nu købe f.eks. logistikrobotter og bruge på de nuværende hospitaler, så de er klargjort og afprøvede til de nye hospitaler.

Der er masser af ideer, som ikke bliver til noget. Det er kontraproduktivt. Vi bør i stedet turde at gøre noget, også det, vi ikke umiddelbart kan gennemskue.

Mere om forfatterne