Gennem flere år har det været på dagsordenen – både nationalt og internationalt – at antallet af unødvendige undersøgelser og behandlinger i sundhedsvæsenet skal nedbringes. Dagsordenen har for nylig fået fornyet fokus i pressen. Og ingen kan være uenig i, at alle undersøgelser og behandlinger, der ikke gavner – eller måske ligefrem skader – patienten, skal elimineres. Det fokus skal vi vedvarende have i sundhedsvæsenet.
Men samtidig må vi erkende, at der i Danmark er en voksende ulighed i sundhed. Der er områder i landet, hvor borgere ikke har den adgang til sundhedsvæsenet, som burde sikre, at de bliver udredt og behandlet for sygdomme, der kan forbedre deres helbred og livskvalitet. Der er med andre ord borgere, der får for lidt – mens andre får for meget.
Når nogen får for meget og andre for lidt, handler det ikke om enkeltpersoners valg. Det handler om systemer, strukturer og prioriteringer. Det handler om et sundhedsvæsen, hvor ressourcerne ikke altid følger behovet, og hvor det kan være lettere at fortsætte med det kendte end at tage de svære samtaler om fravalg og prioritering.
Hvor gør vi egentlig mest gavn og for hvem?
At finde balancen mellem over- og underbehandling er en af de mest krævende ledelsesopgaver i sundhedsvæsenet. Det kræver ledere, der tør se skævt fordelt aktivitet i øjnene og stille spørgsmålet: Hvor gør vi egentlig mest gavn og for hvem? Hvor kan vi skabe mest sundhed for de tilgængelige økonomiske rammer og de sundhedsfaglige kompetencer, der samlet set er til rådighed. Det kræver, at vi skaber rammer for faglig refleksion og datadrevet læring, og at vi insisterer på, at kvalitet ikke måles i aktivitet, men i effekt for patienten.
Og lægerne er nødt til at gå aktivt ind i denne dagsorden og tage et medansvar for at skabe mere lighed i sundhed. Det betyder, at flere læger må påtage sig opgaver på andre hospitaler end dér, hvor de har deres hovedansættelse. Samtidigt skal lægerne også bidrage til at pege på, hvilke af de opgaver de løser i dag, der helt kan undværes eller løses på nye måder for at skabe den nødvendige tid og rum til at de kan tage vare på patienter, der i dag ikke får tilbudt den tilstrækkelige behandling.
For meget, for lidt, for ulige
Som ledere må vi samtidigt sikre, at der opbygges stærke og attraktive arbejdspladser uden for de største byer – steder, hvor uddannelse, forskning og innovation prioriteres sammen med patientbehandling.
Det er tid til, at vi som ledere tager aktivt ejerskab over prioriteringen. Ikke kun ved at fjerne det unødvendige, men ved at kæmpe for, at de, der i dag får for lidt, faktisk får den hjælp, de har brug for. For hvis vi kun taler om at skære ned, men ikke om at fordele rigtigt, risikerer vi at øge uligheden i sundhed.
Vi skal som ledere bidrage til at skabe et sundhedsvæsen, hvor ressourcer og ydelser fordeles mere retfærdigt. Det kræver, at vi træffer beslutninger, der ikke er hverken behagelige eller lette, og som til tider vil gøre os upopulære. Det kræver mod og handlekraft af den enkelte, men formår vi at stå sammen og skabe en fælles retning for et mere retfærdigt sundhedsvæsen i fremtiden, vil vi stå stærkere.
