Er der en læge til stede?
Her i København i dag er svaret JA. Salen er fuld.
Og kære kolleger, kære deltagere – hvor er jeg glad for at se jer.
Både jer, som har fået en stol her i lokalet og jer, der ser med derude på streaming.
Men der er dele af landet, hvor der ikke er en læge til stede. Og der er sygdomme og lidelser, som vi ikke har læger nok til at behandle.
Og derfor skal vi i dag gå eksplorativt til værks.
Vi læger skal underkaste os selv en grundig undersøgelse.
Og hvad ser vi så?
I vores journal er der anført: OBS Kronisk Sammenklumpningssyndrom.
For ja, vi kan hurtigt konstatere, at vi har klumpet os sammen. Både i visse dele af landet og i visse af de sygdomme og lidelser, der nu engang kan ramme et menneske.
Årsagen til den sammenklumpning skal selvfølgelig ikke kun findes hos os. Men den skal også findes hos os.
Og vil man have lavet noget om – ja, så skal man starte med sig selv.
Så i dag skal vi kaste et dristigt blik på vores hierarkier og vores snobberier.
Vi skal udforske, hvordan vi kan blive mere tilgængelige for flere.
Og vi skal se, hvad vi kan gøre, for at alle kan få den bedste lægehjælp. Uanset hvor du bor og hvad du fejler.
Byerne er lækre og udsigten god
Da vi i sin tid blev læger, lovede vi, at vi vil bruge det, vi kan. Vi vil arbejde med flid og omhu. Og vi vil altid gøre vores bedste til gavn for samfundet og vores medmennesker.
Sådan lyder min egen moderniserede udgave af en snas af lægeløftet.
De kolde facts er dog, at hierarkier og snobberier spænder ben. Vi er ikke alle de steder, hvor patienterne har brug for os. Hverken geografisk eller sygdomsmæssigt.
Vi læger kan nemlig godt lide at bo i de største byer.
Her er lækkert at være. Vi har det hele inden for rækkevidde. Vores job. Pasning til børnene. Kultur til sultne sjæle. Mad til kræsne ganer. Og universiteter, når vores håbefulde poder skal bære den akademiske fane videre.
Vi har også hospitalsafdelinger med højt specialiserede funktioner.
Tag nu bare min egen afdeling på Århus Universitetshospital. Her er der prestige – både i postnummeret og i autosignaturen. Det klæder nu engang en e-mail så godt at slutte den med det der ‘universitetshospital’ under mit navn.
På de store hospitaler er der velkendte karrierestier, vi kan følge. Værsgo, det er denne vej mod det gode lægeliv.
Og ikke nok med det: Her er også hyper-specialisering, som vi kan grave os ned i. Og tårne, vi kan kravle op i.
Jo, jo. Udsigten heroppefra er virkelig god.
Men hov!
Hvad er det, der står på de skilte, vi knapt nok kan læse heroppe fra?
Der står ‘Populationsansvar.’
Og ‘multisygdom’.
Og ‘Ulighed i sundhed’.
Hvordan skal vi håndtere alt det, når vi har klumpet os sammen – både geografisk og lægefagligt?
Vi lever i et af verdens rigeste lande. Men på trods af det, er det ikke ligegyldigt hvor du bor, hvis du bliver syg. Og det er ikke ligegyldigt, hvad du er kommet til at fejle.
Det kan vi ikke være bekendt.
Så vi må spørge os selv:
Hvordan kan vi bidrage til, at vores lægefaglighed kommer flere til gavn?
Lad os gå fagligt til værks og undersøge problemet nærmere.
Vi laver simpelthen en MR-scanning af Lægen.
Og så går vi i gang med at beskrive billederne.
Hierarkier i vores indre univers
Billederne påviser flere interessante ting:
Der ses tydeligt nogle hierarkier i vores indre univers.
De ser ud som om, de har været der et stykke tid. Og de er ligesom vokset lidt fast. Det kunne godt være en opgave for en dygtig kirurg.
Og de dér hierarkier – de fylder altså ret meget på scanningsbillederne.
Jeg ved det godt. Det er ikke nogen rar besked at få. Så nu finder jeg lige det afsnit i beskrivelsen, der handler om mig selv og de hierarkier, jeg lever i.
Det er finere, når min kollega bruger sin skalpel til at fjerne en cancer-tumor, end når jeg bruger min skalpel til at reparere en nedsynkning i en kvindes underliv. Det ved jeg fra mit eget område, uro-gynækologien.
Min kollega redder liv. Jeg redder ‘bare’ livskvalitet. Det har jeg taget mig selv i at sige mange gange. Sådan lidt undskyldende. Jeg har spillet med på hierarkiernes hakkeorden.
På samme måde er det også finere at være læge på Aarhus Universitetshospital eller Rigshospitalet, end det er at være læge i Horsens eller – gud forbyde det – Nykøbing Falster. Det ved jeg fra mit arbejde som ledende overlæge på … Århus Universitetshospital.
Så i mit lægeliv er stillingen uafgjort. Den står 1-1 i forhold til hierarkier og snobberi. Ærgerligt sted på kroppen, men godt sted i landet.
Så hvad er diagnosen? Lad os samle trådene:
Vi er for mange og for få
Vi er for mange. For vi klumper os sammen nogle bestemte steder.
Og vi er også for få:
Vi er eksempelvis for få almen medicinere ovre vestpå og oppe nordpå og nede syd for København.
Vi er også for få der, hvor den sociale ulighed i sundhed er størst – også når den befinder sig lige rundt om hjørnet i vores egen by. Den social nød findes nemlig alle steder.
Det er da en spændende case for enhver læge, der elsker et godt diagnostisk mysterium:
Vi er for mange. Og vi er for få. På én gang! Derudover viser billedet, at vi er forkælede.
Undskyld mig, men siden hvornår er politikerne begyndt at beskrive scanningsbilleder?
Ja, jeg beklager virkelig meget, men det står der altså.
Vi vil blive der, hvor vi er. Lev med det!
I mellemtiden – ja, så kan vores patienter altså blive nødt til at komme til os.
Lad os tage et faktatjek og kigge på mit eget speciale, gynækologien.
Ifølge Sundhed.dk er der 9 privatpraktiserende gynækologer i Region Midtjylland.
Kun én af dem bor længere mod vest end Viborg, nemlig i Skive.
Så hvis du f.eks. bor i dejlige Lemvig, så er der altså 60 km på landevej, hvis du skulle få noget med underlivet.
Den var aldrig gået herovre.
Der er da også 49 privatpraktiserende gynækologer til Region Hovedstadens underliv.
På Frederiksberg har man 5. I Gentofte har man 6, og i København har man 17. Bare sådan til en hurtig sammenligning.
Men ak og ve. Det kan blive værre endnu.
Det kan nemlig ske, at vores patienter fejler mere end én ting – uanset om de bor i storbyen eller på det dér Lolland.
Her står der nok nærmere ‘obs Kronisk Fraværssyndrom’ i beskrivelsen af MR-scanningen af Lægen.
Men hvad er så behandlingen?
Hvad har den moderne medicin mon på hylderne mod sammenklumpning? Og mod fravær?
Ingen smertefri kur
Jeg ved det. Og I ved det. Der findes ikke nogen magisk pille mod sådan nogle lidelser. Og der findes ikke nogen smertefri kur.
Men der findes behandling. Og vi kan endda selv tilrettelægge en stor del af den. Hvis vi vil.
Og det vil vi.
Vores bestyrelsesmedlem Christian Legind, som er psykiater, har sagt det så fint: Vi skal se på vores eget specialer med vidvinkel på.
Vi skal dyrke hele spændvidden af vores specialer. Der er så meget spændende at udforske, og det skal vi vise vores unge kolleger.
Vi skal selv melde os på banen hos sundhedsråd og kommuner og andre gode steder, så vi får indflydelse på de kommende årtiers sundhedsvæsen.
Vi skal fortsætte med at rydde op på hylderne i sundhedsvæsnet og komme af med det, der ikke gør gavn. I hele sundhedsvæsnet. På hospitalerne og i praksis.
Det skal vi gøre, fordi vi skal holde det, vi lovede, da vi aflagde lægeløftet.
Hvor er det godt, at vi ikke skal finde på det hele selv.
I dag får vi masser af inspiration fra dygtige folk. Og jeg glæder mig til at lytte til vores indlægsholdere sammen med jer her i salen og jer ude ved skærmene.
Vi skal både høre fra en sundhedsøkonom, fra de medicinstuderende læger, fra læger i hoveduddannelse, og fra jer der hjælper patienter andre steder end i de største byer. Og så skal vi selvfølgelig også høre fra Jacob og Kasper fra kardiologien … på Århus Universitetshospital.
Rigtig hjertelig velkommen til jer alle!
