Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Hypen er ikke til at tage fejl af. De seneste år har budt på en støt voksende interesse, især blandt politikere og offentlige topledere, for at få løst wicked eller ‘vilde’ problemer.

Baggrunden for hypen synes at være en antagelse om, at velfærdsstaten er lykkedes med at løse relativt simple samfundsproblemer med institutionelle løsninger i form af daginstitutioner, uddannelse, social sikring, sundhedstilbud og ældreomsorg. Så nu er tiden kommet til at kaste sig over de mere komplekse og genstridige samfundsudfordringer, såsom mangel på arbejdskraft, klimaforandringer, mistrivsel blandt unge, ensomhed og ulighedsproblemer. 

Hypen har også mobiliseret interesseorganisationer, fondsbestyrere, samfundsforskere og konsulentvirksomheder. Jo vildere, jo bedre.

Bogen Vild velfærd har som ambition at præsentere et forskningsbaseret rammeværk med værktøjer til håndtering af vilde problemer. Målet er at styrke praktikere i at få blik for, hvordan man kan forstå og arbejde systematisk med vilde problemer.

Bogen starter klogeligt i kapitel 1 med at definere et vildt problem som et problem, hvor selve problemet er svært at forstå, hvor der ikke er én tydelig løsning, og hvor mange interessenter er involveret, ofte med modstridende værdier og interesser.

Herefter udvikles værktøjskassen til vild velfærdsudvikling i kapitel 2 og 3 med udgangspunkt i ikke færre end fem tankesæt, som især giver perspektiver på at forstå problem og i et vist omfang på at arbejde med løsninger. Det er alt sammen pænt, godt og relevant. 

Der mangler dog åbenlyst perspektiver, som håndterer interesseforskellene, som jo er en integreret del af forståelsen af vilde problemer. Det er klart en mangel i bogen, som dermed kommer til at hvile på en lidt naiv forestilling om, at de vilde problemer lader sig tæmme uden at beskæftige sig med værktøjer til at håndtere modsatrettede interesser og magtrelationer. Og det er jo ikke fordi, der ikke findes teorier og tankesæt, som ligger lige for, f.eks. magtteori. Men – indrømmet – med risiko for at ødelægge den gode stemning. 

Overbevisende kapitel

Kapitel 4 beskæftiger sig med organisering og ledelse af vilde problemer. Det er efter min mening det mest overbevisende kapitel i bogen. Det indeholder en grundmodel for ledelse i hierarkiet på tværs af organisationen og i netværk og partnerskaber. Derefter udfoldes en velkendt og intuitivt tilgængelig ledelsesmodel, som har tre elementer: Kurs, koordinering og commitment. Let fordøjeligt og nogenlunde nemt at gå til. 

I den sidste del af bogen (kapitel 5-9) er formålet at give organisationer, ledere og konsulenter et sprog og en praksisrettet model med værktøjer til at arbejde systematisk med vilde problemer. 

Ambitionen er meget sympatisk at gå fra tanke til handling. Logikken er til at følge og forstå. Jeg kan dog ikke undslippe mig en vis udmattelse undervejs. Det er enormt krævende at forstå vilde problemer. Der skal ikke skydes nogen genveje i forståelsen af et vildt problem.

Bind topledelsen til masten. Ikke noget med at reducere kompleksiteten. Ikke noget med at holde nogle interessenter udenfor. Husk altid at inddrage (alle) andre aktører, netværk, civilsamfund og erfaringseksperter. 

Alt sammen god og rigtig opmærksomhed på at forstå problemet helt, inden vi kaster os over løsningerne. Men hold da op, hvor er det krævende i forhold til opmærksomhed, ressourcer og tidsforbrug – risikoen for handlingslammelse ligger lige for.   

Løsningsværktøjerne står svagere

Det er samtidig som om, at forfatterne også har brugt alt krudtet på at få udfoldet, hvordan man skal forstå det vilde problem. Løsningsværktøjerne kommer til at stå lidt svage og rutineprægede i forhold til den meget udbyggede problemforståelse. 

Det er ret kendte værktøjer i form af prøvehandlinger, test med fokus på evidens, og der skal opsamles læring og justeres løbende. Endelig skal der skaleres og evalueres. Men det virker ikke helt til at forfatterne selv tror på, at værktøjerne bidrager stærkt nok til at give en ønsket og langsigtet effekt.

Er hypen mon berettiget?

Jeg mangler stadig at blive overbevist om, at hypen omkring de vilde problemer er berettiget. Jeg mangler fortsat at blive overbevist om, at det ikke ender med at være (mange) skønne spildte kræfter og ressourcer. Vel at mærke kræfter og ressourcer som kunne have været rettet mod at løse mindre komplekse problemer med større ønsket effekt. Det gælder også i sundhedsvæsenet.   

Det ændrer ikke på, at bogen absolut er læseværdig. Den er velstruktureret og velargumenteret. Den er ikke tung teoretisk, og ræsonnementerne er til at følge og forstå. 

Bogen kan anbefales til ledere i sundhedsvæsenet, som bøvler med begrænsede ressourcer, komplekse organisatoriske rammer og umættelige krav. Og hvem gør ikke det?