Manifest for brugerinddragelse skal inspirere og sprede viden

140 eksperter står bag Manifest for Brugerinddragelse, som blev lanceret på Christiansborg i april 2018.

 

Af Lene Pedersen

 

I april 2018 fik Danmark et manifest for brugerinddragelse. Bag manifestet står en tænketank med 140 eksperter, der blev etableret i 2016 af Danske Patienter i samarbejde med KL og Danske Regioner med midler fra Sundhedsstyrelsen.

Målet med manifestet er at bidrage til at sprede og dele viden, som er fundamentet for brugerinddragelse, og at styrke sundhedspersonalets motivation ved at skabe mening i det daglige arbejde. Ikke mindst skal det inspirere til at skabe strukturelle forhold og et frugtbart miljø, som fremmer inddragelse af brugere både i eget forløb såvel som organisatorisk.

 

Fokus på patientperspektiv ikke nok
Eksperterne bag manifestet bestod af brugerrepræsentanter, forskere, uddannelsesrepræsentanter, klinikere, kvalitetskonsulenter og ledere fra det kommunale og regionale sundhedsvæsen. Manifestet blev lanceret på Christiansborg med to sundhedspolitiske ordførere Jane Heitmann (V) og Flemming Møller Mortensen (S) som værter.

”Vi har længe talt om, at vi skal have fokus på patientens perspektiv, men det er ikke tilstrækkeligt. Vi skal hen til at kunne se med patientens øjne og perspektiv,” sagde Flemming Møller Mortensen ved lanceringen.

Også Camilla Hersom, formand for Danske Patienter, satte barren højt i sin velkomst:

”Vi gør det ikke godt nok. Brugerinddragelse praktiseres ikke tilstrækkeligt i dag på trods af, at det efterspørges af brugerne. Vi har brug for at styrke kompetencerne og systematikken, og derfor er det så vigtigt, at vi har samlet alle de vigtige aktører om dette manifest.”

 

Kulturforandring er nødvendig
Direktør Morten Freil fra Danske Patienter mindede om, at brugerinddragelsen har bevæget sig markant indenfor de seneste 8-10 år:

”Vi har bevæget os væk fra at stille spørgsmålstegn ved, om brugerinddragelse er noget, vi skal, og til, at det er noget, der er selvfølgeligt. Nu handler det om at integrere brugerinddragelsen og skabe den kulturforandring, der skal til.”

Manifestet udpeger netop kulturforandring som den vigtigste opgave for at styrke brugerinddragelsen. Der skal en kulturforandring til for i højere grad inkludere brugeres perspektiver i såvel udvikling af sundhedsvæsenet som i individuelle forløb, lyder det i manifestet.

https://danskepatienter.dk/vibis/om-vibis/vores-projekter/taenketank-for-brugerinddragelse

 

Organisatorisk brugerinddragelse skal styrkes
Udbredelsen af indsatser, metoder og redskaber i brugerinddragelse stod centralt i mange af de indlæg, der blev holdt ved lanceringen af manifestet på Christiansborg. Det blev fra flere sider fremhævet, at det ikke mindst er den organisatoriske brugerinddragelse, som der er behov for at styrke.

Formand for Sundheds- og handicappolitisk udvalg i Scleroseforeningen Jette Bay understregede, at vi fortsat er et stykke vej fra at praktisere organisatorisk brugerinddragelse. Hun nævnte som eksempel, at brugerrepræsentanter i brugerråd stadig oplever at blive tildelt en statistrolle og først kommer til orde under ”punktet eventuelt” og i det hele taget involveres sent i udviklingsprocessen.

Ifølge Jette Bay skal brugerrepræsentanter inddrages meget tidligere i processen og være med helt fra idéudvikling og prioritering af udviklingstiltag. Brugerrepræsentanter skal netop bruges til at få øje på de blinde pletter, som sundhedspersonalet ikke ser, og være med i beslutningsprocessen om at sætte nye udviklingstiltag i gang.

 

Patienter og pårørende ind i maskinrummet
Det samme satte overlæge Jan Schmidt fra Sydvestjysk Sygehus ord på med en kommentar om, at ”patienter og pårørende skal helt ind i maskinrummet af udviklingsarbejdet”. Han gav som eksempel, at sygehuset har fået patientrepræsentanter ind i gruppen med ansvar for implementering af Patient Ansvarlig Læge.

Patienterne kan ifølge overlægen bidrage meget konkret til at forbedre den patientoplevede kvalitet, og derfor skal de involveres i implementeringsprocessen. Patientens perspektiv skal helt frem i bussen, hver gang der skal udvikles nye tiltag, som påvirker patienter og pårørende.

 

Klinikerne motiveres af specifikke metoder
Sygeplejefaglig direktør Inge Pia Christensen fra Aarhus Universitetshospital fremhævede, at motivationen hos klinikere er afgørende, når man skal flytte brugerinddragelsen fra velmenende snak til realiteter som kan mærkes af patienter og pårørende.

I arbejdet med det Brugerinddragende Hospital har man i Aarhus erfaret, at klinikernes motivation voksede, når der blev arbejdet systematisk med specifikke metoder. Aarhus Universitetshospital har valgt at fokusere på to metoder i form af fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling, og det har gjort en stor forskel for klinikernes engagement.

 

Angstprovokerende at spørge borgeren
Helene Bækmark, der er kommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune, talte om sundhedspersonalets motivation i det nære sundhedsvæsen. Hun mente, at der er sket en ganske stor forandring i hele den måde, vi arbejder og kommunikerer med borgerne på. Autoriteterne får ikke respekten forærende.

”Det er en udvikling vi ser i hele samfundet. For mange sundhedsprofessionelle kan det være angstprovokerende at spørge om, hvad borgeren har behov for, frem for at kigge i kataloget over ydelser eller behandlinger,” sagde Helene Bækmark.

”Men det kan også være særdeles motiverende for medarbejderne at arbejde ud fra den enkelte borgers behov. En medarbejder udtrykker det ganske sigende: ”Tidligere smed jeg bare mine ydelser og fulgte kørelisten. Nu hjælper jeg mennesker,” fortsatte hun.

Ifølge sundhedschefen gør denne forandring i måden at samarbejde med borgerne på det særdeles vigtigt at styrke professionsfagligheden og som ledelse at give medarbejderne klare tilbagemeldinger, som styrker deres forståelse af hvornår de lykkes med deres opgaver.

 

Økonomisk styring udgør en barriere
En af barriererne for brugerinddragelse, der blev fremhævet i debatten, var den økonomiske styring, som belønner nye behandlinger og specialer, selv om det ikke er det, som patienter og borgere efterspørger. Udviklingen går i retning af stadig flere specialer, selvom det betyder, at de skal navigere i stadig mere komplekse forløb med kontakt til stadig flere sundhedspersoner, uden at nogen har ansvar for helheden.

Også i den nære sundhed i kommunerne påvirker den økonomiske styring sundhedspersonalets handlinger. Helene Bækmark fra Faaborg-Midtfyn Kommune gav flere eksempler på, hvordan sundhedspersonalets handlinger påvirkes, uden det sker som en bevidst intention:

”Jeg mener oprigtigt, at vi er nødt til at se på de økonomiske incitamenter. Hvis man som hjemmeplejeenhed for eksempel får skåret i sin bevilling, fordi man er dygtig til at gøre borgerne selvhjulpne efter at have lyttet til, hvad der er vigtigt for dem, får man et mindre budget året efter. Er det sjovt? Nej. Kommer man så til at overhøre borgerens signaler? Nej, ikke bevidst. Men man kommer måske til at gøre det, man selv synes er rigtigst,” sagde Helene Bækmark.

Et andet eksempel fra det fynske er forfremmelser:

”Hvordan forfremmer vi? Forfremmer vi efter, om vi har nået vores aktivitetsmål, eller forfremmer vi ud fra om de mennesker, som vi har haft mellem hænderne, synes at deres liv er blevet bedre, at deres livskvalitet er steget, de har følt sig mødt forstået og inkluderet? Det sidste er sørgeligt fraværende i rigtig mange situationer,” pointerede Helene Bækmark.

Her blev der fra flere eksperter slået til lyd for, at vi ikke blot skal lytte til, hvad patienterne ønsker, men have modet at bryde rammer, tage beslutninger og prioritere ud fra brugernes behov.

 

Kan et manifest gøre en forskel?
Der var også kritiske røster af det nye manifest for brugerinddragelse. Samordningskonsulent Helle Høstrup fra Region Hovedstaden slog til lyd for, at manifestet ikke giver tilstrækkelig retning og mål for den fortsatte udvikling af brugerinddragelsen.

Om manifestet kan gøre en forskel for brugerinddragelsen, var også et spørgsmål, der blev snakket om i pausen, hvor meningerne var delte. Flere mente, at bredden, sammensætningen og antallet af eksperter i tænketanken bag manifestet vil give tyngde og kritisk masse til at flytte noget, mens andre tvivlede på, at manifestet vil komme til at gøre den store forskel.

Alligevel var der et ord, som blev sagt en del gange i løbet af eftermiddagen: Mod. Mod til at prioritere og handle. Og mod var også et ord, der indgik i en kommentar fra Birthe Søndergaard om lanceringen af manifestet på Linkedin:

”Nu gælder det om, at alle forpligter sig, har mod, vilje og handlekraft til at fremme denne kulturændring. Nu er der en fælles begrebsforståelse via manifestet, så nu må vi bevæge os til gavn for os alle – vi er alle borgere, brugere og pårørende. Egentligt lidt pudsigt at fagprofessionelle vil inddrage patienten i eget forløb, det er jo de professionelle, der midlertidigt inddrages i borgerens liv.”

 

Ny viden opstår, når vi ser med borgerens øjne
Spørgsmålet er, hvad det er, vi skal turde, og hvad det er, vi skal være bange for, siden det kræver mod? Hvad er det for handlinger, der skal til? Og hvorfor er kulturforandringen i manifestet fremhævet som den vigtigste opgave for at fremme brugerinddragelse?

Er en kulturforandring en forudsætning for brugerinddragelsen? Eller er det brugerinddragelsen, som vil være murbrækkeren og det, der leverer byggestenene til kulturforandringen med viden, motivation og organisation?

Som Birthe Søndergaard skriver, er det netop når professionelle tillader sig at blive inddraget i borgerens liv, at ny viden opstår. Og det er, når vi ser med borgerens øjne, at nye ideer opstår, og mening og motivation styrkes og ny organisering opbygges. Brugerinddragelse og kulturforandring hænger måske mere sammen end vi hidtil har været opmærksomme på?

 

Mere om forfatterne