MØD: Brian Brøndum Møller er fra 1. februar hospitalsdirektør ved Hospitalsenhed Midt i Region Midtjylland. Han er uddannet cand. mag. i kommunikation og psykologi suppleret med diverse lederuddannelser. Han har tidligere bl.a. været ansat ved Aalborg Universitetshospital, Region Nordjylland, Københavns Amt og Københavns Kommune.
Hvad fylder i dit arbejdsliv lige nu?
»Det er omtrent 100 dage siden, jeg begyndte som hospitalsdirektør, så det har været en tid med bunker af nye indtryk og oplevelser. Jeg har skrevet dagbog og fået noteret temmelig mange observationspunkter ned. Omkring 30 er det blevet til. Det drejer sig om stort og småt – noget med vores organisation, men også noget om vores ledelsespraksis, vores adfærd og vores kultur.
Når jeg kigger ned over listen, tænker jeg, at det her er bare det helt rigtige job for mig, som jeg glæder mig til at fortsætte med i forhåbentligt mange år.
Noget af det jeg er opmærksom på, og som jeg snakker med en coach om, er, hvordan jeg skal blive ved med at lære. Der er jo ikke noget, der er nemmere end at blive ’slugt’ af den daglige drift. Det er jeg sikker på, at jeg har brug for, når jeg både skal kunne flytte mig selv og flytte verden.
Og så er det jo en glæde at have to kolleger i direktionen, Claus og Mette (lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen og sygeplejefaglig direktør Mette Fjord Nielsen, red.), som både har en super god erfaring, og som har lyst til at være med til at sikre hele hospitalets udvikling, så vi kan leve op til vores mål og visioner. Det kommer også til at betyde, at vi tager vores virksomhedsgrundlag op til drøftelse og revision. Det glæder jeg mig til sammen med kollegerne i HL, ledergruppen, vores MED-organisation og med input fra vores omverden. Verden flytter sig – og vi skal flytte os sammen med verden.«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»For mig er det at kunne rumme sig selv i mødet med andre.
Nogle dage er lette, tingene glider, og der er medvind. Andre dage eller perioder går det lidt tungere, og der sker ting, der kan være trælse og uforudsete. De dage skal jeg arbejde med at rumme mig selv i mødet med det, der ikke er let. Og finde ud af, hvordan jeg skal kunne lytte, men også handle og komme fremad på en konstruktiv måde. Det kan jo f.eks. være at rumme sin egen utålmodighed.
Men grundlæggende er jeg jo glad for at være leder, for der er jo nogen – og i grunden temmelig mange – der bakker op og faktisk tror på, at jeg kan lykkes med forehavendet.
Jeg er opmærksom på, at jeg både kan og skal kunne bede om hjælp. Jeg synes, jeg har set, at dygtige ledere, der har kunnet meget selv, ikke altid har været opmærksomme på at bede om hjælp fra kollegerne. Det er jeg opmærksom på.
Og så øver jeg mig i at disponere min tid. Der er jo rigtig mange, som forventer rigtig mange forskellige ting af mig, så omhyggelighed med at prioritere min tid, synes jeg er en kerneopgave.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Jeg insisterer på, at mennesket kommer først. På den ene side tror jeg, at næsten alle er enige i det udsagn, men på den anden side synes jeg ikke, det er noget, der altid kommer af sig selv. Så for mig er det vigtigt at have det i fokus, og jeg bruger det aktivt i min kommunikation.
Nogle gange kan vi have en tendens til at putte hinanden i kasser som f.eks. medarbejdere, patienter, pårørende, samarbejdspartnere og et stuenummer, men man kan glemme, at vi jo alle er mennesker. Og som mennesker er vi alle – uanset hvilken rolle vi har – grundlæggende interesseret i fællesskaber, mening og nære relationer. Så som medarbejder er jeg mere end en ressource, og som patient er jeg mere end en sygdom.
Det er også vigtigt at sikre gode relationer. Ikke forstået på den måde, at vi altid kan være venner eller altid kan være enige. Det er jo ikke muligt. Men sådan, at vi skal have en åben kanal for at dialog i et rum med meget højt til loftet.
Jeg prøver også at bruge tid på at være tilgængelig. Ikke så meget ved at sige, at ’min dør er altid åben’, men mere ved at komme rundt og have tid til at lytte og tale uden en fast dagsorden. Det er med til at give mig en dybere fornemmelse af vores organisation.«
Nævn en person eller en begivenhed, som har haft afgørende betydning for din karriere?
»Da jeg som ung studerede kommunikation og psykologi, havde jeg en idé om, at jeg helt sikkert skulle arbejde inden for det private. Det var da helt sikkert dér, det var allermest spændende at være.
Men jeg valgte alligevel en praktikplads på Aalborg Universitetshospital. Der fik jeg nye perspektiver på arbejdslivet. Daværende U&U-chef Jens Kjær-Rasmussen åbnede døren for mig til den hvide verden, mens forskningschef for sygeplejen Charlotte Delmar gav plads på sit kontor. De har begge støttet mig i karrieren flere gange gennem årene, og det er jeg fortsat taknemmelig for.
Tilsvarende har Kim Mikkelsen – som er konstitueret koncerndirektør i Region Nordjylland – været en god sparringspartner i de forskellige chefstillinger. Den hvide verden er stor, pulserende og et fantastisk meningsfuldt sted at være, og den har været svær at slippe siden.
Og så bare lige en anekdote tilbage fra 2006 lige før kommunalreformen. Jeg havde søgt et job i Aalborg, som jeg desværre ikke fik, men landede på den utaknemmelige andenplads. Mens jeg gik og ærgrede mig, fik jeg så en mail fra Per Okkels (daværende amtsdirektør, senere departementschef, red.) om, at han gerne ville give en kop kaffe og en flybillet. Jeg boede i København. Da jeg så sad ved bordet, sagde Per: »Hvad vil du gerne lave?« Mit svar var åbenbart godt nok til at udløse et vikariat og derefter den første lederstilling.«
Hvordan er din balance mellem arbejde og fritid?
»Den er god. Jeg har meget at lave på arbejdet, og meget at lave uden for arbejdet. Jeg kan lide at få noget fra hånden, men jeg kan altså også godt lide at have mulighed for at kigge fem minutter ud ad vinduet og reflektere.
I det hele taget tror jeg, at de fleste af og os har godt af at tænke os om ind imellem, og på hospitalet har vi aftalt, at hvor vi måske tidligere per ’default’ aftalte møder, som varede en time, så starter vi efter sommerferien en praksis, hvor møder som udgangspunkt varer 45 minutter – selvfølgelig også gerne mindre. Så kan du nå at trække vejret, dreje hovedet og bevæge dig til din næste aftale eller opgave.
Men tilbage til livet ved siden af arbejdet. Jeg har kone og tre børn, og de to piger har hver deres pony. Det er dejligt for dem, men også godt for mig, når jeg skal skovle møg eller sætte hegn op eller har andre praktiske opgaver. Så ponyerne og vores store hund, som skal gås/løbes med, er med til at holde mig i gang. Og store dele af året har jeg den glæde at bade sammen med nogle kammerater i vores lokale badesø, der er en tidligere kridtgrav. I år begyndte vi i marts, så det er jo på kanten til at være ægte vinterbaderi.«
Hvis jeg var chef for det hele …
»Jeg er ikke sikker på, at jeg har ambitioner om at være chef for det hele, hvad det så end er. Jeg er utrolig glad for at være der, hvor jeg er, og jeg sætter stor pris på de muligheder, jeg har for at ’flytte verden’ netop her.
En af de ting jeg finder vigtigt er, at vi også i sundhedsvæsenet tænker mere over ’det levede liv’.
Når man bliver syg, er det ofte sådan, at det levede liv sættes på pause. Og hvis man bliver meget syg, sættes livet rigtig meget på pause. Jeg vil gerne, at vi i sundhedsvæsnet hjælper med at fastholde så meget som muligt af det levede liv, når vi rammes af fysisk eller psykisk sygdom.
Så hvis vi kan hjælpe dig med et sundhedsproblem og gøre det i dit eget miljø, hvis det er der, du føler dig bedst tilpas, så skal vi da anstrenge os for det. I andre situationer kan det være sådan, at du netop har brug for at komme ud af et miljø, hvis det ikke er godt eller sundt.
Ellers tænker jeg over, at vi i debatten om sundhedsvæsenet bør fokusere lidt mindre på hullerne i osten og ’den brændende platform’. Jeg kan i grunden godt lide at starte med vores drømme og ambitioner, og hvordan vi kan bygge videre på vores styrker. Det er min erfaring, at det er langt bedre end at starte med at tale netop det, end at starte med alt det, vi mangler. Det skal vi også tale om, men ikke som det første, for så kommer vi sjældent derhen, hvor vi kan tale om det, vi drømmer om og det, vi gerne vil skabe eller transformere.
Vi skal jo forandre os sammen med verden. Selvom det kan være ubekvemt nogle gange, er det vigtigt at tale om, hvordan vi redefinerer os som institutioner, f.eks. som hospitaler. Vi bliver nødt til at tale om, hvad vi kan byde ind med og være med til at skabe bedre liv for de mennesker i vores samfund, der har brug for os.
Det forpligter jo, at vi har så stor en viden og så store ressourcer og så dygtige kolleger, som vi har i det danske sundhedsvæsen.«
