TEMA: PRIORITERING. Det er en spændende tid for det danske sundhedsvæsen. Selvom vi hver dag leverer behandling af høj kvalitet til befolkningen, så står det lysende klart, at der skal nogle helt fundamentale forandringer til for at imødekomme de mange udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor.
At der de seneste år er nedsat flere forskellige kommissioner til at give sine bud på, hvordan udfordringerne skal tackles, vidner også om en bred politisk erkendelse af, at vi ikke bare kan opretholde status quo.
Lige nu har de fleste blikket rettet mod Sundhedsstrukturkommissionen, som er nedsat af den nuværende regering. Sundhedsstrukturkommissionen skal opstille og belyse modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet, og anbefalingerne skal være klar til foråret.
Det handler om selve den måde, vores sundhedsvæsen er skruet sammen på, og derfor er det også oplagt, at Sundhedsstrukturkommissionen tager anbefalingerne fra en anden kommission med i sit arbejde og sine anbefalinger – nemlig anbefalingerne fra Robusthedskommissionen, som blev offentliggjort i efteråret 2023.
Kommissionen for robusthed i sundhedsvæsenet, som den egentlig hed, blev nedsat af den daværende regering i sommeren 2022. Her var opgaven at komme med anbefalinger til, hvordan der kan sikres mere personale med mere tid til kerneopgaven og anbefalinger til smartere opgaveløsning gennem systemer og teknologier, der nedbringer bureaukrati.
Dybt frustrerende ender forslag til løsninger nemlig igen og igen med en konstatering af, at der ikke er de nødvendige sundhedsprofessionelle til at løfte opgaven. Derfor er det oplagt, at Sundhedsstrukturkommisionens anbefalinger kommer til at stå på skuldrene af Robusthedskommissionens bud på, hvad der kan bringe os videre.
Stærkere prioritering er alfa og omega
Robusthedskommissionens anbefalinger inddelte sig i tre temaer, og særligt det første tema, som hed ’stærkere prioritering og klogere opgaveløsning’, vil jeg dykke ned i her.
En stærkere prioritering af opgaverne i sundhedsvæsenet er nemlig alfa og omega. Hvis ikke man politisk ændrer på den opgave, der skal løses i sundhedsvæsenet, så vil der i 2045 være brug for 100.000 flere sundhedspersoner end i dag, viser en arbejdskraftsanalyse, som vi sidste år lavede i Lægeforeningen. Allerede i 2030 vil der mangle 40.000.
Det kan ikke lade sig gøre at rekruttere sig ud af, fordi der simpelthen er for få at rekruttere af. Blandt andet derfor var jeg selv med til at kickstarte debatten om prioritering, da vi i Lægeforeningen tog initiativ til Sundhedssektorens Prioriteringsråd.
Et stærkt sundhedsvæsen er en af grundpillerne i et velfungerende velfærdssamfund, og derfor er jeg også stolt af, at vi med Sundhedssektorens Prioriteringsråd har bidraget til at modne debatten om prioritering på samfundsniveau. Spørgsmålet om prioritering i sundhedsvæsenet er nemlig også et spørgsmål for patienterne, borgerne, erhvervslivet, fagbevægelsen, forskningen og medierne.
Derfor er Sundhedssektorens Prioriteringsråd et bredt samfundspartnerskab, og i skrivende stund er vi ved at lægge sidste hånd på 20 anbefalinger, som 9. februar skal overrækkes til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde. Anbefalingerne er ikke en facitliste, men et udgangspunkt for en videre debat, som vi håber, vil føre til politisk handling.
For det er i sidste ende politikerne, som har ansvaret for, at sundhedsvæsenet fungerer, og de 20 anbefalinger er derfor også et landkort til dem over de områder, hvor der er bred opbakning til at gøre noget nyt.
En grundsten for et bæredygtigt og robust sundhedsvæsen
Men vores sundhedsvæsen er allerede nu udfordret, og bliver det i tiltagende grad i fremtiden. Vi skal derfor hurtigst muligt have omsat pejlemærker og anbefalinger til konkrete tiltag. Robusthedskommissionens første anbefaling om at oprette et nationalt prioriteringsråd har af den grund min fulde opbakning.
Vores nuværende regering har også allerede i sit regeringsgrundlag lovet et prioriteringsråd, og det kan med de rette rammer og ambitioner udgøre en grundsten for et bæredygtigt og robust sundhedsvæsen.
Men selvom jeg er enig i behovet for et nationalt prioriteringsråd, så er der dele af Robusthedskommissionens anbefalinger om prioritering, som peger i den forkerte retning.
Der er for eksempel forslag om en øget brug af visitationsretningslinjer ved ressourcekrævende behandlinger eller behandlinger med begrænset effekt – men som visitationsretningslinjerne er beskrevet i rapporten, er de med et meget stort fokus på omkostningseffektivitet og personale- og ressourcetræk.
Det er vigtige elementer, som selvfølgelig skal tages i betragtning, når det handler om prioritering.
Men visitationsretningslinjers hensyn til ressourcetrækket må ikke ende med at fortrænge de sundhedsfaglige vurderinger af, hvad der er den rette kvalitet i behandlingerne. Man må ikke stille visitationen i stedet for de kliniske retningslinjer, som jo beskriver den udredning og behandling, der i udgangspunktet bør tilbydes patienterne.
Med det sagt, så har sundhedsvæsenet og samfundet ikke har råd til alt, og der skal tænkes mere over, hvornår noget ikke generelt skaber værdi, men det bør være op til fagfolk i de rette instanser at vurdere, så det ikke bliver politiske beslutninger taget på baggrund af enkeltsager i mediebilledet.
Der skal være mere plads til faglig prioritering
At frigøre ressourcer til kerneopgaven skal være omdrejningspunktet i prioriteringsdebatten, og Robusthedskommissionen har da også øjnene på bolden i store dele af sine anbefalinger.
Der er blandt andet et fokus på, at der skal være en stærkere faglig prioritering i sundhedsvæsenet. Det er jeg helt enig i, og sundhedsvæsenets tilbud bør tilrettelægges sådan, at vi kan prioritere de patienter højest, som har mest brug for behandling.
At give læger mulighed for at sætte de mest syge patienter først i vores samlede sundhedsvæsen er en klogere brug af ressourcer, men det kræver, at man på Christiansborg forholder sig kritisk til de patientrettigheder, man selv ved lov har fastsat.
De bør nødvendigvis nuanceres, så de ikke står i vejen for lægefaglige vurderinger, og på den måde i vejen for at bruge kræfterne klogere.
Men vi skal bruge kræfterne klogere, så der ligger en opgave for vores politikere i at forventningsafstemme med befolkningen. Vi kan ikke fastholde status quo, og landets borgere skal være med på, at vi er nødt til at finde på nye, patientsikre måder at løse opgaverne på. Herunder skal patientrettigheder selvfølgelig være realistiske, så de reelt fungerer som brugbare rettigheder.
Der skal også skabes rammer for, at prioritering er et element i udarbejdelsen af kliniske retningslinjer, og når der tages beslutninger om hvilke behandlingstilbud, der skal være i sundhedsvæsenet.
Det forudsætter dog en bedre anvendelse af kompetencer på tværs af sektorer og fagligheder. Til arbejdet med kliniske retningslinjer mangler vi en klar og operationel model, der afsætter tid og økonomi til, at de lægevidenskabelige selskaber understøttes i deres fortløbende arbejde med at opdatere, hvad der må betegnes som den bedst mulige udredning og behandling. Og ikke mindst sikre bedre samarbejde på tværs.
Kliniske retningslinjer er en afgørende forudsætning for, at vi kan levere den bedst mulige kvalitet. Men hvis de enkelte selskaber udarbejder dem som isolerede øer, så er det svært at have øje for sammenhængen til, hvordan de samlede ressourcer anvendes klogt, eller hvor kapaciteten findes i sundhedsvæsenet.
En model for de kliniske retningslinjer skal også sikre de nødvendige betingelser for, at de løbende kan opdateres med fokus på, hvad der reelt skaber værdi i patienternes forløb. Det vil give mulighed for at sige farvel til udredninger og behandlinger, som viser sig at være unødvendige. Overdiagnostik og overbehandling er meget væsentligt at få gjort op med til gavn for patienterne og for at kunne bruge kræfterne klogest muligt i sundhedsvæsenet.
Der skal være de rette værktøjer
At give medarbejderne mere fagligt råderum i arbejdet er én af flere veje til at frigøre tid og ressourcer.
En anden vej er, at patienter skal have større ejerskab over deres eget sygdomsforløb, når det er muligt, som Robusthedskommissionen også skriver i sine anbefalinger. De patienter, der i den givne situation selv har ressourcerne og evnerne, skal i højere grad understøttes i at tage vare på deres sygdom, så der frigives ressourcer til dem, der har brug for mere støtte.
Men for at lave en større differentiering i behandlingsindsatser, skal der være de rette værktøjer til rådighed, så patienter for eksempel selv kan monitorere og kontrollere deres sygdom.
Og det taler lige ind i Robusthedskommissionens anbefalinger om, at digitaliseringen skal styrkes.
En analyse, som Lægeforeningen udarbejdede i 2023, dokumenterer, at der er et stort potentiale i at øge brugen af digitale løsninger. Analysen viser, at der er en lang række eksisterende apps og hjemmemonitoreringsløsninger, der er udviklet og afprøvet i Europa, som kan frigive personaleressourcer og forbedre patientoplevelsen uden at gå på kompromis med patientsikkerheden.
Der findes altså allerede tilstrækkelig evidens til, at man bør sætte yderligere gang i den digitale udvikling og implementering.
I samme boldgade virker det sikkert, at kunstig intelligens må have en plads i sundhedsvæsenet. Teknologien har potentiale til at løfte kvaliteten af patientbehandlingen og kan være en hjælpende hånd på mange forskellige områder. Men det kræver enormt meget tid af sundhedsprofessionelle at sikre, at det er brugbare og valide værktøjer, og det er derfor ikke et quick-fix, der allerede i morgen kan løse gårsdagens udfordringer.
Og i erkendelsen af, at udviklingen og implementeringen af kunstig intelligens kan være en kompleks opgave, skal vi i højere grad se på, hvordan man kan lave en mere samlet indsats på tværs af sundhedsvæsenet.
Mens vi venter på Sundhedsstrukturkommissionen
Det får mig til igen at rette blikket mod Sundhedsstrukturkommissionen.
For mange af Robusthedskommissionens anbefalinger gælder det, at de kræver fundamentale ændringer af den måde, som sundhedsvæsenet fungerer på. Men det er svært at styrke det tværgående samarbejde mellem alle sektorer, når den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet er uklar.
Men anbefalingerne må ikke gå i glemmebogen, og de er oplagte at tage med som et solidt fundament til Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger. En ny struktur skal også ledsages af en ny tankegang, hvis vi skal frigive tiltrængte ressourcer.
Det er en spændende tid for det danske sundhedsvæsen. Det kan være svært at spå om, hvordan det ser ud om fem, 10 eller 20 år, men nogle ting står dog klart. Det kommer blandt andet til at kræve rigtig meget ledelse, når kommissionernes anbefalinger skal omsættes til virkelighed.
Sideløbende med den daglige drift, så skal der navigeres i omorganiseringer, paradigmeskifter, tværsektorielle samarbejder og brugen af nye værktøjer.
Medarbejderne skal kunne føle sig trygge, samtidig med at de skal ledes i klare og nye retninger. Forventningsafstemningen med patienterne vil også finde sted i mødet med sundhedspersoner, og det skal der skabes ordentlige rammer for på arbejdspladserne. Brugen af ny teknologi skal udbredes, men det må aldrig ske på bekostning af patientsikkerheden.
Det stiller krav til, at der er stærke ledelseskompetencer til stede i alle afkroge af det danske sundhedsvæsen, og derfor bør det også prioriteres, at ledelse som disciplin styrkes betragteligt.
