Når man som borger i Danmark får brug for sundhedsvæsenet, har man nok en forventning om, at sygehuset, den lokale sygepleje, genoptræningstilbuddet, måske ældreplejen eller andre tager hånd om en, så man bliver hjulpet godt igennem hele ens forløb. Uanset hvilken myndighed, der undervejs i forløbet har ansvaret. Det vil jeg mene er en berettiget forventning.
Med sundhedsreformen flyttes en række opgaver fra kommunerne til regionerne. Det gælder den akutte sygepleje, 70 pct. af de midlertidige døgnpladser, den patientrettede forebyggelse samt dele af den avancerede genoptræning og specialiseret rehabilitering. Dermed har regionen fået en større del af ansvaret for gode og sammenhængende patientforløb.
Samtidig introduceres hjemmebehandlingsteams, hvor sygehuset, egen læge og kommunen kan samarbejde om at behandle og monitorere en patient/borger i eget hjem eller på en plads i nærheden af hjemmet.
Det er alt sammen noget, jeg tror vil være en gevinst for patienterne eller borgerne.
Sammenhæng og samlet ansvar
I debatten, der gik forud for præsentationen af den politiske aftale om sundhedsreformen, blev ønsket om en bedre sammenhæng i det samlede patientforløb da også ofte fremført som et af de primære argumenter for en reform. Forslagene kredsede om at flytte snitfladen mellem sygehuset og de kommunale tilbud, så en større del af patientforløbet lå i samme organisation.
Hvad enten det kaldes øget kædeansvar, vertikal integration eller end-to-end-ansvar, er pointen den velkendte, at man øger sandsynligheden for sammenhæng og høj kvalitet i hele forløbet, hvis man har et samlet ansvar for opgaven. Det er jeg enig i.
Det er dog vigtigt at bide mærke i, at selvom regionen overtager opgaver fra kommunerne, vil der fortsat være en kommunal sygepleje. Ligesom der fortsat vil være midlertidige kommunale pladser, borgerrettet forebyggelse og kommunal genoptræning. Dermed er der fortsat en tæt snitflade mellem regionen og kommunen.
Fortsat behov for at binde sammen
Den fremtidige opgave bliver dermed (fortsat) at binde opgaveløsningen tæt sammen, samtidig med at vi flytter lidt på vægten mellem sygehusene, almen praksis og de nære tilbud. Og hvordan gør vi så det på en god måde?
Det er tydeligt, at forligspartierne på Christiansborg virkelig vil det her. Derfor har de givet regionerne og kommunerne et nyt fælles arbejdsværksted i kraft af de nye sundhedsråd, hvor regionale politikere skal sidde sammen med kommunale politikere og i fællesskab træffe bindende beslutninger om løsninger i en fælles geografi. Sundhedsrådene får egne, betydelige midler og det umiddelbare ansvar for en række nære opgaver. Det, tror jeg, vil give en ny politisk energi med stort ejerskab til gode løsninger på tværs af regioner og kommuner.
Sundhedsrådene og den tænkning, der ligger bag, giver således et stærkt fundament for at udvikle sundhedsvæsenet med et mere lokalt perspektiv.
Tættere på borgerne
Da regionerne blev født i 2007, var det med en opgave om at samle kræfterne på større sygehuse. Det er vi faktisk lykkedes ret godt med. Og vi skal naturligvis fortsat drive og udvikle de mange velfungerende regionale tilbud i samme høje kvalitet. Men samtidig skal vi nu se på mulighederne for at give en behandling i høj kvalitet tættere på borgerne. Det vil kræve overvejelser i alle led om opgaveløsning, brug af teknologi, aflæring af gamle ’vaner’ og indførelse af nye.
Alt det kan vi kun gøre i tæt samarbejde mellem afdelinger på sygehuse og fagpersoner ude lokalt. Et godt forløb indebærer ikke blot, at man får en faglig korrekt behandling i hver del af forløbet, men også, at forløbet er bundet godt sammen, så man hele vejen kan være tryg ved, at fagfolk samarbejder og overleverer korrekt og rettidigt.
Gode lokale løsninger kalder også på et endnu tættere samarbejde med de almenmedicinske tilbud. Det er der også lagt op til i sundhedsreformen, hvor almen praksis får en større rolle i forhold til bl.a. patienter med kronisk sygdom. Men almen praksis får også en mere forpligtende opgave i forhold til øvrige nære sundhedstilbud.
Naturligt, men svært
Det lyder naturligt og intuitivt rigtigt at skabe sammenhæng i patientens forløb. Men i virkelighedens verden er det faktisk ret kompliceret. Det gælder, hvad enten overgangen ligger inde i egen organisation, f.eks. på sygehuset, eller den ligger mellem to organisationer, f.eks. fra sygehus til hjemmeplejen.
Vi har i mange år arbejdet med aftaler på tværs af sygehuse, kommuner og almen praksis. For de opgaver, der overdrages fra kommunerne til sygehusene, bliver der nu mulighed for at samle opgaveløsningen under samme ledelse. Det giver samtidig mulighed for at arbejde med en fælles kultur, hvor viden nemmere kan deles, hvad enten man har sin daglige gang inde på et sygehus eller ude i borgernes nærområder. Men det skal ikke kun gælde i nogle få hjørner af et sygehus; i alle afdelinger vil man skulle se på, om et patientforløb måske kan være lidt anderledes.
De mange kompetencer på sygehusene skal bindes tæt sammen med de sundhedsfaglige tilbud ude ved borgeren, så medarbejderne i de nære tilbud kan løfte en større del af sundhedsopgaven med sygehuset som en integreret medspiller.
’Vende sygehusene udad’
Kan man måske fremover sende en indlagt patient tidligere hjem, når man ved, at der er kolleger med de rette kompetencer, som kører rundt i nærheden af borgerens bopæl? Eller kan man slippe for at køre ind til det store, centrale sygehus, hvis en blodprøve eller ultralyd kan tages i et nærhospital? Det kalder vi at ’vende sygehusene udad’.
Kommunerne har arbejdet med lokale tilbud i mange år, og her ligger derfor en kæmpe pulje af viden om at arbejde tæt på borgeren.
Med sundhedsrådene bliver der skabt en politisk ramme for et tæt samarbejde mellem regionerne og kommunerne. Men det kan ikke gøre det alene. Vi skal på alle niveauer rykke tættere på hinanden, så vi finder de rigtige løsninger lokalt.
Lykkes – hver for sig og sammen
I de kommende måneder skal der indgås aftaler, der sikrer en god overdragelse af opgaver fra kommunerne til regionerne. Som led heri skal det aftales, om der er opgaver, som fortsat skal varetages driftsmæssigt i kommunerne, selvom regionen har overtaget myndighedsansvaret. Det vil nok kunne give mening på nogle fagområder, mens andre opgaver vil have gavn af at være forankret i samme organisation på tværs af kommuner. Men uanset hvem der har ansvaret eller driver opgaverne, skal vi samarbejde om borgerne og hjælpe hinanden, bl.a. med at vedligeholde kompetencer og understøtte rekruttering af medarbejdere. Hvis vi ikke lykkes hver for sig, kan vi heller ikke lykkes sammen.
