MØD: Mette Warming Jørgensen, speciallæge og ph.d. i klinisk genetik. Gennem fem år cheflæge ved Klinisk Genetik på Sygehus Lillebælt; en afdeling med 50 medarbejdere der varetager både klinisk rådgivning og laboratorie-baserede genetiske analyser.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
Vi har selvfølgelig gang i flere ting. For det første er vi ved at evaluere en særlig aftale, hvor patienter selv kan booke tider hos os. Det kræver dispensation, for det kan jo være sådan, at patienterne, hvis de ønsker det, først booker en tid på den anden side af udredningsretten. Ordningen fungerer fint – men nu skal vi have dokumenteret, at det er lige så velfungerende, som vi synes.
For det andet er min ledelseskollega, chefbioanalytiker Lene Byriel, og jeg i gang med at afprøve en ny metode i forbindelse med udvikling af afdelingens nye strategi. Vi har en strikt metodisk tilgang, som jeg har lært på et kursus i Oxford, hvor vi arbejder ud fra afdelingens medarbejdere, vores samarbejdspartnere, interaktioner og omgivende miljø. I første omgang inddrager vi afdelingens speciallæger for at se, om det ”virker”, i næste omgang tager vi hele afdelingen med.
For det tredje fokuserer vi meget på det store arbejdspres, vores medarbejdere er under i forbindelse med det udvidede tilbud om helgenom-sekventering til udvalgte patientgrupper, der er kommet til i forbindelse med etableringen af Nationalt Genom Center. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at der i den kommende evaluering bliver tydelighed omkring hvilke undersøgelser, der faktisk giver værdi for patienterne – jeg tror, der er behov for nogle justeringer.
Hvad er det sværeste ved at være leder?
Det er, når der mangler ”sund fornuft”. Det kan gøre mig trist, når der er unødige forhindringer, der gør det svært eller umuligt at gøre det bedste for vores patienter. Sund fornuft er i min forstand, når det at gøre det bedst mulige for vores patienter og medarbejdere er det, systemet belønner og faciliterer.
Et af vores problemer i sundhedsvæsenet er, når vi gør tingene alt for indviklede og komplekse, eller når vi ikke får prioriteret vores opgaver ordentligt. Det kan være, at vi selv ikke har overblik over opgaverne, men det kan også være, når der ”ovenfra” kommer direktiver, der giver en form for skævvridning.
Hvad gør du anderledes som leder?
Jeg har et stort behov for at se mine medarbejdere lykkes med deres arbejde, men jeg har ikke et tilsvarende behov for selv at blive set som succesfuld. Jeg er ikke selv den allerdygtigste til mit fag, men jeg skulle helst være den bedste leder på den pind, jeg sidder på.
Jeg udøver værdibaseret ledelse, jeg stiller klare krav, men er også meget tydelig i min tillid og opbakning til mine medarbejdere.
I alle de forhold hvor det kan lade sig gøre, giver jeg mest mulig frihed til mine medarbejdere, og jeg har selv et meget lille kontrolgen. Det har jeg det godt med, men har da også slået mig på den konto, når tilliden brydes, det gør ondt. Det er dog en risiko, jeg er villig til at tage, for gevinsten er meget større.
Og så skal vi hjælpe hinanden, det gælder også lederen. Jeg træder selv til engang imellem, når der f.eks. er noget, der er gået i hårdknude i forhold til en patient eller der er hastesager i ferier.
Kan du nævne en person eller en begivenhed, der har været afgørende for din karriere?
Det kan jeg da godt. Måske endda tre.
Da jeg stod og var usikker på, hvordan jeg egentlig skulle bruge min speciallægeuddannelse, fik jeg en henvendelse fra en belgisk professor, der havde været opponent på min ph.d. Han spurgte, om ikke jeg ville komme til Belgien og arbejde for ham – det var bare så spændende et tilbud. Jeg tog dermed på besøg og kiggede og talte – og fandt så ud af, at det skulle jeg altså bare ikke. Men jeg blev til gengæld klar over, at jeg ville noget andet.
Da jeg kom hjem, skrev jeg til min tidligere chef, som i mellemtiden var blevet direktør på Sygehus Lillebælt, Dorthe Crüger, for at få en snak om ledelse og hvad hun kunne give af gode råd. Hun havde allerede for år tilbage, da hun var min chef på Klinisk Genetik, sagt, at ledelse godt kunne være noget for mig, når jeg engang var klar. Det var jeg nu, og da chancen bød sig seks måneder senere, søgte jeg stillingen som cheflæge – og den fik jeg heldigvis.
I starten af mit arbejde som cheflæge fik jeg stor støtte af den daværende lægelige direktør Mads Koch Hansen. Når jeg kom til ham med problemer eller brok, kunne han lytte og bagefter med et afvæbnende smil klappe mig på skulderen og sige »Det lyder som om, at du har styr på det«. Og så syntes jeg jo så også selv, at jeg havde, men jeg havde i starten brug for at høre, at han var enig.
Og så fik jeg engang en post-it af Mads, der stod »PYT« på. Den hænger, her fem år efter, stadig på kanten af min pc, det er min påmindelse om, at nogle problemer er så små, at de skal bare have lov til at eksistere, uden at jeg skal forsøge at løse dem.
Hvordan er din balance mellem arbejde og fritid?
Jeg blander nødigt de to sammen, og jeg er overbevist om, at det er meget vigtigere med kvalitet end kvantitet.
Jeg møder forholdsvis tidligt på jobbet. Ikke fordi jeg er A-menneske af natur – tværtimod – men fordi trafikken gør det nødvendigt.
Jeg er til stede, når jeg er hjemme, siger min mand og mine børn. Og apropos børn, så er de både søde og hjælpsomme, og så lærer de også noget om ”pyt” med to forældre, der begge har karrierejob.
Hvis jeg var chef for det hele …
… så ville jeg ikke bygge kæmpestore organisationer op, og måske endda dele nogle af de største op. Der er helt afgjort fordele ved mere overskuelige organisationer, hvor vi kender opgaverne, kender arbejdsgangene og kender hinanden. Det kan altså give både kvalitet og effektivitet og en god trivsel.
I en uoverskuelig organisation bliver det sværere at have klare mål og have en høj grad af personlig ansvarlighed i forhold til opgaver og kolleger. Og er processer og beslutningsprocesser uklare, bliver det hele sværere at få til at fungere.
Men jeg er også med på, at mindre organisationer kræver opmærksomhed i forhold til hele tiden at sikre, at kvaliteten er optimal og at der ikke udvikles subkulturer.
Men som chef for det hele vil jeg have et motto: Det skal give mening.
