Mange har denne sommer været ude at rejse. Forhåbentlig har de fleste haft en god rejse med smidige overgange mellem de enkelte destinationer og transportmidler og oplevet, at uanset hvor de kom frem, er de blevet mødt af trygge rammer og gode oplevelser.
Men andre har nok på deres ferie oplevet aflyste afgange, at strande i lufthavne eller ikke at få den forventede behandling og oplevelse på de udvalgte destinationer.
Nogle er ikke nået frem til destinationen, og andre har måske slet ikke haft muligheden for at komme afsted, selvom de egentlig havde et stort ønske om at rejse og et behov for at samle ny energi til at komme videre i livet.
At være patient i det danske sundhedssystem kan godt være lidt af en rejse. Og ofte en rejse med mange stop undervejs og uforudsete begivenheder. Let er det heller ikke altid at finde ud af, hvad næste destination er, eller hvor rejsen skal ende. Nogle patienter farer vildt undervejs på rejsen, nogle kommer måske ikke afsted og andre aldrig hjem igen.
Hvordan hjælper vi fremtidens patienter og sikrer en nemmere og mere sammenhængende rejseplan for den voksende gruppe af patienter, der har behov for hjælp fra flere instanser i vores sundhedsvæsen? Hvordan skaber vi den nødvendige sammenhæng i patientforløb og sikrer, at patienterne får høj kvalitet i behandlingen uafhængigt af, hvor de lægger fra land? Alle – borgere, patienter, sundhedsprofessionelle og politikere – er rørende enige om udfordringerne for fremtidens sundhedsvæsen, men enighed om løsningerne ligger tilsyneladende ikke lige for.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) udtalte, da Sundhedsstrukturkommissionen blev nedsat, at kommissionen ville få én opgave – til gengæld var den stor. Opgaven var at fremtidssikre sundhedsvæsenet, og ambitionerne var store. Sophie Løhde ville se løsninger, der kunne skabe et sundhedsvæsen, der var mere forebyggende, mere sammenhængende, mere præget af mere lighed, mere nært og mere bæredygtigt. Kommissionen fik et år til at arbejde. Der skulle ikke herske tvivl om, at der fra politisk side var en stor forståelse og opmærksomhed på de udfordringer, sundhedsvæsenet stod overfor, og at det kaldte på politisk handling.
Da anbefalingerne fra kommissionen blev præsenteret i juni, var der én ting, formanden, Jesper Fisker, lagde særligt vægt på, nemlig at sundhedsvæsenet ikke kan fortsætte i sin nuværende struktur, hvis sundhedsvæsenet i fremtiden skal kunne tage vare på den voksende gruppe af ældre borgere og patienter med behov for pleje og behandling.
Sundhedsstrukturkommissionen fremlagde derefter tre modeller som mulige svar på den kommende struktur i sundhedsvæsenet. De tre modeller blev ifølge Jesper Fisker præsenteret i en ikke prioriteret rækkefølge, men dog alligevel med én model, der blev præsenteret som model 1. Denne model lægger op til at samle ansvaret for størstedelen af opgaverne inden for ældre- og sundhedsområdet i et antal sundheds- og omsorgsregioner. Altså en struktur der sikrer, at en aktør har det samlede ansvar for at tilvejebringe et robust sundhedsvæsen, der kan løse fremtidens opgaver og sikre sammenhængende patientforløb og effektiv ressourceudnyttelse. Ikke mindst det sidste er vigtigt.
Nu er det så op til politikerne at træffe de beslutninger og gennemføre de lovændringer, der skaber en struktur i det danske sundhedsvæsen, der sikrer, at patienternes rejse gennem sundhedsvæsenet i fremtiden kan foregå med så få og smidige overgange som muligt og med en samlet rejseplan, der gør det nemt og overskueligt at nå frem til målet. Og det skal gælde for alle patienter. Ingen må efterlades uden mulighed for at få den nødvendige hjælp.
Jeg håber inderligt, at politikerne husker deres ambition fra da Sundhedsstrukturkommissionen blev nedsat, og at de har modet til at træffe de nødvendige beslutninger. Og jeg håber, at politikerne træffer beslutning om en tydelig placering af ansvaret for at sikre sammenhængende patientforløb.
Opgaven bliver at sikre patienterne om ikke en smertefri rejse, så dog en forudsigelig rejse med en sammenhængende rejseplan, og hvor overgangen fra et sted til et nyt af de rejsende opleves både trygt og planmæssigt.
I dagens sundhedsvæsen er der mange rejsearrangører og ikke altid den tilstrækkelige koordinering mellem de enkelte aktører. Der er derfor risiko for at strande undervejs, fordi den næste aktør ikke er klar til at tage over, enten på grund af forsinkelser undervejs eller simpelthen mangelfuld koordinering mellem de rejsendes behov og de samlede ressourcer.
Måske er der heller ikke mellem aktørerne altid samstemmende enighed om, hvordan den samlede rejse skal gennemføres, eller hvor den skal ende.
I det system bliver patienterne let tabere. Fremtidens patienter har behov for, at der sammen med patienten laves en samlet plan for rejsen, hvor der er enighed om ruten og målet. Undervejs på rejsen vil der være behov for flere stop og hjælp fra aktører med forskellige kompetencer. Det vigtige er at sikre, at alle patienter hurtigt og på rette sted får kompetent hjælp og så de uden unødvendig venten og mellemlandinger kan genoptage hverdagslivet med den størst mulige trivsel og livskvalitet.
