Nærmest alle er enige om, at ulighed i sundhed skal bekæmpes og er en af de største udfordringer i sundhedsvæsenet. Det er samtidig som om, at det er fuldstændig entydigt, hvad man forstår ved ulighed. Mennesker med korte uddannelser og færrest ressourcer lever kortere tid, og det skal ændres, jo før jo bedre. Det er i øvrigt underligt, at der ikke er gjort noget ved ulighed, for ulighed var også noget man talte om, da jeg var ung og ny inden for sundhedsområdet for mange år siden.
Som det første må vi gå ud fra, at målet med at begrænse ulighed må være at forbedre middellevetiden og livskvaliteten for de ramte grupper og ikke at forringe den for andre med kortere levetid og dårligere livskvalitet som resultat.
Så vidt jeg ved, er ensomhed en af de største enkeltfaktorer til sygdom og mistrivsel, men er det det offentlige sundhedsvæsenets opgave at råde bod på dette? Man kan inddrage boligform, uddannelse, økonomi, job og sociale relationer som ret afgørende for ens sygdom og sundhed. Men det bør næppe være sundhedsvæsenet ansvar og næppe en opgave, sundhedsvæsenet skal kaste sig yderligere over? Men jeg er med på, at sundhedsvæsenet bør bidrage til, at ressourcesvage mennesker også lever et både godt og langt liv.
Så hvad er ulighed?
Det er ret interessant at stille det simple spørgsmål om, hvordan man måler ulighed. Er det f.eks. adgang til ydelser (f.eks. geografisk), ventetider, risiko for at blive syg, fordelingen af læger på kommuner og regioner, deltagelse i screeningsundersøgelser og vaccinationsprogrammer, middellevetid, tandstatus og besøgsfrekvens eller medicinforbrug?
Hvad er det mere præcist, vi som samfund og sundhedsvæsen ønsker, når ‘alle’ er enige om, at ulighed er uønsket? Og hvorfor sker der så ikke rigtig noget? Kunne det hænge sammen med forskellige politiske prioriteringer, samt at det faktisk ikke er så nemt endda at skabe lighed.
Jeg kan heller ikke nære mig for at nævne, at vi i Danmark ikke i nævneværdig grad anvender nogle af de simpleste værktøjer inden for sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme, nemlig tilgængelighed og pris på f.eks. tobak og alkohol. Faktisk er der politikere, som synes det er ‘synd’ for de fattige, at de skal betale mere for smøger og alkohol. Men her er virkelig noget at hente i forhold til forbedringer af både sunde leveår og middellevetid.
Den vanskelige retfærdighed
Begrebet ‘retfærdighed’ er virkeligt også vanskeligt at håndtere i forhold til sundhed og sygdom. Tænk over så forskellige forhold som eget ansvar, social arv, værdi for samfundet, boligområder, ung/gammel, alvorlighedsgrad i sygdom og succes for helbredelse. Alle disse elementer kan være en del af debatten om prioritering af ressourcerne i sundhedsvæsenet.
Lovgivning, garantier og rettigheder er vel noget, der skal være med til at sikre ens vilkår for alle. Og alligevel er det noget som konstant diskuteres. Især rettigheder til alle patienter. Man kunne vel i stedet drøfte handlemuligheder hos f.eks. egen læge og kliniske ledelser på sygehusene. Hvad betyder det mere konkret for den enkelte læge og sygeplejerske, hvis der skal arbejdes mere med lighed? Skal de til at vurdere kliniske ydelser i forhold til ulighed? Næppe en opgave at overlade til det kliniske niveau med direkte patientkontakt.
Hvad med alle vores private sundhedsforsikringer, der efterhånden fylder godt i sundhedsvæsenet? Er de gavnlige eller skadelige i forhold til ulighed og lighed ? Ulighed i sundhed er et kæmpestort emne. Hvad er sundhedsvæsenets opgaver? Hvad kan sundhedsvæsenet overhovedet bidrage med til løsning af ulighedsproblematikken? Målet kan næppe være, at vi alle skal leve lige lang tid og få de samme sygdomme. Udgangspunktet må vel stadig være, at vi er selvstændige personer, der foretager valg.
