TEMA: SUNDHEDSFREMME OG FOREBYGGELSE. Sundhedsfremme eller forebyggelse. To forskellige begreber, som bruges i flæng og som begge sætter fokus på øget sundhed, og på hvordan man undgår, at sygdom opstår eller forværres. Jeg vil give mit perspektiv på, hvorfor forebyggelse og sundhedsfremme er vigtigt, men vanskeligt at prioritere 100 pct.
Sundhedsfremme- og forebyggelsesopgaven er med den seneste kommunalreform fra 2007 blevet entydigt placeret som en opgave for kommunerne. Siden da har der været en tilbagevendende drøftelse af, hvornår forebyggelsesopgaven er løst. Eller med andre ord: hvordan skal særligt det kommunale forebyggelsestilbud være tilrettelagt for at indfri behov og vision for forebyggelse i det nære sundhedsvæsen?
Afledt af den politiske aftale om sundhedsreformen fra maj 2022 er der i januar 2024 kommet nye nationale kvalitetskrav til de kommunale forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom. På den vis nærmer vi os en fælles definition af, hvilket forebyggelsestilbud det nære kommunale sundhedsvæsen skal tilbyde – i hvert fald til de store kronikergrupper med f.eks. diabetes, KOL og kræft.
Dagens struktur understøtter ikke forebyggelse
Gennem årene har der ligeledes været en tilbagevendende politisk drøftelse mellem regioner og kommuner om, hvem der har budget og kompetencer til at løfte forebyggelsesopgaven. Det regnestykke vil jeg ikke bruge kræfter på at opstille. Dog tror jeg, at alle kan være enige i, at vores nuværende sundhedsstruktur og incitamentsstruktur ikke direkte understøtter, at det nære sundhedsvæsen arbejder bredere og mere målrettet med forebyggelse.
Til at illustrere dette er borgere/patienter med ’vindueskigger-syndrom’ eller åreforsnævring i benene et glimrende eksempel. Der er omkring 50.000 borgere i Danmark, som lider af ’vindueskigger-syndrom’ i benene (kilde: sundhed.dk). Der er evidens for, at et specifikt fysiurgisk træningsprogram hjælper disse borgere med kredsløbsforstyrrelser i benene, så de får en bedre livskvalitet, bedre blodomløb og ikke mindst i væsentlig grad mindsker risikoen for, at det dårlige kredsløb i benene fører til blodpropper i benene med risiko for afledt behov for ballonudvidelse eller i værste fald benamputation.
Set fra et borger-/patientperspektiv er det win-win, da de får højere livskvalitet og de mindsker risiko for forværring og alvorligt sygdomsforløb. Det samme gælder set fra et samfundsperspektiv, og fagfolk er enige om, at forebyggende træning er vejen frem.
Set fra et sygehusperspektiv er tilbud om træning til disse patienter forebyggelse og ikke behandling. Det til trods for, at der er evidens for, at den superviserede træning mindsker smerter, øger livskvalitet og minimerer risikoen for efterfølgende operative indgreb og alvorlig forværring.
Selvom der ud fra et budgetperspektiv er et godt rationale i at undgå operation af disse patienter, ses det ikke som en sygehusopgave, og dermed prioriteres der ikke budgetmidler til træning af disse borgere.
Set fra et kommuneperspektiv er de fleste af disse patienter ikke nødvendigvis ’kendte borgere’ i det kommunale system. De har ikke nødvendigvis aktuelt brug for kommunale sundhedsydelser eller hjemmepleje. I kommunerne skal vi tilbyde en bred vifte af forebyggelsestilbud, som senest med de nye kvalitetsstandarder fra primo 2024 skitserer, hvilket tilbud borgere med kronisk sygdom som f.eks. diabetes, hjerte-kar-sygdomme mv. skal tilbydes.
Kvalitetsstandarderne er lige trådt i kraft, men langt de fleste kommuner opfylder allerede de skitserede krav til et kommunalt forebyggelsestilbud. Der er med andre ord et kommunalt træningstilbud til borgere med erkendt hjerte-kar-sygdomme. Det er dog ikke ensbetydende med, at der i alle kommuner tilbydes forebyggende (og behandlende) superviseret træning specifikt rettet mod borgere med ’vindueskigger-syndrom’.
Set ud fra et kommunalt budgetperspektiv er der som for sygehusene et godt rationale i at forebygge operation og undgå en evt. amputation, da borgeren derved forbliver selvhjulpen i flere år. Men på den korte bane er der ikke et økonomisk rationale i at tilbyde træningen, da besparelsen ved undgået operation ligger regionalt.
Der er gennem årene lavet forskellige projekter med superviseret træning til denne patientgruppe i både regionalt og kommunalt regi, men trods enighed om og evidens for den forebyggende effekt ved fysiurgisk træning for disse borgere, tilbydes det langtfra i alle 98 kommuner eller de fem regioner.
Dette til trods for, at der i både regioner og kommuner både er en høj faglighed og stor politisk vilje til at gøre det bedst for patienter og borgere.
Det synes derfor snublende oplagt at konkludere, at forklaringen i stedet skal findes i relation til uklare budgetincitamenter og struktur for forebyggelsesopgaven. Kan ny sundhedsstruktur og/eller forbedrede budgetmæssige incitamenter ændre dette? Sandsynligvis.
Lad os begynde med små bidder
Hvad så med sundhedsfremme – er det enklere at prioritere og implementere? Både og. Spændvidden og variationen i sundhedsfremmende tiltag er både potentialet og forhindringen. For at fremme sundheden generelt blandt borgerne skal vi gøre meget mere på den brede klinge, men det skal samtidig have fokus på sundhed, hvis det skal give effekt. I virkeligheden skal vi tænke sundhed ind i stort set alt vi arbejder med i vores samfund – Health in all policies, som blandt andet WHO arbejder ud fra.
Et så altfavnende perspektiv kan synes uoverskueligt. Men hvad nu hvis vi lægger det store sundhedsfremme-perspektiv ned over vores samfund og starter med at realisere det i mindre bidder? Der er flere eksempler på dette. Fra flere cykelstier og grønne byrum, som appellerer til bevægelse. Sænkning af moms og afgifter på sunde madvarer. Krav til offentlige bygninger om, at trapper placeres centralt ved indgange og gøres attraktive at bruge. Og så videre.
I Region Syddanmark er det et fast punkt på alle dagsordener til politiske udvalg, at der skal laves en klimavurdering af sagen. Tænk, om vi på samme måde havde et fast punkt, hvor alle politiske sager havde et punkt med obligatorisk sundhedsvurdering?
Eksemplerne illustrerer, at det politiske potentiale for vores kommunale, regionale og nationale beslutningstagere i forhold til at sætte fokus på sundhedsfremmende tiltag i vores samfund, er meget stort, hvis mulighederne gribes.
