Antallet af ældre borgere og mennesker, der lever med kroniske sygdomme, stiger dramatisk i disse år. Det lægger et stort pres på vores sundhedsvæsen. Der er et presserende behov for handling og prioritering. Lige nu holder hele Danmark vejret og venter på Sundhedsstrukturkommissionens bud på, hvordan vi skaber et sundhedsvæsen, der både er nært, let tilgængeligt og effektivt for alle borgere. Hvor skal vi sætte ind?
I Dansk Selskab for Folkesundhed opfordrer vi til, at opmærksomheden rettes mod sundhedsfremme og forebyggelse, fordi vi netop nu har brug for en investering i vores fremtidige sundhed. Det vil lette presset på sundhedssystemet betragteligt og dermed gavne samfundsøkonomien.
»Den største medicin af alle er at lære folk, hvordan de ikke behøver den«. Det sagde Hippokrates i oldtiden, og denne opfordring til at fokusere på sundhedsfremme og forebyggelse frem for behandling gælder også i dag.
Argumenterne for sundhedsfremme og forebyggelse har vi længe kendt. Men de kan let komme til at blive nedprioriteret i et presset sundhedssystem. En kortlægningsundersøgelse fra 2023 viser, at mange kommuner opfatter sundhedslovens §119 stk. som en ’gummiparagraf’ og arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse betragtes som en ’kan’ opgave. Det får flere kommuner til at nedprioritere de borgerrettede indsatser for at fokusere på de patientrettede tilbud, som de opfatter som obligatoriske.
Dertil kommer, at Sundhedsstyrelsen i 2023 er kommet med en række kvalitetsstandarder for forebyggelsestilbud til borgere, der lever med kronisk sygdom. Men bør vi have kvalitetsstandarder for borgerrettet forebyggelse for at sikre høj kvalitet? Hvad sker der, når der laves standarder for udvalgte dele af forebyggelsen? Risikoen er, at vi bliver fokuseret på at undgå bestemte sygdomme, frem for at tænke sundhedsfremme langt bredere og være proaktive for at skabe sundhed og trivsel – det indebærer forebyggelse, før sygdom overhovedet opstår.
Hvad hvis vi satte mål for trivslen og det gode liv på linje med BNP og middellevetid? Hvad hvis vi satte mål for, hvor nemt det skulle være at leve sundt og at få adgang til sundhedsydelser? Det kræver, at vi adresserer andre af de underliggende faktorer, der kan føre til mistrivsel og sygdom, og her kommer den strukturelle forebyggelse i spil. Det er naturligvis vigtigt at forebygge at sygdomme forværres og kompliceres, når de er opstået, men det er endnu vigtigere at forebygge at sygdomme opstår. Både for borgernes livskvalitet og trivsel og for samfundet som helhed.
Sunde rammer og strukturer skaber mere lighed
Strukturel forebyggelse indebærer, at der skabes sunde rammer i samfundet, der fremmer sundhedsfremme og forebyggelse, og gør de sunde valg til de lette valg. Dette kan omfatte politiske beslutninger f.eks. i form af afgifter og regulering, byplanlægning, arbejdsmiljø og let adgang til sund mad og motion samt sundhedsydelser. Disse tiltag favner bredere end de individuelle valg og adresserer de strukturelle udfordringer, der kan påvirke folkesundheden på langt sigt.
En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at andelen af voksne i Danmark med svær overvægt forventes at stige fra cirka hver femte i 2021 til omtrent hver tredje i 2040. Vi kender ikke årsagen til, at nogle mennesker udvikler overvægt, men vi ved, at det rækker ud over den enkeltes ansvar.
Sociale forhold som uddannelse, indkomst, og omgivelser påvirker sundheden i høj grad. Tag for eksempel en by, der investerer i cykelstier og grønne områder. Dette er ikke kun for at gøre byen mere attraktiv, men det opmuntrer borgerne til at være fysisk aktive eller måske bliver det ligefrem nemmere. En strukturel tilgang kan være med til at skabe lige muligheder for sundhed og trivsel, og kan derfor være en hjørnesten i ambitionen om at skabe et mere robust, sundt og bæredygtigt samfund.
Brug for et evidensinformeret prioriteringsgrundlag
Der er solid evidens for, at risikofaktorerne kost, rygning, alkohol og motion hver for sig og i samspil har stor betydning for folkesundheden. Der er derfor god grund til, at forebyggelsesarbejdet har fokus på at beskytte børn og unge mod udsættelse for tobak, nikotin og alkohol, samt øge deres muligheder for adgang til sunde madvaner, bevægelse og fællesskaber.
Men der er stadig meget vi mangler at forstå. Forebyggelsesområdet er bredt og omfatter mange forskellige aktører og indsatsområder. Derfor er der risiko for, at vi bruger penge på en bred vifte af aktiviteter uden at kende deres effekt. For at kunne løse de udfordringer, vi står over for i sundhedssektoren, er mere forskning i sundhedsfremme og forebyggelse nødvendig.
Der er brug for en dybere forståelse af implementering, så vi sikrer at initiativer ikke blot bliver udviklet, men også effektivt gennemført og vedligeholdt over tid. Det er afgørende, at vi målretter indsatsen mod de områder, hvor den har størst effekt og skaber mest mulig sundhed og livskvalitet for borgerne.
Forebyggelse betaler sig
Det er vigtigt understrege, at forebyggelse ikke kun er en investering i sundhed, men også en økonomisk fornuftig beslutning. Når vi investerer i forebyggende tiltag, mindsker vi presset på sundhedsvæsenet og reducerer de langsigtede omkostninger forbundet med behandling af sygdomme. Det er vanskeligt at forestille sig et sundhedsvæsen i balance, medmindre vi formår at mindske det generelle behov for behandling.
Men investeringen rækker ud over et fokus på ressourcer, kapacitet og økonomi. Mens de vestlige lande (herunder også Danmark) bliver rigere og rigere, stiger antallet der lever med psykiske sygdomme eller mistrivsel.
Ultimo 2024 forventes Trivselskommissionen at komme med anbefalinger til, hvordan trivslen i Danmark kan styrkes. Økonomisk vækst er ofte den primære målestok for succes, men bør vi ikke også se på befolkningens trivsel og sundhed som succeskriterium?
Ved at integrere sundhed og trivsel i vores samfundsøkonomiske målsætninger skaber vi en bæredygtig fremtid, hvor økonomisk vækst og menneskelig trivsel går hånd i hånd. Mennesker der er sunde og trives er mere produktive, engagerede og innovative, hvilket igen bidrager til den økonomiske vækst. Dette er vejen frem for et sundere, lykkeligere og mere produktivt samfund.
Opprioritering af sundhedsfremme og forebyggelse kan således reducere sundhedsudgifter og belaste sundhedsvæsnet mindre, men – vigtigst af alt – det vil være til gavn for den generelle trivsel og dermed trivselsbudgettet.
Konklusionen er klar. Vi skal naturligvis sikre ressourcer til behandlingen af patienter og også sikre, at sygdomme ikke forværres. Men hvis vi vil opbygge et sundere og mere lige samfund, er vi nødt til at sætte ind, inden sygdomme opstår.
Det er på tide med et paradigmeskifte i vores tankegang og prioritering, så sundhedsfremme og forebyggelse ses som en central del af sundhedsopgaven i og udenfor vores sundhedssystem. Forebyggelse betaler sig ikke kun i form af øget livskvalitet, men også i form af mindre pres på sundhedssystemet. Hvis vi ønsker at skabe et samfund, hvor sundhed og trivsel er i centrum, må vi investere i forebyggelse – en investering, der vil betale sig i mange år fremover.
