Med regeringens sundhedsudspil Sundhed Tæt på Dig begynder det nye sundhedsdanmarkskort for alvor at tage form. Og når der ændres på indretningen af og opgavefordelingen i sundhedssektoren, påvirker det i sagens natur direkte bestillingerne til os, der understøtter den digitalt samarbejdende sundhedssektor.
Det fremgår af udspillet, at der fra og med 2026 skal etableres en ny fællesoffentlig organisering, kaldet Digital Sundhed Danmark, ejet af kommuner, regioner og stat i fællesskab. Digital Sundhed Danmark skal samle styringen af en række af de fælles digitale løsninger og infrastrukturer, som binder sundhedsvæsenet sammen, men hvor ansvaret i dag varetages i samarbejde mellem forskellige organisationer. Det gælder bl.a. opgaver, som i dag løses i sundhed.dk, MedCom, Sundhedsdatastyrelsen og fælles nationale it-opgaver, som i dag løses af regionerne.
I MedComs praktiske opgaveløsning samarbejder vi allerede tæt om de mange fælles sundheds-it-løsninger indenfor rammerne af den til enhver tid gældende nationale strategi for digital sundhed. Et samarbejde, der ikke kun omfatter praksissektorens organisationer, regionerne, kommunerne og it-leverandørerne til den samlede sundhedssektor. Men også sundhed.dk og Sundhedsdatastyrelsen. For slet ikke at tale om de fællesregionale løsninger, primærleverandørernes Service Platform (PLSP) og fælleskommunale løsninger i KOMBIT og Fælles Udbredelse af Telemedicin (FUT).
Kompliceret infrastruktur
Samlet set har vi en ganske avanceret og kompliceret digital infrastruktur, der dagligt løser komplicerede opgaver for at understøtte det samarbejdende sundhedsvæsen.
Det kommer f.eks. til udtryk, når borgeres og patienters aftaler med egen læge, speciallæger, kommuner og sygehuse deles fra de lokale bookingsystemer via MedCom-standarder og den fælles infrastruktur i Sundhedsdatastyrelsen, for bl.a. at være tilgængelige i Sundhedsjournalen på sundhed.dk. Både for borgere og sundhedspersonale.
Eller når de mange laboratoriesvar hver eneste dag udveksles digitalt mellem producent og rekvirent – og samtidig er tilgængelige for borgeren selv og andre relevante sundhedspersoner på apps og sundhed.dk.
MedComs opgaver i det tværsektorielle samarbejde om patientforløb omfatter typisk:
- Fælles, sikret infrastruktur og udarbejdelse af standarder til datadeling.
- Test og certificering af it-løsningernes brug af selvsamme MedCom-standard.
- Implementeringsstøtte til alle kommuner og klinikker i praksissektoren, tæt koordineret med den regionale ibrugtagning.
Med Sundhedsstrukturkommissionens analyse af sundhedssektorens udfordringsbillede er et tæt samarbejde mellem praksissektor, kommuner og regioner om fælles borgere og patienter vigtigere end nogensinde før. Og der synes at være bred enighed om, at de nye sundhedsråd får en altafgørende rolle i dette arbejde.
Sundhedsrådene set gennem digitale briller
Set gennem digitale briller kan en stærkere og fælles forpligtende top down-styring på it-området sikre, at de nye sundhedsråd ikke ukoordineret opfinder egne, lokale, tværsektorielle it-løsninger. Under forudsætning af, at de nationale, fælles IT-løsninger imødekommer de reelle, sundhedsfaglige og tværsektorielle behov i de lokale sundhedsråd.
MedComs erfaring er, at vi gennem dialog med sundhedsfaglige miljøer, organisationer og it-leverandører samt brugernes feedback fra arbejdet med implementeringsstøtte, kan sikre den nødvendige bottom up- inspiration, påvirkning og tilpasning af de fælles it-løsninger.
Hvis ledelserne i stat, regioner og kommuner samtidig er enige om at give de fælles it-løsninger den nødvendige prioritering tilsat et drys MedCom’sk ja-hat og pragmatisme ser jeg lyst på mulighederne for at realisere den nødvendige udbygning af fælles sundheds-it i de kommende år. Det hele i takt med udmøntningen af en ny sundhedsstruktur og de nye sundhedsfaglige behov, der opstår i den forbindelse.
Skriv et svar