TEMA: FOREBYGGELSE OG SUNDHEDSFREMME. Sundhedsvæsenet er udfordret, så vi skal sammen tænke nyt. At ‘tænde for sit sundhedsvæsen’ kan blive en ny virkelighed i de kommende år, for vi kigger ind i en tid, hvor hospitalernes rolle ændrer sig, og ansvar og opgaver i det samlede sundhedsvæsen må gentænkes. Borgerne skal mere på banen, forebyggelse skal være et gennemgående mindset og langt mere skal ske digitalt.
Ændret demografi, rekrutteringsudfordringer og øget ulighed i sundhed har resulteret i Robusthedskommissionen og senere Sundhedsstrukturkommissionen i et forsøg på at komme med bud på løsninger, der kan understøtte bedre anvendelse af kompetencer og mere hensigtsmæssig fordeling og varetagelse af opgaver i sundhedsvæsenet.
Der er overordnet enighed om nødvendigheden af større ambitioner inden for forebyggelse. Samtidig peger anbefalinger på øget anerkendelse af patienten som ressource og differentierede indsatser, der tilpasses den enkeltes behov, samt styrket anvendelse af kompetencer på tværs af geografi og sektorer som veje at gå for at skabe et mere nært, bæredygtigt og sammenhængende sundhedsvæsen.
På Regionshospital Nordjylland har vi fokus på at opretholde ressourcer og kapacitet til at udføre vores kerneydelse – at pleje og behandle patienter med sundheds- og sygdomsudfordringer, der kræver specialistkompetencer.
Men den øgede efterspørgsel på sundhedsfaglige ydelser og mindre arbejdsstyrke til at udføre opgaverne kræver nye greb i forhold til forebyggelse og nye alternative samarbejdsformer på tværs af sundhedsvæsenet.
Det er essentielt, at borgerens sundheds- og sygdomsudfordringer forebygges og behandles af sundhedsmæssige kompetencer, der svarer til udfordringen, af hensyn til borgeren og sundhedsvæsenets samlede ressourcer. Der skal findes nye vej og nye løsninger og væsentligt er det, at vi finder dem i fællesskab.
Men som det gamle mundheld siger, så er ét et søkort at forstå, et andet skib at føre. Sundhedsvæsenet er en kompleks enhed, der har adskillige aktører og udspiller sig inden for mange sektorer. Så hvordan sikrer vi en ens forståelse af søkortet i hele sundhedsvæsenet, så et samlet sundhedsvæsen ved fælles indsats navigeres mod denne nye og ukendte destination?
Der er blandt alle sundhedsvæsenets aktører konsensus i forhold til, at der skal tænkes nyt, men der synes at mangle en ramme for denne nytænkning, som kan danne et fælles sprog, når fokus er forebyggelse og en bevægelse henimod højere grad af inddragelse og mere ansvar ud til borgeren, pårørende og det civile samfund. I den debat bliver to begreber væsentlige – sundhedsmæssige beslutnings- og handlekompetencer og sundhedskompetencer.
Ved Regionshospital Nordjylland har vi udviklet en ramme – omsorgs- og ansvarstrappen – hvor disse begreber er centrale. Rammen favner både et organisatorisk perspektiv og et patientperspektiv og kan danne udgangspunkt for et fælles sprog for denne nytænkning.
Omsorgs- og ansvarstrappen i et organisatorisk perspektiv
Omsorgs- og ansvarstrappen er et dialogværktøj til at italesætte nye veje inden for rolle-, ansvars- og opgavefordelingen på tværs af sundhedsvæsenets sektorer og med inddragelse af borgere, pårørende og civilsamfund. Rammen anvendes, når dialogen omhandler, hvor og af hvem de sundhedsfaglige opgaver løses i dag og hvor og hvordan, vi ser opgaverne løst i fremtiden.
I et organisatorisk perspektiv udspiller sundhedsvæsenets opgaver sig i et kontinuum mellem yderpolerne – en tilstand, hvor borgeren oplever balance mellem krav og ressourcer for sundhed og sygdom, det vil sige, at personen mestrer eget liv, til en tilstand, hvor der er ubalance mellem krav og ressourcer for sundhed og sygdom, og der er behov for involvering af sundhedsvæsenets specialister.
Mellem de to poler er forskellige arenaer, hvor sundhedsfaglige opgaver foregår.
Inden for den grønne arena varetages sundhed og sygdom af borgeren, eventuelt i samarbejde med pårørende og/eller borgerens netværk og civilsamfundet.
I den grå arena har borgeren brug for hjælp fra personer uden for eget netværk, som typisk udgøres af kommunale tilbud.
I den blå arena varetages sundhed og sygdom i samarbejde med sundhedsfaglige personer med højt specialiserede kompetencer.
Overlappene på arenaerne er områder, hvor der typisk er overgange mellem sektorer – overgangen mellem at kunne egenmestre frem mod et behov for involvering af kommunale tilbud og overgangen mellem behov for et kommunalt tilbud til behov for et tilbud på hospitalsniveau.
Trappeformationen midt i rammen illustrerer de talrige trin, hvor sundhedsfaglige opgaver varetages af forskellige personer og fagprofessionelle og skifter karakter.
Med det stigende pres på sundhedsvæsenet skal vi turde italesætte nødvendigheden af, at sundhedsfaglige opgaver fremadrettet i højere grad bør varetages på et lavere trin på omsorgs- og ansvarstrappen end hidtil. Det er her begrebet beslutnings- og handlekompetencer kommer i spil.
På det organisatoriske niveau ses et potentiale i at øge tilgængeligheden for sparring symboliseret med de orange pile. Sparring øger den sundhedsmæssige beslutnings- og handlekompetence, som er symboliseret med de blå pile. De langstrakte pile viser, at sparring og styrket beslutnings- og handlekompetence ikke nødvendigvis foregår trinvis, men kan springe et eller flere trin over.
Som aktører i sundhedsvæsenet har vi et fælles ansvar for at understøtte tilstrækkelig beslutnings- og handlekompetence hos borgeren, pårørende, i borgerens nærmiljø og hos samarbejdspartnere. Lykkes det, forebygger vi i fællesskab sygdommes opståen og unødig forværring af eksisterende sygdom.
Der skal findes nye veje, som kontinuerligt understøtter beslutnings- og handlekompetencen på ethvert trin, så vi undgår, at borgeren træder op på næste trin. Det forudsætter en sparringsmulighed fra et højere trin på omsorgs- og ansvarstrappen, som skal sikre det loop mellem sparring og beslutnings- og handlekompetence, der fastholder borgeren på det nuværende trin eller muliggør, at borgeren indtager et lavere trin.
Omsorgs- og ansvarstrappen i et patientperspektiv
Forebyggelse er et fælles anliggende på tværs af hele sundhedsvæsenet og civilsamfundet. Der skal fokuseres på forebyggelse bredt set. Forebyggelsesindsatserne skal i lighed med de sundhedsfaglige opgaver foregå i den arena, der trækker mindst muligt på de samlede ressourcer i sundhedsvæsenet set i forhold til den opnåede værdi for den enkelte borger. Det er her, det andet væsentlige begreb – sundhedskompetencer – kommer i spil.
Når vi vender trappeformationen rundt, får vi et dialogværktøj til at italesætte nye veje i forhold til patientperspektivet og dermed behovet for at understøtte den enkelte borgeres sundhedskompetencer.
Her er borgerens evne til egenmestring i fokus. Målet er, at egenmestring skal opretholdes i takt med, at der opstår et stigende behov for beslutnings- og handlekompetencer inden for sundhed og sygdom. Midlet hertil er styrkede sundhedskompetencer hos borgeren.
Når evnen til egenmestring reduceres, kalder det på sparring fra et nyt trin. Opnår borgeren en individuel og målrettet sparring, vil den øge borgerens sundhedskompetencer og sikre, at borgeren forbliver på det nuværende trin eller bevæger sig i retning mod øget egenmestring. Dette samspil mellem sparring og borgerens sundhedskompetencer skaber endnu et loop, der kan forebygge sygdoms opståen og unødig forværring af eksisterende sygdom.
Aktivering af omsorgs- og ansvarstrappens loops
Når vi med omsorgs- og ansvarstrappen som ramme dykker ned i diskussionen om, hvordan vi sikrer, at de trappetrin, hvor patienterne og deres nærmeste netværk har sundhedskompetencer samt beslutnings- og handlekompetencer til at opretholde egenmestring, spiller en større rolle i fremtidens sundhedsvæsen, så åbner der sig flere perspektiver.
Først og fremmest kræver det, at vi tør se kritisk på sundhedsvæsenets nuværende fragmenterede organisering. Den karakteriseres ofte af upræcis og ineffektiv overlevering af opgaver på tværs af sektorer, hvilket resulterer i gentagelser og unødvendigt spild af tid. Udover at det frustrerer patienterne, er det også en uhensigtsmæssig brug af knappe ressourcer.
Vi må udfordre de organisatoriske barrierer ved bl.a. at implementere teamstrukturer, der opererer på tværs af sektorgrænser. Opgaverne skal flyde mellem arenaer og overgange, så der skabes størst mulig sammenhæng på tværs.
Sparring på de enkelte trin skal understøttes, så der tilføres de nødvendige kompetencer for at kunne træffe beslutninger og iværksættes relevante handlinger. Det kræver en ny tilgang til funktioner og kompetencer hos både borgere og sundhedsvæsenets aktører samt klare mål og opgaveafklaring for at sikre præcis opgaveoverdragelse.
På Regionshospital Nordjylland er vi i fuld gang med at implementere teamstrukturer, der skal kunne imødekomme en fremtid, hvor ressourcerne skal bruges anderledes og hvor de bedst uddannede kan rumme et tæt samarbejde med både aktører, der kan bidrage med andre kompetencer og opgavevaretagelse samt ikke mindst sikre et fundament, hvor det tværsektorielle arbejde vil kunne foretages fra samlede enheder.
Den anden retning fokuserer på at fremme det digitale samarbejde. Udviklingen af fælles digitale platforme og standarder er afgørende for sømløs interoperabilitet. Let og sikker datadeling er nødvendig for præcis overdragelse af opgaver. Samtidig kræver det øget træning af sundhedsprofessionelle i brugen af digitale værktøjer samt et udvalg af teknologier, der motiverer patienterne til aktivt at deltage i deres sundhed og sygdom.
Denne kulturændring indebærer, at sundhedsprofessionelle agerer som guider og støttepersoner, mens patienterne aktiveres til at tage kontrol over deres sundhed via digitale løsninger med indbyggede støttemekanismer, der fremmer beslutnings- og handlekompetencerne og dermed patientens sundhedskompetencer.
Der findes allerede eksempler på programmer, der muliggør, at patienterne kan håndtere deres sygdom, det vil sige egenmestre, på trin, der ikke kræver samme omfang af ressourcer som tidligere.
Digitale værktøjer som telemedicin og virtuelle konsultationer udgør hjørnestenen i fremtidens mere nære sundhedsvæsen. De muliggør fjernadgang til sundhedsydelser, så geografiske afstande ikke bliver en hindring. Denne mulighed er særlig relevant for trappetrinene inden for den grønne arena, hvor patientens aktive deltagelse er afgørende.
Det virtuelle univers tilbyder ikke kun bekvemmelighed, men kan også forbedre kontinuiteten i patientens forløb og styrke kvaliteten af kommunikationen mellem patienten og den sundhedsprofessionelle.
Selvmonitorering og wearables bliver også væsentlige i det mere nære sundhedsvæsen. Med en løbende strøm af data om patienternes helbredstilstand får forebyggelse nye dimensioner, hvor den tidlige opsporing af ændringer i patientens tilstand kan give anledning til mere proaktiv intervention.
App-baserede sundhedsprogrammer udvider denne tilgang yderligere ved at levere skræddersyet information, støtte og værktøjer til patienterne, hvilket fremmer en aktiv rolle i egen sundhed og dermed mulighed for egenmestring.
Implementeringen af disse digitale værktøjer kræver imidlertid en omfattende kompetencetræning blandt de sundhedsprofessionelle. Det er afgørende, at de er fortrolige med teknologien, forstår dens potentielle fordele og er i stand til at vejlede patienter i dens anvendelse.
Endelig er det meget vigtigt, at vi, ved flytningen af opgaver fra et trin til et andet, evaluerer og forsker for at blive klogere på, hvad der virker bedst i de forskellige sammenhænge. Sundhedsvæsenets digitale transformation kan kun lykkes, hvis patienterne faktisk formår at tage en aktiv rolle og selv bidrage positivt til generel forebyggelse og forebyggelse i forværring af eksisterende sygdom.
For at denne pagt med patienterne skal lykkes, skal troværdigheden sikres gennem letforståelige, lettilgængelige og virksomme digitale tilbud, der naturligt og tillidsfuldt får patienter til at´tænde for deres sundhedsvæsen’.
