På det kommunalpolitiske stormøde i sidste uge var velfærdssamfundet til debat. Kommunerne råbte op om, at nu er der brug for at gøre noget ekstraordinært, hvis vi også om 10 år skal have et velfærdssamfund, som vi kan være bekendt. Det kræver, at vi tager fat nu. Og så kræver det også prioriteringer; det er vi nødt til at være ærlige om, sagde kommunernes formand.
Vi mangler medarbejdere, fortsatte kommunerne, vi har et sundhedsvæsen i knæ, vi har alt for mange børn og unge, som ikke trives, vi har en energikrise, og så er der klimaet.
Regeringen svarede ved statsministeren, at man gerne vil bidrage med færre målsætninger, mere enkel styring og tilsyn og færre dokumentationskrav. Og så vil regeringen gerne udfordres, sagde statsministeren.
Tak, sagde kommunerne, men vi ønsker gennemtænkte planer og ikke nålestiksoperationer eller mediestunt.
Det bliver interessant at se, om vores folkevalgte i kommuner, regioner og stat kan tage tyren ved hornene og tale om velfærdskontrakten. Altså den implicitte aftale mellem os alle sammen om, at vi lever op til fællesskabets regler, og så spænder fællesskabet til gengæld et sikkerhedsnet ud.
Men hvis det hele begynder at knirke og vi begynder at tvivle på aftalen, hvad så?
Kunne man forestille sig, at vi i den offentlige debat begynder at tale om, om vi skal justere på nogle ting? Ikke blot på sundhedsvæsenets område, som jo er velfærdssamfundets »kronjuvel«, men på hele velfærdssamfundets måde at virke på.
Et godt sted at tage fat er at drøfte, om balancen mellem ret og pligt skal justeres – og justeres i retning af, at dem der kan, skal selv mere. Og dertil skal vores – ind i mellem ulidelige – holden på vores ret reduceres betragteligt. Vi kunne også skrue ned for den lidt mere mekaniske rettighedsfilosofi og i stedet skrue op for lidt mere behovsstyret tilrettelæggelse. Men det kræver jo, at vi generelt har en basal tillid til, at f.eks. sundhedsvæsenets personale ikke behøver så mange retningslinjer for at gøre et ordentligt stykke arbejde.
Der skal i fremtiden mere vægt på civilsamfundets bidrag til samfundets virke. I dag kan vi vel allerede se spirerne til, at nabofællesskaber og andre lokale fællesskaber i større omfang kan være med til at løfte vores opgaver/udfordringer.
Kunne man forestille sig, at al den energi, vi bruger på kontrol og tilsyn, skal reduceres? Det kunne være dejligt, hvis vi kan dele den opfattelse, at medarbejdere – og endda ledere – inden for f.eks. ældreplejen har det mål, når de går på arbejde, at de vil gøre noget godt og nyttigt i løbet af deres arbejdsdag. Og at det er ikke Fødevarekontrollen, Arbejdstilsynet eller Styrelsen for Patientsikkerhed, der faktisk motiverer os til at levere et godt stykke arbejde.
Der findes jo i øvrigt ikke den regel eller den tilsynsmyndighed, som der ligger en ond intention bag. Det er bare blevet for meget. Derfor kommer det heller ikke til at flytte noget, hvis vi fortsat fokuserer mekanisk på at reducere med f.eks. 10 pct. i antallet af regler. Vi skal tage fat et andet sted, hvis det skal rykke.
Derfor er det fint, at kommunernes formand sagde, at vi har brug for at skrue op for den politiske samtale om, hvordan vi rykker den offentlige sektor det rigtige sted hen.
Den politiske – eller demokratiske – samtale om, hvor vi skal hen, er vigtig, og her er ærlighed, som kommunernes formand også talte om, en rigtig god ting. Men ikke noget, som præger debatten ret meget i dag i den gennemsnitlige, offentlige debat.
For vi skal jo have talt om denne her velfærds- eller samfundskontrakt. Trænger den til et eftersyn? Nej, den trænger vist nærmere til en revision.
Jeg er sikker på, at også regionerne på deres årlige topmøde om kort tid vil tage samme diskussion om velfærdskontrakten. Og om hvordan vi sikrer en fremtid for velfærdssamfundets »kronjuvel«.
