Vi kan lære af den lægefaglige innovation ved fronten i Ukraine

DEBATUkraine er på en uhyggelig baggrund rammen om en rivende udvikling inden for bl.a. sundhedsinnovation. I Danmark kan vi med fordel lade os inspirere af, hvordan store sundhedsudfordringer tackles under vanskelige vilkår, skriver lægefaglig direktør Søren Hjortshøj.

Det danske samarbejde med Ukraine kan på sigt give vigtig udveksling af ikke bare militærteknologisk viden, men også sundhedsfaglig.

På Folkemødet i juni var der som sædvanligt mange debatter om sundhedsvæsenet. Der blev talt om sundhedsreform, vigtigheden af innovation og AI samt Kræftplan V. 

Alt sammen vigtige dagsordener, der sætter en fremtidig retning for de danske patienter og borgerne i almindelighed. 

Men i teltene ved siden af blev der debatteret emner, der ligger langt fra det velfriserede danske sundhedsvæsen: Sikkerhedspolitik, Forsvaret, krigen i Ukraine. 

I Ukraine gælder der ikke maksimale ventetider og udvidet frit sygehusvalg. Hverken ved fronten eller i civilsamfundet, hvor Røde Kors på bygninger og køretøjer er mål for fjendtlig beskydning. Her er ikke nogen golden hour, hvor man ifølge vestlige doktriner satser på at evakuere sårede soldater og bringe dem til kirurgisk behandling. 

En tidligere ukrainsk medic fortalte mig, at man på frontlinjen tværtimod har måttet forlænge ventetider for evakuering af sårede i op til 12 timer for udnytte, at russiske angrebsdroner fungerer dårligst i tusmørke.

Det at skulle forlænge tiden til evakuering af den sårede er en enorm omkalfatring af tilgangen, både med hensyn til logistik men i høj grad også den medicinske indsats, som sker på skadestedet for at sikre at den sårede kan overleve så længe uden kirurgisk behandling. 

Hvordan håndterer man f.eks. langvarig anlæggelse af tourniquet (førstehjælpsredskab, der bruges til at stoppe livstruende blødninger i arme eller ben, red.)? Kan man med nye regimer forbedre kredsløb, koagulation og andre vitale funktioner? Det kalder på en massiv innovationsindsats, og ukrainerne har netop udviklet store innovationsmuskler som følge af den ulykkelige krig. 

Innovation – i krig og sundhed

Vi hører i medierne mest om den konstante innovation inden for selve krigsførelsen med hensyn til taktik og anvendelse af ny teknologi, f.eks. dronerne. Erfaringerne fra fronten vurderes og omsættes lynhurtigt til udvikling i værkstedet og industrien, og meget kort tid derefter har soldaterne nye produkter i hænderne. Det er bogstaveligt et våbenkapløb, hvor det gælder om at holde sig teknologisk opdateret. 

Det gælder også i forhold til behandling af den sårede. I en ukrainsk optik er det forbundet med en højere moral blandt soldaterne, hvis man prioriterer et velfungerende system til behandling af krigsskader. Man har simpelthen ikke råd til at se bort fra behovet for konstant innovation – også på dette område – og må også acceptere, at noget virker, andet virker mindre godt. Alternativet er værre.

I Danmark har vi et af de mest velregulerede sundhedsvæsener i verden. Det giver sikkerhed og stabilitet, men kan i værste fald også føre til fastlåsning af systemet. Vi står over for en af de mest omfattende omlægninger af sundhedsvæsenet i nyere tid, hvor aktivitet skal flyttes fra hospitaler til borgernes nærområde, og samtidig skal vi kompensere for et faldende antal medarbejdere på sundheds- og velfærdsområdet. Store og komplekse udfordringer, der kræver nye tanker, ny organisering og ny teknologi. 

Spørgsmålet er, om vi alligevel kan lære noget af det, der foregår i Ukraine, selvom udfordringerne er af væsentlig anden kaliber. 

Som sagt har Ukraine akut behov for at forbedre vilkår og behandling helt fra frontlinjen til videre behandling og rehabilitering i baglandet. Hvordan har man organiseret sin innovationsindsats inden for sundhedsvæsenet? Hvordan sikrer man, at der kommer relevant feedback fra frontlinjen til udviklere og beslutningstagere i baglandet? Hvordan justerer man retningen, og hvilken grad af risikovillighed har man i forhold til at ibrugtage nye løsninger? 

Innovation og humanisme

Forsvaret har gennem et stykke tid studeret krigen i Ukraine og implikationerne for fremtidig udvikling. Tilsvarende bidrager danske innovationsfolk og udviklere fra industri og startup-miljøer med at finde mulige løsninger inden for både militær- og sundhedsfaglige behov.

I juni 2025 indgik Danmark en aftale med Ukraine (1). Ved at reservere 500 mio. kr. til at styrke etablering af ukrainske forsvarsvirksomheder i Danmark ønsker man at give det danske forsvar nemmere adgang til at høste erfaringer fra Ukraine. Aftalen kører gennem forsvars- og erhvervsministerierne, og der tegner sig måske en infrastruktur, der på sigt også kan give indsigt i Ukraines erfaringer fra innovation på sundhedsområdet. 

Ved fronten i Ukraine savnes en humanisme, der respekterer omsorg og behandling af sårede soldater og civile. Den rivende innovation er naturligvis kun en fattig, men nødvendig erstatning for den tabte humanisme. Men jeg tror, at man ved at studere den ukrainske innovationsindsats kan opnå værdifuld læring, skabe partnerskaber mellem udviklingsmiljøer/virksomheder i Danmark og Ukraine og derigennem gavne begge landes sundhedsindsats.  

Reference


Mere om forfatterne

Deltag gerne i debatten!

Du kan skrive i kommentarsporet herunder.

Du kan også sende et debatindlæg til chefredaktør Peter Mandrup Jensen,  nyhedsbrevet Torsdag 8.30, på pmj001@outlook.dk.

Endelig er du velkommen til at deltage i debatten på vores LinkedIn-profil her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *