Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Rubrikken på dette indlæg er en reaktion fra en samtale, jeg havde med en ledende sundhedsplejerske om forebyggelse og sundhedsfremme. 

Kommunerne har ansvaret for at styrke og fremme borgernes sundhed, og kommunale medarbejdere brænder for at gøre en forskel. Som ph.d.-studerende med et tæt samarbejde med kommuner har jeg set, hvor meget energi og engagement der bliver lagt i sundhedsfremme og forebyggelse. Men alt for ofte bliver de gode intentioner til enkeltstående initiativer i stedet for en del af en målrettet og strategisk indsats. 

Kommunerne kender den daglige praksis og de lokale behov. Det er dem, der møder borgerne, navigerer i de lokale ressourcer og skaber løsninger i en virkelighed, hvor beslutninger ofte skal træffes hurtigt. Men selv om kommunerne har styr på praksis, mangler de ofte kendskab til den forskningsbaserede viden, der kan sikre, at de træffer de rigtige valg. Jeg kan som forsker bidrage med viden og har omvendt brug for kommunernes indsigt, så vi sammen kan omsætte forskningsbaseret viden til handlinger og indsatser. Forskningsbaserede resultater kan nemlig styrke beslutningsgrundlaget og kvalificere og optimere indsatser og løsninger.

I mit ph.d.-projekt undersøger jeg bl.a. effekterne af eksisterende indsatser til børn og unge med overvægt. Mange af disse indsatser har kørt i flere år, uden at vi ved, om de faktisk skaber sundhed og trivsel. Samtidig ser vi en bekymrende udvikling, hvor børn, der lever med overvægt, stiger fra fem pct. i de første leveår til 14 pct. i indskolingen og til 20 pct. i udskolingen. 

Det burde være åbenlyst, at vi skal evaluere de eksisterende indsatser, og at der skal handles langt tidligere – alligevel mangler vi en samlet strategi for, hvordan vi bedst fremmer sundhed og forebygger overvægt hos børn. En sundhedskonsulent sagde det meget præcist: »Vi investerer i projekter, men vi følger dem ikke ordentligt til dørs – vi har ikke ressourcerne til det«.

Men er det virkelig kun et spørgsmål om ressourcer? Eller handler det også om, at vi ikke har fundet en model for, hvordan forskning og kommuner kan samarbejde mere effektivt?

I Viborg Kommune har man for eksempel udviklet en forebyggende og sundhedsfremmende indsats i børnehaver og fulgt implementeringen tæt. Det har betydet, at jeg som forsker har kunnet systematisere data og måle effekten, som har dannet et solidt grundlag for at justere og videreudvikle deres tiltag. Alt for ofte mangler kommunerne netop dette datagrundlag eller adgang til eksisterende viden fra lignende projekter. Og konsekvensen bliver, at beslutningstagere må navigere i blinde – uden at vide, om en indsats skal fortsættes, tilpasses eller droppes. Vi kan ikke blive ved med at gætte på, hvad der virker. Vi har brug for reel viden.

Sådan kan forskning bidrage til at løfte kommunale indsatser

Vi skal se forskning som en naturlig del af udviklingen af kommunale indsatser. Det er her, vi – forskere, kommuner og beslutningstagere – skal tage ansvar sammen, fordi vi har en fælles opgave: At sikre at forebyggelse og sundhedsfremme ikke bare er noget, vi gør, men noget, vi gør klogt.

Så hvordan kan vi sikre, at sundhedsfremme og forebyggelse bygger på den bedst tilgængelige viden og ikke bare på gode intentioner?

• Tidlig involvering: Forskere og kommuner skal samarbejde fra projektidé til implementering, så evaluering bliver en integreret del af indsatsen.
• Brugbare data: Evalueringer skal levere konkrete anbefalinger, der kan omsættes direkte i den kommunale hverdag.
• Vidensdeling på tværs: Når et projekt slutter, skal viden systematisk samles, formidles og deles, så andre kommuner kan bruge og bygge videre på erfaringerne.

Øget dialog og samarbejde skaber bæredygtige løsninger, hvor vi lærer af hinanden og bygger videre på det, vi allerede ved. Det er nemlig mindst lige så værdifuldt at vide, når en indsats ikke virker. Vi skal blive bedre til at bruge vores tid og ressourcer på tiltag, der rent faktisk gør en forskel. Jeg glæder mig til at være med til at bygge bro mellem forskning og kommunale beslutningstagere og aktører. Vi har brug for hinanden.