Det er bestemt i aftalen om sundhedsreform, at der skal gennemføres en ny aftalemodel for praksis. Hvordan bør den nye aftalemodel se ud?
Sidsel Vinge: »For mig at se skal der gennemføres det, man kunne kalde en normalisering af leverandørforholdet mellem den offentlige myndighed, der har ansvaret for at sikre, at hele befolkningen har adgang til et almen medicinsk tilbud, og én bestemt privat leverandør af almen medicinske ydelser, nemlig i praktiserende læger organiseret i PLO.
Udgangspunktet er, at det er det offentlige, vores politikere, der skal sikre et godt almen medicinsk tilbud til alle danskere. Det kan selvfølgelig gøres på forskellige måder, i forskellige konstruktioner og driftsformer. Ligesom at alle mulige andre ydelser eller services kan leveres på forskellig vis.
Den offentlige myndighed, der har ansvaret for at sikre det almen medicinske tilbud til borgerne, må selvfølgelig også have nogle forskellige muligheder og kunne træffe nogle valg om, hvordan opgaven løses bedst muligt: Det kan f.eks. være ved at producere og levere ydelsen selv; det kan være ved at integrerede opgaven med andre ydelser, man også har ansvar for at levere; det kan være i samarbejde med andre offentlige myndigheder; det kan være i samarbejde med private leverandører; eller ved helt at overlade opgaven til private leverandører. Og det kan selvfølgelig også være en kombination af disse muligheder.
En normalisering betyder, at den offentlige myndighed, som har valget, skal have mulighed for at vælge, hvordan opgaven løses bedst muligt forskellige steder i landet, ligesom man har i relation til alle mulige andre leverandører af velfærdsydelser.
Og når man bruger private leverandører, er det altid vigtigt, at der er et reelt marked, så man ikke får en monopollignende situation, hvor man risikerer at blive afhængige af en enkelt leverandør. Det er lige meget om der er tale om en offentlig eller en privat aktør: En leverandør med et monopol er aldrig en god idé.
Det her er simpelthen bare sund fornuft, som gælder i relation til levering af en hvilken som helst form for offentlig service eller ydelse, vi har valgt at forpligte vores politikere til at levere. Det har intet at gøre med, om man er ‘for’ eller ‘imod’ én bestemt privat leverandør til det offentlige, in casu PLO, som det offentlige jo selv har givet en monopollignende position. Det er ikke de praktiserende læger, som har skabt denne situation – det er politikere af alle overbevisninger, der har gjort det gennem årtier.«
