”Ledelse i sundhedsvæsenet”: Kjeld Møller Pedersen, Annemette Digmann, Henrik W. Bendix, Per Jørgensen. Gyldendal Public 2017.
Af Per Christiansen
Siden Henrik Bendix, Annemette Digmann, Per Jørgensen og Kjeld Møller Pedersen skrev deres bog om hospitalsledelse i 2008, har den været pligtlæsning for ledere på sygehusene og på diverse uddannelser. Nu er den så kommet i en ny og opdateret udgave.
Titlen antyder klart en udvikling, den er nemlig nu ”Ledelse i sundhedsvæsenet”, og der er tale om en voldsom opgradering af de fleste kapitler. Dermed kan bogen også ses som en beskrivelse af sundhedsvæsenets udvikling i de ni år, der gået, men mere om det senere. At fokus er flyttet, anes allerede i forordet, der denne gang er skrevet af regionernes formand Bent Hansen, hvor det i den første udgave var professorerne Hildebrandt og Klaudi Klausen, der gav deres anbefaling.
Og lad det være sagt med det samme. Der er tale om en velskrevet bog, der også vil være at finde på pensumhylden for ledere i sundhedsvæsenet i de næste ti år. Der er tale om fire indsigtsfulde forfattere, der er stadig har fingeren på pulsen i forhold til såvel ledelse som udviklingen i sundhedsvæsenet. Der er tale om dyb indsigt fra de fire forfatteres vidt forskellige udkigsposter og dermed en tour de force, der dækker ledelse og organisatorisk udvikling i sundhedsvæsenet ganske bredt.
Vokset med 20 procent
Udvidelsen til at omfatte hele sundhedsvæsenet kan også aflæses på bogens omfang, som er vokset med 20 procent til 450 sider.
Det ville være utrolig svært at skrive en bog om ledelse i hospitalerne i dag uden at se på det samspil, der i dag er med det nære sundhedsvæsen og forståelsen af, hvordan dette ledes. Jeg må dog tilstå, at hvor opdateringen af kapitlerne om udvikling af organisation og ledelse af hospitalerne fremstår utroligt gennemarbejdede og helstøbte, virker kapitlerne om ledelse af sundhedsområdet i kommunerne og ledelse af praksisområdet som noget famlende og påklistrede.
Indrømmet, at det kan være svært at beskrive organisering og ledelse i 98 kommuner, der har grebet opgaven meget forskelligt an. Men i beskrivelsen af praksis savner jeg i dén grad, at man forholder sig til, hvordan udviklingen påvirkes af de gennemgribende organisationsændringer, der er sket i liberale erhverv som revisor-, advokat- og ejendomsmæglerbranchen osv., og hvordan disse organisationsformer kan spille over på praksisudvikling med de åbninger, der er kommet lovgivningsmæssigt. En udvikling vi for eksempel allerede kan se på tandlægeområdet. Man leder også forgæves efter forfatternes bud på, hvordan et højspændt politisk felt som vagtlæge/akuttelefon bedst organiseres i fremtiden.
Stor forståelse og dyb indsigt
Men som sagt må disse små mangler ikke overskygge, at der er tale om stor forståelse og dyb indsigt i også de helt aktuelle udviklingstendenser i sundhedsvæsenet. Jeg kan bare nævne, at ord som eksempelvis værdibaseret styring, PROM, patientansvarlig læge, forbedringsarbejde og relationel koordinering slet ikke var at finde i 2008-udgaven af bogen, mens de i den nye udgave tildeles mange sider. Specielt Kjeld Møller Pedersens (jeg tror, jeg gætter rigtigt, at det er ham der har skrevet det) afsnit om værdibaseret styring er utrolig aktuelt i den debat, der foregår lige nu.
Som aktør i det, der beskrives, kan man ikke andet end blive glad i låget over den evidensbaserede og grundige tilgang, der er til mange af tidens trends. Jeg tænker, at mange kunne blive klogere af at læse afsnittet om New Public Management, inden de bare går ud og bruger det ukritisk i en generel DJØF-bashing.
Og når det gælder ledelsesteorierne, har man heller ikke bare flået ned fra hylderne efter tidens aktuelle strømninger, men holder sig til Mintzbergs lederroller, som det dog klæder voldsomt i den nye udgave at være blevet suppleret med Jody Gittells teorier om relationel koordinering. Det synes jeg personligt er et godt match, som giver god mening for en praktiker som mig.
Hybridledelse som grundbegreb
Når man taler om den svære disciplin om ledelse af fagprofessionelle, holder man sig ligesom i 2008-udgaven til hybridledelse som grundbegrebet. Udover at man altid bliver mindet om, hvor meget vi savner Peter Kragh Jespersen i den aktuelle ledelsesdebat, når man hører begrebet, synes jeg personligt, det er et godt begreb, der italesætter den svære balance mellem det den faglige etos og nytteetikken, som brydes hver dag. Det er det, der gør vores hverdag interessant og udfordrende. Også her klæder det, at man inddrager Helle Hedegaard Heins teorier om primadonnaledelse som et relevant supplement.
Jeg kan egentlig ikke pege på emner, jeg mangler, når det gælder hospitalsområdet. Udviklingen med et nyt dansk kvalitetsprogram baseret på datadrevet forbedringsledelse er fremragende set i relation til, hvor langt eller snarere hvor kort, vi er nået. Også kapitlet om hvordan man leder ind i en fremtid med digitalisering og innovativ teknologisk udvikling giver et vist begrebsapparat på et meget diffust område.
Det er en fremragende bog – læs den. Jeg glæder mig allerede, til næste opdatering kommer.
