MØD: Ole Mølgaard er speciallæge i anæstesiologi og i akutmedicin. Gennem 12 år cheflæge på akutafdelingen ved Aarhus Universitetshospital. 370 medarbejdere og et budget på godt 200 mio. kr.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
Det er at skabe nogle ordentlige arbejdsforhold for mine kolleger. Vi har den glæde at arbejde i et meget succesfuldt fag, hvor der kommer flere og flere kunder, og vi undersøger og håndterer altså også mere og mere komplekse patientforløb. Det sætter os under pres, og vi har problemer med at få enderne til at nå sammen. Så dagens motto er stadigvæk, at vi skal optimere.
Vores dør til akutafdelingen er altid åben, og vi skal til enhver tid kunne undersøge og behandle alle de borgere, der bruger vores dør. På hospitalet er vi alle sammen afhængige af hinanden, men det gælder nok i helt ekstrem grad for os i akutafdelingen. Så for os er det alfa og omega at kunne samarbejde internt på hospitalet, men i høj grad også i forhold til almen praksis, præhospitalet og kommunerne. Det er en spændende opgave, men også krævende.
Hvad er det sværeste ved at være leder?
Noget af det sværeste er at få tingene til at hænge fornuftigt sammen, så vi kan give den bedst mulige behandling og samtidig have en bæredygtig praksis, så både ledere og personale kan holde ud at være i arbejdet. Vi skal tale om ambitionsniveau, og vi skal tale om prioritering.
Det der motiverer os alle sammen i akutafdelingen er, at vores arbejde skal give værdi for patienten.
Prioritering drejer sig for mig i høj grad om, at vi skal rydde op i de ting, der ikke giver værdi. Og der er altså fortsat rigtig meget at komme efter.
For det første at vi bliver bedre til at reducere ikke nødvendig dokumentation.
For det andet at vi får taget mere fat i defensiv medicin. Defensiv medicin har fanden skabt! Alle sundhedsfaglige, men ikke mindst læger, har det meget, meget tungt med kritik af deres faglige virke.
Og omstilling er fortsat et nøgleord. Vi skal se i øjnene, at økonomien ikke vokser sammen med efterspørgslen, så derfor skal vi satse på, at vi gennem et tættere samarbejde med alle vores partnere kan finde ud af at arbejde klogere og dermed får tingene til at hænge sammen.
Og så skal vi også være mere opmærksomme på, hvor grænserne mellem akutafdelingen og de øvrige afdelinger ligger. Noget af det vi gør i akutafdelingen, gør vi, fordi det er ønsket af en anden afdeling – uden at vi måske altid kan se det hensigtsmæssige. Så vi skal have en dialog om de gensidige forventninger.
Hvad gør du anderledes som leder?
Jeg tænker nogle gange over, at det jeg blev ansat til for lidt over 12 år siden, var et andet projekt end det, jeg nu står midt i. Dengang var det i udpræget grad et projekt om en ambitiøs etablering af en ny akutafdeling. I dag er det i høj grad et effektiviseringsprojekt, jeg leder.
Kvalitetsfondsbyggerierne blev jo fulgt af et effektiviseringskrav, som for vores vedkommende var på otte pct. Problemet er jo bare, at nye bygninger i sig selv ikke medfører besparelser. Nogle gange betyder nye bygninger længere afstande og brug af mere tid til f.eks. gang mellem funktioner eller patienter.
En endelig løsning har jeg ikke. Men vi må jo tale åbent om, at det er en vanskelig opgave, og så arbejde på, at vi gennem et endnu tættere samarbejde med alle vores kolleger i og uden for huset kan finde ud af at arbejde klogere og skabe balance mellem ressourcer og efterspørgsel.
Nævn en person eller en begivenhed, der har været afgørende for din karriere?
At jeg har valgt – og fået muligheden for – at blive cheflæge, hænger meget sammen med min dybe interesse for uddannelse og kompetenceudvikling og også særligt simulationstræning. De ting har man rigtig meget brug for i den akutmedicinske funktion.
Når du træner og øver dig i mange forskellige procedurer gør det, at når du står i den akutte situation, så har du set det, du står i, tidligere, du kan genkende det, og du kan handle. Det er fagligt og personligt meget givende, når du lykkes på den måde.
Så fra at have været kursusleder i tværfaglig teamtræning blev jeg mere og mere involveret i kompetenceudvikling og uddannelse – og fandt derigennem vejen ind til ledelsesopgaverne.
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
Det er ikke nemt, for arbejdet kan sagtens sluge al den tid, du giver til det. Men en af de ting, der gør det til en glæde at gå på arbejde, er et godt makkerskab med min chefsygeplejerske. Det er værdifuldt at kunne deles om opgaverne og kunne tale om de ting, der kan være svære at håndtere.
Men i øvrigt har jeg det ok med at blive ringet op hjemme, når der er opstået en svær problemstilling på arbejdet. Jeg vil hellere være med at finde en løsning i situationen end at stå med problemet senere, når der måske ikke er nogen god løsning eller nogen løsning overhovedet.
Men jeg har da brug for at holde fri, og der skal da være tid tilbage, efter jeg har lagt mine timer i afdelingen.
Hvis jeg var chef for det hele …
… så ville jeg være meget tydelig om, at vi skal tale mere om strategisk prioritering af vores især menneskelige ressourcer. Vi har brug for at tale meget mere om hvilke opgaver, vi løser, som giver mening, og som giver uomtvistelig værdi for vores patienter. Og modsætningsvis skal vi fjerne opgaver, som ikke giver mening.
Vi skal optimere vores samlede virksomhed og have et skarpere fokus på at løse opgaverne på en måde, der giver synergi på tværs. Derfor skal vi se nøje på overgangene i forløbene; både overgange internt på hospitalerne, men i høj grad også mellem sektorerne.
En anden ting der ligger mig meget på sinde er, at vi skal inddrage vores patienter meget mere. I min egen afdeling er det jo sådan, at patienterne jo typisk ikke har en aktiv og slagkraftig patientforening. ”Patientforeningen for akutte patienter” findes jo ikke. Men vi forsøger at få patienter – og typisk nære pårørende til patienter – trukket ind i samtaler om, hvad der er vigtigt for dem.
Det vi hører er, at de ikke er så voldsomt interesserede i tidsstempler og lignende, som vi andre hænger os voldsomt i, men mere tænker på, hvordan oplevelsen i det hele taget er i en akutafdeling. Så på den ene side elsker vi fakta og data, men på den anden side skal vi ikke være så meget slave af dem, at menneskeligheden går tabt i jagten på målopfyldelse.
