»Den er et lille mirakel på jord. Uden tvivl den vigtigste aftale i flere årtier. En kolossal modernisering. Cadeau til Jesper Fisker. Ros til Kühnau for at lægge surheden over PLO bag sig. Og ros til PLO for at sige farvel til ukonstruktivt brok.«
Dette ligefremme skudsmål hørte jeg en erfaren iagttager sige om den nye aftale fra 28. oktober mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) om ‘En ny ramme for almen praksis’. Aftalen sigter på at realisere de mange ambitioner i sundhedsreformen om mere nær, mere sammenhængende og mere lige sundhed.
Fredelig revolution
Aftalen på blot 77 sider er måske også det nærmeste, vi siden 1973 er kommet på en fredelig revolution af rammen om almen praksis.
Slet ikke alt er lavet om. Lægerne i almen praksis er fortsat selvstændige erhvervsdrivende, funktionen er fortsat at være borgernes primære indgang, og kerneværdierne er fortsat kontinuitet og lokal forankring.
Men meget er lavet om med aftalen. Her er nogle enkelte af de mange forandringer.
Det nye sort – differentiering
Der skal være en »ny, differentieret og forenklet honorarstruktur«.
En række honorarer ændres, herunder fastsættes der fire forskellige konsultationshonorarer. Der fastsættes et differentieret basishonorar for hver klinik, der ud over antal patienter skal afspejle »den gennemsnitlige sygdomsvægt«. Det hjalp, at Christina Svanholm og andre råbte op om Lollands og andre udkantsområders problemer.
Der indføres også ny honorering, der skal lette kommunikation og samarbejde på tværs i sundhedsvæsenet.
Omsætningsbånd
Der indføres endvidere et »differentieret omsætningsbånd« – et nyt, smukt begreb. Dette bånd skal sikre en fordeling af aktiviteten i almen praksis efter borgernes behov. Hver klinik får et bånd, der er fastsat efter populationens omfang og sygdomstyngde, som man skal holde sig økonomisk inden for.
Skal man som læge være bange for båndet? Næppe. Båndet er bredt (+/- 25 pct. i 2027) og der holdes en varsom hånd under omlægningen med et såkaldt minimumsbasishonorar i en overgangsperiode på seks år.
Hvis lægen overskrider båndet, skal der være en »databaseret, saglig og konstruktiv« dialog – og der skal foretages en »konkret og saglig vurdering«. Så der er hverken tale om pisk, ridefoged eller gabestok.
Opgaver, kapacitet og ressourcer
Det står eksplicit i aftalen, at der skal være en sammenhæng mellem »opgaver, kapacitet og ressourcer«.
På dansk betyder det, at når der kommer flere penge, skal det afspejles i dels større kapacitet (flere læger) og større aktivitet (der skal løses flere opgaver). Så flere penge og flere læger skal resultere i, at almen praksis løfter en større del af borgernes behandlingsbehov, underforstået: varetager nogle af sygehusenes nuværende opgaver.
Den samlede aftale betyder stigende udgifter til almen praksis. I 2027 ca. 600 mio. kr. stigende til 1,5 mia. kr. i 2030.
Der er nogle formuleringer om en ekstern analyse af mulighederne for at styrke produktiviteten og effektiviteten i almen praksis. Det er vagt, så vi får se, om det kommer til at flytte noget.
Og endnu flere nyskabelser
Og så er der mange andre, interessante ting i aftalen. Ny governance for forskning, kvalitet og efteruddannelse. Nye regler om at der skal være reel lægelig ejerkontrol over ydernummer og klinikdrift. På kun 17 linjer står der »reel« fem gange – så man mener det! Ny kollektiv forpligtelse (sic) for PLO til at varetage opgaver med f.eks. plejehjemslæger og lægevagt.
Så summa summarum: En stor omvæltning, men også en fireårig aftale, der skal give tid til omstilling.
‘Ny ramme for almen praksis’ er en konkret aftale om at udvikle almen praksis fra at være en vigtig del af sundhedsvæsenet til at blive en central drivkraft i sundhedsreformens fokus på et mere nært, sammenhængende og lige sundhedsvæsen.
