Det er berigende, at Det Etiske Råd gør sig umage med at argumentere omhyggeligt for rådets anbefalinger omkring aktiv dødshjælp. Det er berigende, at det ikke tages for givet, at et bestemt synspunkt er det rigtige, men at der er tale om dybe overvejelser og grundige afvejninger af de forskellige argumenter, der fremføres for og imod.
På baggrund af en grundig redegørelse siger 16 af rådets 17 medlemmer, ”at det i princippet er umuligt at etablere en forsvarlig regulering af dødshjælp” og anbefaler derfor, at man ikke legaliserer dødshjælp i Danmark.
***
Samtalen om livets afslutning er på mange måder særlig vigtig for ansatte i sundhedsvæsenet. Som leder og medarbejder støder du uvægerligt på døden. Ikke nødvendigvis tit, men når vi mod livets ende ofte er på hospital eller i en kommunal plejebolig, ender livet jo ofte et sted, hvor der er sundhedspersonale omkring en, som gør hvad de kan for, at livet kan afsluttes bedst muligt.
Indsatsen for de mennesker, der skal dø, er en vigtig del af det at være sundhedsprofessionel. Formanden for DSS, Kirsten Wisborg, siger det på denne måde: ”I et menneskeligt sundhedsvæsen skal der være tid til at lytte til patienterne og ægte lade deres ønsker til eget liv – og død – være det grundlæggende afsæt for de fælles beslutninger. Og uddannelse i at varetage denne samtale bør være lige så højt prioriteret som uddannelse i de klassiske sundhedsfaglige kompetencer.”
***
Regeringen nedsatte mindre end to uger efter Etisk Råds udtalelse om dødshjælp ”Udvalget for en mere værdig død”. Formålet med regeringens udvalg er at ”udarbejde et refleksionsoplæg, som skal nuancere regeringens beslutningsgrundlag for en dansk model for en mere værdig død”.
Timingen kan vanskeligt fortolkes anderledes, end at der skal skabes et grundlag for, at regeringen kan foreslå en form for ‘dansk model’ for dødshjælp. Og her var Etisk Råds udtalelse jo ikke hjælpsom for regeringen.
Det er i øvrigt interessant, at man på kommissoriets godt halvanden side kan skrive ‘dansk’ og ‘danskere’ ikke mindre end 17 gange. Som om vi kan tale os frem til en særlig dansk død.
***
Det vil være forenklet at tro, at afslutningen på livet altid bliver en god oplevelse. På baggrund af personlige oplevelser har jeg dog set, at døden kan være en meningsfuld og i grunden ønskværdig slutning.
Men begrebet ”en mere værdig død” har jeg svært ved at få helt fat om. I Den Danske Ordbog betyder værdighed ”respekt eller selvrespekt, som omfatter eller kendetegner nogen eller noget”. Så det er vi jo alle for. Det er vel selvindlysende. Men hvad er en mere værdig død?
Døden er jo i vores moderne samfund egentlig en fornærmelse. Døden er på den ene side et faktum og udtryk for det, som er uafvendeligt. Men på den anden side er døden noget, som vi ikke har kontrol over, og vi vil jo så vældig gerne have kontrol. Vi vil gerne have selvbestemmelse. Og vi hader ikke at have et valg.
Så kan vi i sidste ende ‘nøjes med’, at sundhedspersonalet gør sig umage for at prioritere tid til at lytte til patienterne og ægte lade deres ønsker til eget liv – og død – være det grundlæggende afsæt for de fælles beslutninger?
***
Nu har Etisk Råd så givet et seriøst og væsentligt bidrag til den offentlige samtale om døden, så vi må se, hvad Udvalget for en mere værdig død kan bidrage med om et års tid.
I mellemtiden har sundhedspersonalet fortsat den helt afgørende opgave at sikre – som Kirsten Wisborg siger: ”at patienter har medbestemmelse, når det drejer sig om deres liv og sygdom (…). Det ansvar må den enkelte sundhedsprofessionelle nødvendigvis tage på sig, men det er samtidig en vigtig ledelsesopgave at sikre, at rammerne og kompetencerne hos den enkelte er til stede til at kunne løfte opgaven.”
