Det var godt endeligt at få en politisk aftale om sundhedsreform. Men er det en god reform?
Ja. Af mindst tre gode grunde. Men der er også en del snubletråde, der skal trædes forsigtigt hen over. Men først de gode grunde til at være glad for reformen, der er vedtaget forholdsvis bredt af syv af folketingets partier.
Først og fremmest knytter der sig store forventninger til de 17 nye sundhedsråd. De skal være med til at binde sundhedsvæsenet sammen på en bedre måde, så borgere og patienter i sidste ende får bedre forløb. Med kommunalreformen fra 2007 blev der skabt en samarbejdsflade mellem regioner og kommuner, der ikke var særlig nyttig. For mange skænderier og for få løsninger. Det skal den nye konstruktion nu gøre op med.
Sundhedsrådene er jo ingen garanti for succes, men der er bestemt en mulighed. Der er både en bred sammensætning, nogle økonomiske muskler og et tydeligt ophæng for ansvaret.
For det andet er der i reformen en tydelig vægtning af den primære sundhedssektor – både almen praksis og speciallægepraksis, der prioriteres med både politisk opmærksomhed og flere ressourcer. Det er stærkt glædeligt. Ikke alle, men rigtig mange, er enige om, at der er flere opgaver, der skal og kan løftes i det nære sundhedsvæsen.
For det tredje er der i reformen også fokus på mennesker med kronisk sygdom. Det er godt, for med længere levetid er det sådan, at vi kommer til at leve flere år med flere skavanker. På en måde er udviklingen udtryk for, at sygdomsbyrden ændrer sig – og vi skal selvfølgelig ændre sundhedsvæsenets tilbud for både at gøre det bedst muligt for den enkelte og for at bruge de knappe kompetencer og penge bedst muligt.
Mange andre af de øvrige elementer i reformen er vigtige og interessante, men ‘det store dyr’ i reformen omkring sammenlægningen af to regioner er måske i virkeligheden ikke fantastisk vigtig. Det er ikke sammenlægningen i sig selv, men en række andre initiativer, der afgør, om den forandring bliver en synlig forbedring.
Snubletråde
Snubletråde er der mange af, og djævelen ligger som altid i detaljen. Tre af de måske farligste snubletråde knytter sig i virkeligheden til de tre gode grunde til at glæde sig over reformen.
Først: Sundhedsrådene. De er godt tænkt, men det er ikke trivielt at få dem til at spille i virkeligheden.
Erfaringerne fra sundhedsklyngerne er blandede. Der har også været stor tøven på begge sider i forhold til at involvere sig i et kompliceret og tidskrævende arbejde i klyngerne. Og hvordan kommer de kommunale og regionale politikere til at påtage sig den fælles ledelsesopgave? Nye roller, nye forventninger. Måske bliver det særligt svært for de kommunale medlemmer. Og en ting, der vist ikke er meget opmærksomhed omkring: Sundhedsrådene dækker over 17 meget diverse områder, så vil der hurtigt igen blive politisk brok over, at der er forskellige tilbud afhængigt af postnummeret?
Dernæst er der snubletråde omkring primærsektoren. Bare lige for at nævne én: Ny aftalemodel for praktiserende læger. Det lyder teknisk og som en mindre ting, men der er med garanti mange praktiserende læger og PLO som vil være voldsomt interesserede. Hvad betyder en »smallere, central rammeaftale,« der skal fungere »mere smidigt og styrbart«? Her ligger interessante drøftelser gemt.
Og endelig de nye initiativer omkring kronisk sygdom. Selv om nye pakker til mennesker med kronisk sygdom som udgangspunkt lyder godt, er det et felt, hvor der er stærkt brug for også at lytte til både de specifikke sundhedsfagligheder, men også til sundhedsvæsenets ledere, når pakkerne skal skrues sammen.
Det er jo langt fra sikkert, at de ting, der har gjort behandlingen inden for f.eks. kræft og hjerteområdet til en succes, skal kopieres automatisk til alle andre områder. Og flere garantier og rettigheder er ikke nødvendigvis den bedste vej frem. Der bør være tillid til, at sundhedsvæsenets faglige personale faktisk gerne vil gøre det rigtige for patienterne. Ambitionerne i regeringsgrundlaget om frisættelse af medarbejdere og ledere kan med fordel genbesøges.
Og så det med småt
Visioner og ambitioner flyver ikke af sig selv. Implementeringen af forandringerne sker gennem mennesker. Og selv om der i aftalen skrives om implementering, vil opgaverne i den forbindelse næsten kun kunne undervurderes. Nogle ledere og medarbejdere husker opgaverne og frustrationerne i årene før og efter 2007.
Det bliver i sagens natur sværest på Sjælland, men der kommer udfordringer og problemer mellem alle kommuner og alle de nye regioner omkring flytning af opgaver, personale og penge, men også om opbygningen af sundhedsrådene.
Husk at hvor omkostningerne ved implementering med stor sikkerhed kommer af sig selv, skal der arbejdes for at opnå gevinsterne.
Opbakning og opkvalificering
Der er jo brug for modige og innovative ledere til at løfte opgaverne, så derfor skal man politisk satse på at give to ting til sundhedsvæsenets ledere i de kommende år: Opbakning og kompetenceudvikling
Opbakning fordi det bliver interessant og spændende, men også slidsomt og bøvlet – så lad være med at være nidkær, når der bliver begået fodfejl.
Kompetenceudvikling: Når ledere og medarbejdere skal arbejde på nye måder, skal der satses på, at alle har de kompetencer og værktøjer, der skal til for at lykkes med forandringerne.
Sundhedsvæsenet har brug for ledere, som har viljen til at indgå i nye samarbejdsrelationer og skabe fællesskaber med kolleger fra andre sektorer. Som har mod til at slippe fokus fra egen afgrænset opgave til den større fælles opgave – og måske endda afgive en lille smule kontrol ind i eget område. Ledere som evner at sikre en bred inddragelse af alle aktører både for at alle kompetencer kommer i spil, men også for at skabe medejerskab til fremtidens sundhedsvæsen blandt de mange, der skal bidrage til løsningerne.
Tak for reformen. Tillid, relationer og masser af energi bliver afgørende for en succesfuld gennemførelse.
