
Efter at have læst interviewet med Jan Molin i djøfbladet glædede jeg mig meget til at læse hans nye bog, der har en spændende titel, som skærper læserens nysgerrighed.
Det er så indtil jeg åbner bogen og læser forfatterens egen betagelse af sin geniale titel.
Martin Scorsese har engang sagt, at en instruktør, der har brug for en fortællestemme i sine film, er en dårlig instruktør. Let omskrevet vil jeg sige, at en forfatter, der har brug for i den grad at udbore sin egen titel, mangler respekt for sin læser.
Det modsiges så til gengæld straks. For det er en vanskelig tilgængelig bog, Jan Molin har skrevet. Den er ikke nem at læse. Den er ganske akademisk i sin udformning, og det er lidt synd, for den indeholder adskillige gode pointer for dem, der arbejder praktisk med ledelse i det daglige. Indimellem har man desværre på fornemmelsen, at den mere er skrevet til kollegerne på CBS.
Det bliver dog lidt bedre jo længere vi kommer frem i bogen. De praktiske eksempler fra en levet ledelsesvirkelighed skal man dog lede grundigt efter, og det er også fair nok. Jan Molin er forsker og underviser og har ikke et stort ledelses-CV. Bogen er ret pædagogisk opbygget, og der er hjælp at hente for den travle praktiker, idet der efter hvert af bogens otte kapitler er en opsummering af kapitlets pointer.
Bogen første tredjedel handler om organisationen. Den traditionelle, hierarkiske trekant er behændigt vendt om for bl.a. at udtrykke, at organisationen er større end ledelsen. Der findes ikke generiske løsninger. Lederen må finde løsningerne i sin organisation ved at leve i den og forstå historien og relationerne. Der bruges mange ord, og selvom det nok er lidt forenklet, så har Peter Drücker jo udtrykt det forbilledligt enkelt ved at slå fast at culture eats strategy for breakfast.
Bogens anden del handler også om organisationen. Men i stedet for den traditionelle hierarkiske tilgang er den nu fremstillet cirkulært. Cirklen symboliserer også sammenhængskraften i en organisation. Det handler om purpose, som jo er et buzzword i megen moderne ledelsesteori. Uden denne sammenhængskraft mister organisationen sin identitet.
Man skal imidlertid forstå, at der også er en fare i, at organisationen anskuet på denne måde lukker sig om sig selv. Men heldigvis har en cirkel jo en tangent, som bevæger sig i en helt anden retning, og heri ligger udviklingskraften – altså i Molins model. Igen lidt anstrengt og akademisk.
I den sidste tredjedel er udgangspunktet et kvadrat. Dette beskriver Molin som ledelseslivets boksering. Det markerer også, at ledelseslivet både er vertikalt og horisontalt. Her arbejder forfatteren både med organisationen og med lederen selv. Med forandringsledelse, kreative benspænd og med personlig ledelsesudvikling.
Det er den del af bogen, jeg selv er mest begejstret for. Her bliver Molin langt mere konkret. Der er nogle elegante finter omkring diversitet, der ikke behøver at handle så meget om køn, alder og etnicitet, men også kan handle om, hvordan man relaterer sig og hvordan man arbejder kognitivt.
Der er gode overvejelser om fag-faglighed contra ledelsesfaglighed og ikke mindst forandringsledelse contra anledningsledelse, hvor forfatterens pointe er at indtænke en åben og emergerende proces som supplement til et reaktivt, lineært perspektiv.
For lige at teste os introduceres vi for endnu en akademisering, da det vi på nordjysk vil kalde svineheld, nu begrebsliggøres som serendipity. Svineheld er jo ikke noget man lige kan opsøge, men indimellem opstår det bare. Som John Lennon udtrykte det: »Livet er det der sker, mens du har travlt med at planlægge andre ting«.
En måde at fremprovokere heldet på kan være at arbejde med nogle kreative benspænd. Jeg køber den personligt ikke. Nok er der eksempler på lykketræf, men der er adskilligt flere eksempler på, at veltilrettelagte planlægningsprocesser har ført til flotte resultater.
Jan Molins pointe om at det er absurd at lede efter lederskabets hellige gral, fordi ledelse er situationsbestemt, køber jeg heller ikke helt, ligesom jeg er dybt uenig i at empati er overvurderet som egenskab hos ledere – her foretrækker Molin nærvær. For mig går de to egenskaber hånd i hånd og er i min optik hinandens forudsætning. Omvendt er jeg meget enig i hans betragtning om kontra dumdristighed.
Men pointen er nok ikke, om man er for det ene eller det andet, men at man gør sig eksplicitte overvejelser om det.
Jeg har stor respekt for Jan Molins teoretiske arbejde med ledelse og organisationsudvikling gennem et langt forskerliv. Vores ståsted i forhold til ledelse opfatter jeg som nogenlunde det samme, omend min tilgang ikke har været teoretisk, men praktisk. Ståstedet er præget af den skandinaviske ledelsesstil, hvor der er fokus på menneskelige relationer og organisatorisk adfærd frem for den lineære, forudsigelige forståelse af ledelse i en hierarkisk kontekst. Centralt hos Molin er altid interessen for, hvordan kommunikation og samspil mellem mennesker former de organisatoriske processer. Ledelse handler for Molin ikke kun om formel autoritet og struktur, men i højere grad om interaktion og meningsskabelse i dagligdagen.
Formålet med at forske i ledelse og skrive om det, må alt andet lige være at påvirke den måde, der ledes på ude i organisationerne gennem nye erkendelser. Når Jan Molins bog ikke er helt så vellykket på trods af alt det positive, der kan sige om den, skyldes det en unødig grad af akademisering, der gør den vanskelig tilgængelig. I hvert fald for undertegnede, der i bagagen dog har mere end 30 års ledelseserfaring.
Ud af lederskabet
Af Jan Molin
Djøf Forlag, oktober 2024
344 sider