Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Mie Heinfelt har skrevet en lille og overskuelig bog om ledelse af strategiprocesser. Bogens omdrejningspunkt er, hvorfor så mange strategier ikke finder rodfæste i organisationen og dermed ikke opnår den ønskede effekt.

Emnet er selvsagt af stor interesse for sundhedsvæsenet, som står over for den største transformation i nyere tid. Det kalder på nye strategier, hvor medarbejderne skal orientere sig og arbejde anderledes end hidtil. Samtidig skal vi forholde os til, at vi er store organisationer med mange forskellige typer af medarbejdere, der har stærke faglige identiteter. 

Bogen henvender sig til både topledelse og mellemledere og indeholder praktisk anvendelige budskaber om involvering af mellemledere og medarbejdere i selve udviklingen af strategien, men også om strategisk kommunikation og den vedvarende inddragelse af strategien i det daglige ledelsesarbejde. 

De fem kapitler kan læses selvstændigt og dækker overordnede temaer, bl.a. rammerne for strategiudvikling, medarbejdernes rolle og hvordan en strategi skal fungere i hverdagen. Der gennemgås ikke ledelsesteorier, snarere er det praktiske anbefalinger baseret på Mie Heinfelts erfaringer som ledelsesrådgiver og ledelseserfaring fra bl.a. uddannelsessektoren. 

Inddragelse som forudsætning for ejerskab

Det helt centrale budskab i bogen er, at en vellykket strategiproces forudsætter tidlig inddragelse af medarbejdere og andre interessenter. Ellers får strategien ikke ejerskab i organisationen der, hvor forandringerne skal gøre sig gældende. Der suppleres desuden med cases fra ledere, der har haft strategiprocesser inde på livet. 

Disse er på mange måder genkendelige og viser med al tydelighed, at strategi i en del organisationer udelukkende udvikles på ledelsesgangen, og at inddragelse og ledelseskommunikation ikke indtænkes i tilstrækkelig grad, hvilket umuliggør at strategien i sidste ende indlejres og gør en forskel. 

Det betaler sig at investere tid og kræfter i at involvere lokale ledere i det strategiske rum. Dels er det de lokale ledere, der til daglig skal være ambassadører og være med til at foretage prioriteringer og små justeringer med henvisning til en ændret strategisk retning. Men det er også muligheden for at bedrive talentudvikling og sørge for, at lokale ledere i højere grad kender til tankeprocesserne hos topledelsen. 

Strategiprocessen slutter ikke, når en ny strategi offentliggøres. Strategien skal danne grundlag for egentlige adfærdsændringer i organisationen, og med offentliggørelsen begynder en implementering og monitorering af effekterne. Opnår vi det, vi havde ønsket med strategien? Det kræver, at der formuleres lokale mål, som giver mening lokalt. 

Mie Heinfelt advarer samtidig mod udelukkende at basere sin opfølgning på kvantitative effekter og argumenterer for, at det har stor værdi, at medarbejdere bliver hørt om andre typer observationer og navnlig, hvad der måske ikke fungerer.

Som nævnt kan kapitlerne læses selvstændigt, hvilket gør at der optræder en del gentagelser, f.eks. af budskabet om medarbejderinddragelse. Jeg synes derudover, at cases i nogen grad ligner hinanden eller i hvert fald trækker på nogle af de samme tematikker.

Enkelt, men ikke banalt

I min læsning kom jeg flere gange til at tænke, at budskaberne var simple og en smule banale. Men jeg måtte jo samtidig nikke genkendende til bogens pointer fra de situationer, hvor jeg selv har oplevet strategiprocesser – både dem som er gået godt og mindre godt, og hvor jeg selv har været en del af succesen eller fiaskoen. Så selvom budskaberne er enkle, er det åbenbart ikke helt så banalt i den virkelige verden. Det er jo et eller andet sted lidt bekymrende og understreger en anden af bogens pointer, nemlig at strategi og kultur i en organisation er stærkt forbundne.

Bogen kan især anbefales til dem, der tænker på at gå i gang med en strategiproces. Som en påmindelse om at åbne ledelsesrummet og reelt inddrage medarbejdere og andre interessenter. Kun sådan bliver strategien et redskab, som mellemledere og medarbejdere kan anvende til at prioritere efter i hverdagen.