Der arbejdes fra mange sider benhårdt på at skabe en brændende platform for sundhedsvæsenet, og der er mange, der maler skræmmende billeder op for fremtiden. Vi ser tsunamierne komme rullende: de ældre, personalemangel, multisygdom. Det er åbenbart mere frygt end håb, der skal skabe forandringerne. Så: mens håb som bekendt ikke er en strategi, er frygt måske?
Ønskerne til det, Sundhedsstrukturkommissionen skal komme frem til, er meget varierende. Og meget afhænger af perspektiver og interesser.
På et DSS-seminar 7. marts var der flere interessante diskussioner. Blandt andet om det er struktur eller noget helt andet, der i grunden er det vigtigste at lave om på.
Fra kommissionen slog medlem af kommissionen, Sidsel Vinge, hårdt på, at det ér strukturer, der er afgørende at få ændret, for at vi kan løse eller lette på udfordringerne. Det var der en vis opbakning til, men flere stemmer havde andre perspektiver. Cheflæge Marie Storkholm holdt på, at det ikke mindst er kultur og relationer, der skal arbejdes på for at skabe bedre rammer for medarbejderne og bedre resultater for borgere og patienter.
Lægelig vicedirektør Kirsten Wisborg sagde, at det vigtigste ikke er at tegne nye streger eller flytte opgaver – vi skal løse vores opgaver på en ny måde. Og i forlængelse heraf var formand for Vælg Klogt Susanne Axelsen skarp på, at hvis vi skal have nye strukturer i sundhedsvæsenet, så er det lige så vigtigt, at vi ikke flytter alle nuværende vaner og opgaver med ind i det nye, for så er vi lige vidt.
Og psykiatridirektør Kresten Dørup havde et budskab om, at vi skal huske at have det brede blik på sundhed og inkludere socialvæsenet og psykiatrien i vores diskussion. Og i tillæg det, sagde flere, at vi bliver nødt til at tænke sundhed ind i alle vores politikker – Health in all Policies. Den tilgang passer med den kommunale og nære sundhedstilgang – at vi skal have fokus på at understøtte det gode og sunde liv gennem hele livet.
Professor Jørgen Grønnegaard Christensen var ude med budskabet om forventningsdæmpning. Ikke i forhold til sundhedsvæsenet, men i forhold til, at nye strukturer kan løse alle udfordringer. Nej, uanset hvor meget man centraliserer og lægger sammen, vil der altid være koordinationsbehov og organisatoriske grænser. Og professor Christian Bøtcher Jacobsen gav en overflyvning over begreberne frihed, tillid, vilje og ledelse – som fire afgørende elementer i realiseringen af fremtidens sammenhængende sundhedsvæsen.
Så hvad skal vi ønske os af debatten om sundhedsvæsenets fremtid?
Af Sundhedsstrukturkommissionen især for det første, at der er ærlighed omkring muligheder og begrænsninger i de forslag, der lægges frem, og for det andet, at der er en tydelig erkendelse af, at struktur er fint, men der er lige så stort behov for fokus på kultur og relationer og på prioritering og kloge valg.
Af sundhedsvæsenets ledere kunne man ønske, at vi alle er opmærksomme og ærlige omkring vores egne interesser og perspektiver. Begge dele er legitime, men der bør være mere tydelighed om begge dele.
Og så kunne man også ønske, at vi vælger at være inspirerede – og måske endda håbefulde – af den fantastisk udvikling, der er sket i sundhedsvæsenet over de seneste årtier. De utallige landvindinger er da et fantastisk springbræt for en videre udvikling.
Endelig bør sundhedsvæsenets ledere og medarbejdere også reflektere over, at uanset streger og strukturer er faglig dygtighed, flid, omhu og åbenhed over for samarbejde med alle aktører – eksisterende og nye – noget, der også fremover er helt afgørende for, at både sundhedsvæsenet og sundheden fortsat kan udvikles og nå nye mål.
Og så skal vi som ledere, medarbejdere og borgere huske på, som professor Mickael Bech siger, at vi har brug for politikerne til at foretage helt nødvendige afvejninger og prioriteringer på den store samfundsklinge.
