Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Almen praksis – alias den praktiserende læge, alias familielægen – har i regionernes levetid været omstridt. I nogle sammenhænge elsket, men sjældent forstået eller set op til. Måske er det for mange vanskeligt at forstå, hvordan det kan være noget særligt at være speciallæge i almen medicin – de almindelige sygdomstilstande. Indrømmet, det er heller ikke nemt. Men anseelsen har dog i de sidste par år været på vej op.

Mange og herunder formanden for den meget estimerede Sundhedsstrukturkommission har sagt, at lige netop almen praksis er noget af det allervigtigste i et velfungerende sundhedsvæsen. Så forventningerne til, at kommissionen kommer med banebrydende forslag, der sætter almen praksis op på den allerøverste placering på ”pallen”, er store.

Danske Regioner taler om et ”klart placeret ansvar – også for udviklingen af almen praksis”. Det synes Praktiserende Lægers Organisation ikke lyder tiltrækkende. Og heller ikke Kommunernes Landsforening. Til gengæld er der opbakning fra Dansk Industri, der er kommet op på mærkerne.

I dette nummer af torsdag 8:30 giver to aktører fra Honorarstrukturrådet – Leif Vestergaard Pedersen (formand) og Frank Ingemann Jensen (sekretariatsleder) – et markant forslag til den organisatoriske placering af almen praksis i fremtidens sundhedsvæsen.

Selv om deres kronik hviler på både stor respekt for og en dyb kærlighed til almen praksis, vil der være nogen, der absolut ikke vil finde deres tanker spiselige.

Vestergaard og Ingemann giver almen praksis masser af opbakning. Det at vi har et velfungerende nært sundhedsvæsen med kompetente speciallæger i almen medicin er en afgørende krumtap i et som helhed velfungerende sundhedsvæsen. Uden almen praksis ingen kvalitet, ordentlig omsorg eller effektivitet.

De to kronikører giver også almen praksis tilsagn om opprioritering. Der skal flere ressourcer til almen praksis. Også på bekostning af sygehusene, der gennem mange år har fået ”løvens andel” af de midler, der er tildelt sundhedsvæsenet. Og Vestergaard og Ingemann går så vidt som at foreslå, at pengene i fremtiden kun kan gå den ene vej – fra sygehusene til praksis og ikke omvendt.

Og som det mest radikale foreslår Vestergaard og Ingemann for det tredje, at der skal til at være rigtig ledelse i forhold til almen praksis. Gensidig tillid og et positivt samarbejde kan drive udvikling og kvalitet et stykke vej, men heller ikke omkring praksis dur det, at der ikke er mulighed for at træffe beslutninger i sidste ende, selv om der måtte være forskellige meninger om dette eller hint.

Det er et potentielt stærkt Kinderæg at foreslå opbakning, opprioritering og ledelse i forhold til almen praksis. 

Det er tre gode elementer hver især, men sammen er det netop den cocktail, som bør være noget, Sundhedsstrukturkommissionen, regioner, kommuner og sundhedsminister og de politiske partier tager alvorligt i betragtning, når man overvejer organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen.

Vi har som borgere, som samfund og som sundhedsvæsen brug for almen praksis, men vi har også stærkt brug for, at almen praksis får rammer og vilkår, der gør, at de virkelig kan indfri det potentiale, der er og som vi i dag ser konturerne af, men som der i fremtidens sundhedsvæsen er endnu mere brug for.