Valget er overstået, stemmerne talt op, og inden længe, tror vi, har vi en ny regering.
Sundhed var igen i denne valgkamp et af de vigtigste temaer for vælgerne. Helt det samme gjorde sig ikke gældende for politikerne. Sundhed og sundhedspolitik har spillet en bemærkelsesværdig lille rolle i valgkampen. I stedet talte vi om pension og skat, folkeskole, vand, svin – og prisen på hakket oksekød, diesel og benzin. Og naturligvis om, hvem der skal være statsminister.
Jo, et bedaget forslag om sundhedstjek til raske borgere blev hevet op af skuffen. Og sundhedsvæsenet blev også en noget trist brik i udlændingedebatten.
Der var enkelte glimt af opmærksomhed på børnepsykiatrien og mistrivslen, men det er stadig småt med de større visioner for danskernes sundhed.
Det er bemærkelsesværdigt. Særligt når man tænker på hvor store ambitioner, der ellers i den foregående periode har været i forhold til en kommende folkesundhedslov.
Folkesundhedsloven, der forsvandt
I dette nyhedsbrev har en række af landets mest vidende forskere og ledere med forstand på forebyggelse og sundhedsfremme i det seneste år alle argumenteret for en lov med bindende mål, klare ansvarsplaceringer og fokus på outcome frem for hensigtserklæringer. En lov, der tager fat på de strukturelle årsager til dårlig sundhed. En lov, der gør sundhed til et anliggende i alle politikker.
Men i valgkampen? Not so much.
Så hvad nu? Blev det et valg, hvor sundhedsfremme og forebyggelse igen forsvandt ned under den politiske radar? Hvor vi fortsætter med at bruge 97 pct. af sundhedsbudgettet på behandling – og en marginal rest på forebyggelse? Hvor vi taler om ventetider og procesmål, men ikke om at forhindre sygdom i første omgang?
Forebyggelse kræver politisk handling
Mens politikerne diskuterer pension, skat og benzinpriser, stiger uligheden i sundhed. Ikke mindst fordi forebyggelsesområdet er underprioriteret. Vi ved også, at forebyggelse er et centralt element i at skabe et bæredygtigt sundhedsvæsen i fremtiden. Vi ved, at investeringer i tidlig indsats, fællesskaber og lokal kapacitet er det, der på sigt aflaster hospitalerne. Og vi ved, at vi ikke kan blive ved med at reparere os ud af problemerne.
Vi ser tilbage på nogle år, hvor forebyggelse blevet reduceret til mest af alt gode intentioner.
Som ledere i sundhedsvæsenet er vi nu nødt til at insistere på, at forebyggelsen kommer på den politiske dagsorden, og at der i den kommende valgperiode vedtages en folkesundhedslov.
Hvis vi vil et sundhedsvæsen, der ikke kun reparerer, men forebygger, kræver det politisk handling. For sundhed skabes ikke primært i sundhedsvæsenet; sundhed skabes i hverdagen – i skoler og daginstitutioner, på arbejdspladser, i boligområder og i civilsamfundets fællesskaber. Det er her, børn får deres første forspring eller deres første nederlag. Det er her, trivsel eller mistrivsel tager form. Det er her, de strukturelle forskelle for alvor sætter sig.
Det er nu, det nye folketing skal vise, at det vil – også – danskernes sundhed.
