Nedsættelsen af sundhedsstrukturkommissionen både interesserer og bekymrer mange ledere i sundhedsvæsenet. Én bekymring kan være, at der ikke kommer noget ud af arbejdet. En anden at der kommer noget ud af arbejdet.
Den positive vinkel først. Det er da bestemt positivt, at det er besluttet at nedsætte en kommission, der skal tænke sig om. Det må jo – blandt andet – være udtryk for, at regeringen og folketingets flertal ikke har en »silverbullet« eller på dansk: snuptagsløsning, man tror, man bare kan beslutte, som så løser alverdens problemer. Man vil med andre ord have et velovervejet grundlag at beslutte sig på. Alt andet lige må det ses som udtryk for respekt over for både sundhedsvæsenet og den politiske proces.
Så må regeringen leve med beskyldninger om at oprette en syltekrukke, ikke vil tage tyren ved hornene, eller ikke vil gøre det, som er indlysende nødvendigt. Men det er jo urimelige beskyldninger i lyset af, at den omtalte ’silverbullet’ ikke eksisterer.
Men så den negative vinkel. Nogen vil synes, at der er gået lidt selvsving i nedsættelsen af udvalg. Vi er allerede begavet med en lønstrukturkomité og en robusthedskommission, og det er da et respektabelt synspunkt, at nu kan vi vist ikke tåle ret mange flere af den slags.
Til forsvar for lønstrukturkomiteen kan man med rette mene, at den dog trods alt har en afgrænset opgave, så den må der da komme noget konkret ud af, som man kan forholde sig til. Lidt sværere med robusthedskommissionen, der godt nok kigger mere ind i »maskinrummet«, men hvor man – måske – kan se frem til et lidt mere luftigt udkomme, som ikke slår benene væk under nogen. Men indtil videre må tvivlen komme kommissionen til gavn.
Og jeg kom ind i’n fin kommission,
(Admiralens vise, tekst: Jens Louis Petersen)
for i sådan en skal der altid sidde no’ n!
På mit klatpapir jeg tegned’ otte år i træk,
brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.
MEN TILBAGE TIL sundhedsstrukturkommissionen. Den har mindst tre problemer, som gør det svært at blive til en succes i en eller anden forstand.
For det første har den alt, alt for mange opgaver. Der er opregnet ikke mindre end otte områder, hvor den skal komme med vurderinger og anbefalinger – og så skriver man endda »blandt andet«. De er alle sammen fine, om end nogle af dem kan betragtes som vigtigere end andre, men samlet er det en Herkulesopgave, de gæve kommissionsmedlemmer skal løse.
For det andet – og i forlængelse heraf – er der en indlysende fare for, at alt for meget fokus kommer til at ligge på »struktur«. Jo, struktur er også vigtig, men en alt for gold strukturdiskussion, som ikke er forbundet til hverdagens og virkelighedens konkrete opgaver og udfordringer, kan blive … netop gold. Streger på papiret, der beskriver organisationsstrukturer, er ikke nok.
For det tredje taler kommissoriet en lille smule om medarbejdere og ledelse, og der står endda ’ledelse’ to gange i kommissoriet – så fint med det.
Men der er ikke rigtigt noget om den dagsorden, som også regeringen driver frem i regeringsgrundlaget om »frisættelse«. Den er fraværende. Hvor regeringsgrundlaget taler passioneret om, at »regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie«, er det overhovedet ikke en væsentlig dagsorden i sundhedsstrukturkommissionen. Og det er ærgerligt og noget, som mange både medarbejdere og ledere ellers kunne have positive forventninger til.
MEN VERDEN ER vel ikke sat på standby indtil diverse kommissioner barsler? Selvfølgelig ikke. Borgerne skal passes og patienterne behandles 24 timer i døgnet 365 dage om året.
Ledere og medarbejdere kigger med interesse på de tre forpersoner Jesper Fisker, Torben M. Andersen og Søren Brostrøm – og håber på det bedste. Og kommissionerne gør med sikkerhed deres bedste. Hvad det så er, ved vi om tre, seks, ni eller 12 måneder.
