MØD Dan Brun Petersen, 49, som fra 19. august 2025 er konstitueret som direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland. Han er uddannet speciallæge i akutmedicin og samfundsmedicin, og kommer fra en stilling som lægefaglig vicedirektør ved Holbæk Sygehus og har tidligere været ansat bl.a. i Sundhedsstyrelsen.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
»Lige fylder alle aktiviteter omkring almen praksis stort set alt. Jeg er lige trådt ind i min nye stilling og mit primære ansvar er udviklingen af primærsektoren. Jeg er helt bevidst om, at kravet er, at nu skal vi lykkes med at udvikle almen praksis. Det er min allervigtigste opgave i jobbet.
Jeg har også en opgave i samarbejdet med kommunerne i regionen, men her er jeg ikke hovedansvarlig, mere med på holdet. Og det er jo sådan, at kommunerne selvfølgelig også er vigtige interessenter omkring udviklingen af almen praksis.
Det kæmpestore fokus på almen praksis overskygger jo ikke alle vores aktiviteter omkring den øvrige primærsektor. Men realistisk er det sådan, at vi kun i begrænset omfang sætter nyt i gang på de øvrige områder – speciallægepraksis, tandlæger, fysioterapeuter osv. – men vi bygger i høj grad videre på det, der gennem årene er bygget op.
Det er ikke altid let at nedprioritere, men hvis vi ikke kan det, kan vi jo reelt heller ikke prioritere noget op.
Jeg er glad for, at jeg med i bagagen har erfaringer med samarbejde med almen praksis – særligt i forbindelse med det akutte område, lægevagt og den type aktiviteter. Men jeg møder op med en ganske begrænset viden om det overenskomstmæssige og samarbejdet med PLO, så her skal jeg lære nyt. Og der er meget at lære – for eksempel er alle mekanismerne omkring ejerskifte af praksis et spændende område at blive klogere på.
Jeg er en stor beundrer af almen praksis. Ikke mindst det helhedssyn, den praktiserende læge har. Den borger der møder op i praksis er ikke blot en patient, men et helt menneske, som i sit liv har sine egne vilkår og behov. Og jeg beundrer de stærke generalistkompetencer i almen praksis, der giver et stærkt fundament at skabe de individuelle løsninger på.
På nogle områder er det de samme kompetencer, vi har arbejdet med at lære i hospitalernes akutafdelinger.
Som ny i mit nuværende job er det også spændende at komme ind i en del af sundhedsvæsenet, som jeg tidligere mest har set på udefra. Der er nye aspekter og nye kompleksiteter.«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»Det, jeg synes er det sværeste, er også det bedste. Der er de sværeste udfordringer, jeg synes er det mest interessante og det sjoveste.
Jeg er også helt bevidst om, at det at være leder også er at fejle. Det er jo ikke altid, at man – jeg – lykkes.
Fra nogle af mine tidligere funktioner har jeg lært meget af at arbejde med patientsikkerhed. Det er et område, hvor vi er blevet dygtigere til at lære af vores fejl. Det kan være svært at se fejlene i øjnene, men det er meningsfuldt at tage ved lære af dem. Jeg synes, vi har fundet nogle ordentlige og konstruktive måder at arbejde med at blive dygtigere.
Jeg synes, det er et interessant spørgsmål, om ikke vi i ledelse kan lære af patientsikkerhedsarbejdet. Det tror jeg er muligt, selv om jeg er med på, at der er nogle andre vilkår og processer i topledelsesarbejdet. Vi er ikke der i dag. Der er jo ‘møgsager’, og der er sager, der udvikler sig og hvor der skal der findes ansvarlige – som nogle gange gøres til syndebukke, som kan miste deres position eller job. Så med de dynamikker er det næppe overraskende, at der er mindre åbenhed omkring det at lære af sine fejl. Men jeg håber, at vi kan blive ved at ændre på den kultur, der er omkring ledelse, så vi i mere åbenhed kan tale om fejl og lære af fejlene.
Den første gang jeg fik et chefjob, gjorde jeg op med mig selv, at med mit nye job gik jeg ind på et felt, hvor fejl kan medføre, at jeg mister mit job. Ansvaret og konsekvenserne – rimelige eller urimelige – lander hos mig. Men løn- og ansættelsesvilkår for lederne skal jo også helst afspejle de risici, der er ved jobbet.
Når alt det er sagt, så er jeg helt overbevist om, at vi alle har brug for et trygt rum at arbejde i – hvor man ved, at her bakker vi faktisk hinanden op. Også topledere. Og her i Det Nære Sundhedsvæsen oplever jeg en organisation, der også vil mig det bedste.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»For omkring 20 år siden hørte jeg et foredrag af Patch Adams (Dr. Hunter Doherty ‘Patch’ Adams – amerikansk læge og social aktivist, red.), der har lagt en stor del af grunden til hospitalsklovnene. Han begyndte allerede i 1970’erne at bruge humor, klovnekostumer og empati som en del af sin behandling. Jeg hørte ham til et arrangement i Kolding og blev stærkt inspireret af hans foredrag. Jeg fik også signeret en bog af ham, hvor han i dedikationen skrev »Bring joy«.
Så én ting, som jeg er bevidst om, er, at jeg skal prøve at sprede glæde. Og hvis nogen synes, at glæde er for stort et ord, så drejer det sig måske mest om at hjælpe folk med at føle sig tilpas.
Nu går jeg jo ikke med rød næse til dagligt, men for mig drejer det sig om at finde sin indre klovn frem. Vi har jo hver vores måde at bringe glæde ind i hverdagen, og det kan for mig lige så vel være inden for patientbehandling som inden for ledelse.
I stedet for en rød næse, har jeg måske en ræv bag øret. Den kan være med til at bringe en skæv vinkel ind i en samtale eller diskussion. Noget der får os til at slappe af og sænke paraderne – hvis de har været oppe. Jeg tror også på, at man skal kunne grine af sig selv og lave sjov med sig selv. Det virker tit. Ikke altid, men hvis det falder til jorden, så er det jo bare det.
Så jeg gør meget for at skabe den gode stemning. Ikke for at lave sjov med alvorlige forhold, men for at være med til at skabe nogle afslappede rammer, hvor vi kan arbejde og præstere sammen. Det at arbejde med glæde er for mig et alvorligt arbejde.«
Nævn en person eller begivenhed, der blev afgørende for dit karrierevalg
»Én person? Jeg tror, at englænderen Robert Baden-Powell, som grundlagde spejderbevægelsen, har haft stor indflydelse på mange af mine valg. Også i forhold til at vælge ledelsesvejen, for mange af de grundlæggende værdier og ledelsesprincipper i spejderbevægelsen giver også mening i sundhedsvæsenet. F.eks. er det både hos spejderne og i ledelse sådan, at der i en gruppe altid er masser af kompetencer, når bare man kan finde ud af at sætte dem i spil.
Måske er der endda også metodiske ligheder, for begge aktiviteter er i grunden ganske praktiske og bærer begge tit præg af learning by doing.
Spejdernes motto ’Vær beredt’ giver jo også indlysende mening i en del af sundhedsvæsenets akutte arbejde.
Fra jeg var 15 til jeg blev 25, siger jeg i spøg, at jeg var spejder på fuld tid. Og efter nogle år begyndte jeg så at læse medicin i min fritid.
Én begivenhed? Ja, jeg husker tydeligt en bestemt dag, jeg som helt ung læge stod som forvagt i en akutmodtagelse. Det slog mig, at dér stod en af hospitalets mindst erfarne læger – ikke alene, men med det primære ansvar – og skulle finde ud af, hvad vi skulle gøre med de mest akutte og uafklarede patienter. Og det har da siden undret mig, at vi i Danmark skulle være bagud i forhold til mange andre lande, der årtier tidligere fandt ud af at etablere akutafdelinger og et lægeligt speciale i akutmedicin. Men nu er vi heldigvis godt på vej, og forholdene for de yngste læger er allerede meget bedre.«
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
»Jeg synes, at jeg får fundet en ok balance ved at være fleksibel på begge sider. Det er jo en glæde og et privilegium at have et arbejde, hvor du både har indflydelse på, hvad du arbejder med – og hvornår og hvordan du arbejder.
Så selv om der er travlhed, får jeg faktisk prioriteret tid til både kone og børn. Jeg er også et naturmenneske og bruger tit naturen – ikke til maratonløb eller triatlon – men til at komme der, være der og opleve alle de små fornøjelser.
Over tid har jeg lagt mine arbejdsvaner noget om. Tilbage i 2020 arbejdede jeg under første del af covid-19 pandemien i Sundhedsstyrelsen. Der var der virkelig mulighed for at arbejde alle døgnets vågne timer, men i stedet for at bruge alle aftenerne foran computeren frem for med familien, så fandt jeg ud af at bruge nogle af døgnets allertidligste timer til at arbejde. Jeg stod op kl. 4 og lagde nogle timer i arbejdet, og så kunne jeg få familien op og børnene i skole på en ordentlig måde. Til gengæld skulle jeg så også tidligt i seng – lidt en tilvænning for en akutlæge.
Vanen med at stå tidligt op har jeg bevaret og synes, den fungerer godt for mig.
Men jeg har også altid elsket at arbejde om natten, og i den forbindelse er det et privilegium at have evnen til at sove når som helst og hvor som helst.«
Hvis jeg var chef for det hele …
»… så skulle vi glæde os mere over, at vi lever i et fantastisk land og har et glimrende sundhedsvæsen. Ikke at det ikke kan blive bedre, men vi har altså et af verdens bedste sundhedssystemer.
Jeg vil også gerne slå et slag for, at vi ikke hele tiden må tro, at vi kan alt og at vi kan kontrollere alt. Det gælder i livet, men det gælder også i ledelse og i sundhedsvæsenet. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for vores patienter, men vi skal også være bevidste om, hvornår bivirkninger og skader kommer til at dominere. Så vi skal blive dygtigere og mere omhyggelige med at bremse os selv, så vi ikke glider ud i overdiagnosticering og overbehandling.
Hvis jeg var chef for det hele, ville jeg også gerne, at vi blev bedre til at tale mere åbent om vores erfaringer og vores fejl. Vi er kommet et stykke vej med f.eks. at tale om samfundets og sundhedsvæsenets erfaringer fra pandemien, men der er et stykke vej endnu. Vi gjorde en kæmpe indsats og meget var godt, men noget – også i sundhedsvæsenet – var jo også forkert.
Grundlæggende må vi acceptere, at livet er uperfekt, og det er mange af vores løsninger derfor også.
Men vi skal gøre os umage for at gøre tingene endnu bedre. For at slutte i spejderbevægelsen, så er jeg også oprigtigt optaget af det, Baden-Powell skrev i sit afskedsbrev: Vi skal efterlade verden et bedre sted, end vi fandt den.«
