Hvad er det sværeste ved at være leder?

LEDERDette spørgsmål har vi stillet mange ledere i nyhedsbrevet Torsdag 8:30, og af svarene kan vi udlede, at ingen bliver leder fordi det er let. Men de ved også, hvad drivkraften så er. Peter Mandrup Jensen fra DSS finder tværsnittet i vores interviews med topledere i sundhedsvæsenet.

Ingen bliver leder i sundhedsvæsenet, fordi det er let.

Det fremgår tydeligt af de interviews – Q&A kalder vi dem – som vi løbende bringer i dette nyhedsbrev med ledere i det danske sundhedsvæsen. 

Er du blevet leder, fordi det er svært? Måske. Det ér i hvert fald svært.

Ledelse i sundhedsvæsenet handler om at skabe mening i forandringer, prioritere knappe ressourcer, træffe beslutninger på et ufuldstændigt grundlag og finde balancen mellem inddragelse og fremdrift. 

Og god ledelse handler i høj grad om mennesker, relationer og ansvar. Hør bare hvad Jesper Lihn sagde i vores Q&A den 4. marts 2026:

»[Vi skal] sikre den bredest mulige inddragelse, men samtidig også kunne agere med det tempo, som kræves. Jeg har – som mange andre ledere – et ønske om at involvere alle de relevante for at finde de bedste løsninger. Men jeg ved jo også, at involveringen kræver meget tid og kan blive omfattende og langstrakt. Nogle gange er det helt afgørende med inddragelse, andre gange skal vi turde komme hurtigere i mål.«

Har valgt og er blevet valgt

Du har valgt at blive leder, og du er blevet valgt til at være leder. Begge dele forpligter. Ikke mindst fordi ledelse gør en forskel for organisationen, der skal drives og udvikles, for kollegerne, der hver dag skal lykkes med deres arbejde, og for borgerne og patienterne, som i sidste ende er grunden til, at vi er her.

Ledelse handler om styring og beslutninger. Men god ledelse handler først og fremmest om at skabe retning, mening og vilkår, så andre kan lykkes. Det handler meget om, at du kan stå i kompleksiteten uden at miste blikket for formål og retning.

Hvis du er som de fleste ledere, vi har interviewet til nyhedsbrevet, kender du følelsen af ikke at kunne nå alt det, du gerne vil. Af altid at kunne have gjort lidt mere eller lidt bedre. Det er en del af vilkåret. Men det er sikkert også en del af drivkraften. Her er, hvad Klaus Larsen sagde til os 25. februar i år:

»Jeg er ualmindelig ambitiøs. Ikke på egne vegne, men på min organisations og på det danske sundhedsvæsens vegne. Men jeg synes, det er svært at nå alt det, jeg gerne vil. Og der er altid lidt der nager, for jeg vil altid gerne lidt mere.«

Måske er det netop derfor, ledelse som regel opleves som meningsfuldt. Fordi det giver mulighed for at bidrage til noget, der ligger ud over dig selv. 

Ledelse er ikke a-walk-in-the-park. Men det skal det heller ikke være. Det accepterer de ledere, vi bringer interviews med, da også alle uden undtagelse.

Sorrig og glæde …

Det er en fornøjelse, at så mange kompetente og reflekterede ledere har lyst til at fortælle til nyhedsbrevet om deres opgaver, overvejelser, bekymringer og dilemmaer, men også om den glæde og mening, de finder i lederrollen. For selv om ledelse ofte handler om svære valg og prioriteringer og et ansvar, der til tider kan føles tungt, er det samtidig en mulighed for at gøre en positiv forskel.

Når ledelse lykkes, skaber den ikke alene bedre vilkår for organisationen og kollegerne, men bidrager også til bedre oplevelser og resultater for de patienter og borgere, som sundhedsvæsenet er til for. 

Det er et stort ansvar at bære, men også et privilegium. Og måske er det netop derfor, så mange fortsat vælger ledelsesvejen: fordi den giver mulighed for at bidrage til noget, der rækker ud over den enkelte leder.

Det er netop DSS’ raison d’etre at være forum for overvejelser om alt det ovenstående. Og det vil glæde redaktionen af nyhedsbrevet, hvis flere læserne vil indsende forslag til ledere, der kunne være spændende at læse interviews med. Sig til! Næsten alle, vi spørger, stiller op!

Mere om forfatterne