Christina Svanholm, 40, speciallæge i almen medicin (2017), Nysted Lægehus, 4.100 patienter, to kapaciteter (lægelicenser). Ansatte: To deltidslæger (samlet en stilling), en KBU-læge, en medicinstuderende, to sygeplejersker, en sosu-assistent, en jordemoder, en fysioterapeut, to sekretærer, to rengøringsassistenter. I alt 13 ansatte på varierende timetal.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
Det gør sygdom i personalegruppen. Med en langtidssygemeldt kollega er vi kommet bagud og arbejder på at gnave arbejdsbyrden af. Heldigvis har Anders (Beich, praktiserende læge på deltid, red.) netop meldt ud, at han gerne vil blive her. Det giver ro i maven. Jeg bruger også en del tid på at skabe interesse for at arbejde i yderområder – jeg holder oplæg, giver interview og skriver klummer. Jeg prøver at skabe en positiv og realistisk stemning, for jeg holder virkelig af mit arbejde med en gruppe patienter, som har komplekse men også spændende sygdomsbilleder.
Hvad er det sværeste ved at være leder?
Jeg forventer en pæn portion idealisme af andre og bliver nogle gange skuffet, hvis folk ikke brænder ligeså meget som mig. Det er også svært, når arbejdspresset gør, at jeg ikke kan involvere personalet så meget som jeg gerne vil. Bare en enkelt sygemelding udover den, vi har i forvejen, kan sende os i knæ. Så bliver patienterne frustrerede, det rammer personalet, som bliver kede af det, og så bliver det en ond spiral.
Hvad gør du anderledes som leder?
Jeg er meget personlig og tillidsbaseret. Jeg holder ikke øje med, om folk arbejder i det aftalte antal timer. Jeg forventer meget og får meget – det oplevede jeg f.eks. da vi overnight overtog 2.000 patienter fra en 75-årig læge. Da kom de ansatte på en fridag uden løn med deres mænd og malede klinikken og gjorde klar. De engagerer sig 100 pct. i klinikken og det er fantastisk. Jeg er så småt ved at lære at ansætte de rette og ikke stirre mig blind på idealisme frem for kvalifikationer. Jeg vil ikke gå væk fra det personlige og tillidsbaserede, men jeg har derfor fået mig en erhvervscoach, som giver mig nogle værktøjer. Jeg ved at uddanne min sekretær til praksismanager, så hun kan håndtere en del af det administrative, det forventer jeg mig meget af. Det er jo faktisk en stor butik med 13 ansatte, hvis man tæller rengøringsfolkene med – og det gør jeg.
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg
Det må være min tutorlæge, da jeg var i introstilling i Køge, Pia Koefoed (praktiserende læge i Køge, red.). Hun har en rigtig god kontakt til andre mennesker og har skabt et dejligt arbejds- og uddannelsesmiljø med højt til loftet. Jeg var hos hende i et halvt år og er inspireret af hendes faglige nysgerrighed og menneskelige nærvær.
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
Arbejdet fylder for meget. Det er jeg smerteligt bevidst om. I dag har jeg for første gang taget en fridag – det er min datters fødselsdag. Jeg har en datter på 20 og to børn på 11 og 14, som jeg har hver anden uge, og jeg prøver at arbejde meget mindre, når de er hos mig. Vi er glade for naturen og tager ofte på vandretur i Sverige, på skiferier og bruger i det hele taget naturen. Også haven, som jeg er vild med. Og den er ‘vild med vilje’…
Jeg er kommet til et sted i livet, hvor jeg er blevet mere dødelig og bekymret. Det er sket efter jeg blev 40 og i øvrigt mistede en god veninde. Men det er fortsat min filosofi ikke at være bekymret.
Hvis jeg var chef for det hele, så …
… ville jeg etablere et politisk prioriteringsinstitut. Vi har brug for at se på incitamentsstrukturen i hele sundhedsvæsenet og skabe et mere tillidsbaseret væsen. Der mangler politisk set tillid til, at sundhedspersonalet gør deres arbejde godt, og derfor har vi brug for en forventningsafstemning: Hvad skal vi bruge vores sundhedskroner til og hvordan sikrer vi, at de der har størst behov, får mest?
