MØD Lasse Plougstrup Hansen, 59, hospitalsdirektør, Regionshospitalet Gødstrup, siden 1. januar. Mangeårig HR-chef i Hospitalsenheden Vest. Master i Public Governance, strategi- og kulturanalyse kombineret med samskabelse, Aalborg Universitet. 4.000 medarbejdere og et budget på 2,8 mia. kr. (2025).
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
»Jeg er i et hæsblæsende introforløb på femte måned som hospitalsdirektør, hvor jeg kommer rundt på afdelingerne for at få en dybere klinisk forståelse.
Der er arrangeret to-tre timers ophold i forskellige afdelinger, og det giver mig mulighed for at få den nødvendige viden, som er nyttig at afgive for afdelingerne og for mig at opsamle. Det er sådan en slags Tour de Chambre, og jeg kan love dig for, at selvom jeg troede at jeg vidste en masse om hospitalets indre logik, så har det mest være på det relationelle plan.
At se apparaturet og møde personalet giver et helt andet vue på arbejdet. Hvad betyder det, når man siger skopifunktion – er det noget alle kan udføre eller mangler vi folk?
Når jeg går hjem er jeg opløftet i mit 59 år gamle hoved, for arbejdet på hospitalet udføres af sundhedsprofessionelle med stor passion. Ikke at jeg er overrasket, men det er rart at opleve i praksis og se og fornemme. Jeg er voldsomt duperet.
På mit bord ligger også konkrete opgaver, og det handler ikke mindst om en hastigt voksende indsats for at føre sundhedsreformen ud i livet. Vi har den første spæde dialog med kommunerne om de kommende processer, og derudover skal vi integrere og ligestille psykiatri og somatik fra januar.«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»Der er mange ting, som er svært.
Jeg synes eksempelvis, at det er en udfordring at skulle lede gennem andre ledere. Det ligger dybt i mit DNA at stole på andre mennesker, så det handler nok mest om, at jeg ikke selv skal gøre arbejdet. Jeg skal turde at give slip og ikke hele tiden spørge, om de har styr på det. Og så vise, at jeg tror på det, og at jeg bliver glad, når det sker i praksis.
Det kan også være svært at være til stede i nuet, når der er mange forskelligartede opgaver med forskellige perspektiver, både strategisk og lidt mere praktisk. Jeg har stadig opgaver på praktisk niveau, men arbejder også strategisk og taktisk, og det kan være svært at skifte fra sekund til sekund.
Her er det vigtigt med noget så simpelt som kalendergymnastik, så jeg kan møde ind med et bestemt mindset: I dag handler det om driftsmæssige opgaver for en bestemt del af organisationen. Eller: I dag er det en dag med ‘langsom tid’, hvor vi skal tænke os om i stedet for at handle.
Mine menneskelige forudsætninger for at være leder er ikke bedre end andres, så for mig handler ledelse eksempelvis om at have flair for den konkrete kontekst og have stor grad af relationsforståelse.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Jeg prøver på ikke at sætte mig selv først, og konkret skal jeg oprigtigt øve mig i at snakke mindre.
Så jeg er mere lyttende og forsøger at være nærværende. Jeg har altid mødt til tiden, været velforberedt og har engageret mig i indholdet. Jeg er kommunikativt til stede – og så bliver jeg til mødet er forbi.
Jeg forsøger at udleve min personlighed gennem min lederstil og være opmærksom og anerkendende. Det gælder også når jeg skal holde oplæg, hvor jeg er spontan og bruger humor som en del af indholdet. Det handler om at åbne dialogen – og denne kompetence besidder jeg og anvender i praksis.
Jeg kan godt belønne modspil, men jeg skal være ærlig at sige, at det nok især er, når jeg er ramt af overskud. Vi er alle enormt nemme at aflæse – også jeg – og hvis jeg kommer ind og lynhurtigt begynder at sætte retning, så bliver jeg gennemskuet med det samme.
Jeg er et kendt ansigt kendt på hospitalet, og de mange års funktion som HR-chef følger med mig ind i det nye job og ansvar. Jeg er bevidst om dette vilkår, og søger at bringe erfaringer fra det tidligere arbejde ind i mit nye virke.
Jeg tænker selv, at det er en hjemmebanefordel, at jeg kender hospitalet så godt, idet der ellers ville gå en rum tid, inden at den nødvendige viden var opsamlet.
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg
»Marie Danielsen på Holstebro Sygehus har betydet meget for min karriere. Hun var hospitalsdirektør og min faglige mentor. En klog kvinde, 25 år ældre end mig, og i stand til at sige: Nu klapper du i, makker, og gør som jeg siger. Så får du succes.
Hun var god til at sætte retning, og jeg erfarede, at 90 pct. af resultatet er båret af processen. Det handler helt klassisk om, at de, der skal opleve resultatet, også skal føle sig som en del af det. Men det handler også om at kunne se anderledes på det – om at stoppe og se om man skal gå en anden vej. Egentlig er det som taget ud af en lærebog, men det virker.
Jeg har oplevet at have fejlet, når jeg har haft fokus på mig selv i stedet for processen. Et eksempel er, da vi indførte en ny lønmodel, hvor det var svært at få udført i praksis. Jeg var den ansvarlige og havde nok min egen dagsorden, så det gik ikke alt for godt. Det var en tid, hvor der var maksimal pres på, og som også smittede af på familien.
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
»Den er faktisk ok. Med årene er jeg blevet bedre til at give mig selv fri til fritid. Måske har det noget med alderen at gøre og bevidstheden om, at den dér familie betyder noget.
Det lyder sikkert pudsigt, men det er faktisk blevet muligt for mig med årene at få en god balance arbejdsmæssigt. For 20-25 år siden var jeg på vej til at skabe karriere og brugte mange arbejdstimer på den del af mit liv. I dag er min kone og jeg et andet sted – vi hænger ikke længere i den klokkestreng, at vi skal være nede i børnenes klub og fritidshjemmet kl. 16.
I dag kan jeg gøre helt andre ting i tidsrummet fra kl. 16 til 18. Her kan jeg løbe en tur eller gå til badminton eller gå en tur. Vi kan også gå i biografen eller teatret eller sidde og drikke kaffe på en cafe. Hvis det er nødvendigt, kan jeg bare tage en times arbejde om aftenen.
Jeg har i mange år spænet rundt i alle mulige idrætshaller med børnene, men nu er jeg begyndt at gå med metaldetektor og jokker rundt på en eller anden bondemands marker. Jeg har ikke fundet noget endnu, men jeg har fundet ro.
Og så er der børnebørnene… Dem kan og vil jeg ikke slippe for, for de bor hjemme hos os sammen med deres forældre. Vi har tre børnebørn på henholdsvis treethalvt år, halvandet år og tre måneder.
Lørdag morgen kl. 6.30 står William ved sengen: »Farfar lege!«
Hvis jeg var chef for det hele …
»… så ville jeg sørge for, at de gode relationer skaber de gode resultater. Vi skal have et fælles mantra om at kigge længere end egen næsetip. Hvad er fællesskabets præmis og behov frem for mig selv?
… Så ville jeg anerkende de unge i at være så dygtige, så dygtige til at kommunikere og fortælle, hvad de har i deres hoveder, og forstå sammenhænge. Meget dygtigere end vi var. Men hvor stiller de unge også mange krav. Viden giver forstand og generer krav.
Men de unge besidder også en kraft, som er rigtig god – de er med til at ‘forstyrre’ et hospital. Det er megaforstyrrende, men vi har brug for det, så vi ikke kommer i en situation, hvor det gængse svar er: Det har vi prøvet før.
Et hospital hviler på rutiner og gentaget praksis og det klarer sig bedst, når man har gjort ting mange gange. Hvis der så kommer unge mennesker og stiller spørgsmålstegn ved den gængse praksis, bliver vi udfordret i vores bevidsthed. Det kræver sørme noget af alle ansatte og også mig.«
