»Kompleksiteten er enormt motiverende at arbejde i«

Q&ASygeplejefaglig direktør Rikke Petersen Ravn er fascineret af, at det som giver grå hår i hovedet også er det, som driver værket. Hun havde ingen planer om at blive leder, men sagde ja tak til en konstituering for at hjælpe. Det har hun ikke fortrudt.

MØD: Rikke Petersen Ravn, 46 år, sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Nordjylland. Master i offentlig ledelse (MPG). 1.228 medarbejdere og et budget på 889 mio. kr.


Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?

»Jeg har netop rundet de første fem måneder i rollen som sygeplejefaglig direktør. I den første periode har jeg selvfølgelig haft fokus på at tage de mange nye indtryk ind og skabe overblik over, hvad organisationen kalder på lige nu og hvad der er af behov på den lidt længere bane. 

Der er heldigvis masser at tage fat på og gode folk at gøre det sammen med. Og så glæder jeg mig over kollegaskabet i Psykiatriledelsen med mine to kolleger Jan og Tina (psykiatridirektør Jan Mainz og lægefaglig direktør Tina Gram Larsen, red.). Det at arbejde med ledelse som team er der for mig rigtig meget arbejdsglæde i.«

Hvad er det sværeste ved at være leder?

»Det er at finde balancerne mellem konkurrerende dagsordener i en tid, hvor ressourcerne er knappe, og hvor strukturer og vilkår er under forandring: Vi skal levere sundhedsydelser af høj kvalitet, som lever op til organisationens og samfundets forventninger, samtidig med, at vi skal levere med høj effektivitet, så vi sikrer økonomioverholdelse og lever op til optimeringskrav. Det stiller jo enormt høje krav til lederes evne til at navigere i kompleksitet og organisatoriske spændingsfelter. 

Det interessante er, at det, der nogle gange næsten kan give én grå hår i hovedet, ofte også er det, der driver værket – kompleksiteten er jo samtidig enormt motiverende at arbejde i.«

Hvad gør du anderledes som leder?

»Jeg ved ikke, om det, jeg gør, er så meget anderledes. Jeg forsøger hele tiden at udvikle mig og tage læring med mig i lederrollen. For eksempel kan jeg opleve mig meget inspireret af at observere, hvad andre ledere er gode til og at trække læring derfra ind i mit eget lederskab. 

Hvis jeg lytter til, hvad andre bemærker hos mig, så beskriver de ofte, at jeg udstråler ro, sikkerhed og nærvær, og at jeg er god til at skabe et rum, hvor man oplever sig lyttet til og involveret. Det er noget, jeg prioriterer, fordi det er vigtigt for mig at have føling med organisationen – jeg ser det som en forudsætning for at skabe fællesskab om og bevægelse mod de strategiske målsætninger.«


Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg

»Min vej ind i ledelse opstod, da jeg i en brydningstid i børne- og ungdomspsykiatrien blev tilbudt en konstituering i en lederstilling. Jeg havde på det tidspunkt hverken planer eller tanker om at blive leder, men takkede ja til opgaven, fordi jeg gerne ville bidrage til at hjælpe organisationen på fode igen. 

Det har jeg aldrig fortrudt og jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik muligheden.«


Beskriv din balance mellem arbejde og fritid

»Jeg brænder jo meget for mit arbejde. Det er noget, jeg lægger meget tid og energi i samtidig med, at det giver mig enormt meget energi. Men det har altid været helt afgørende for mig, at børnene trives, og at vi som forældre har været der for dem. Børnene er 15 og 17 år i dag, og selvom de ikke er små længere, er det stadig vigtigt, at der er tid til at tale om, hvordan dagen er gået, lave noget sammen eller støtte op om fritidsjob, skole eller fritidsaktiviteter. Familien kommer først. 

I perioder synes jeg, det kan være udfordrende at finde den rigtige balance, men det er noget, jeg øver mig i hele tiden, og det er nok også noget, der er blevet lettere med årene.«


Hvis jeg var chef for det hele, så …

»… så ville jeg sætte psykisk mistrivsel hos børn og unge på dagsordenen i samfundsdebatten. At emnet optager mig, hænger jo nok også sammen med de forskellige områder, jeg har beskæftiget mig med, både som sygeplejerske og leder.

Noget af det, vi mangler viden om i dag er, hvorfor psykisk mistrivsel hos børn og unge er blevet et af de mest alvorlige folkesundhedsproblemer. 

Det er en trist udvikling, og når vi læser ind i den seneste tids rapporter fra Sundhedsstrukturkommissionen og Robusthedskommissionen, så oplever jeg, at der mangler et perspektiv på forebyggelse. Og det synes jeg er et kæmpe problem. 

Det udgør en potentiel bombe under vores samfund og det aktuelle arbejde med at finde løsninger på ‘den dobbeltdemografiske udfordring’. Så det vedrører os alle og kalder på en samfundsdebat. Og den debat ville jeg sætte på dagsorden, hvis jeg var ‘chef for det hele’.«

Mere om forfatterne