Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Hvordan ser en offentlig sektor ud, når vi tør frisætte den? Det spørgsmål står centralt i antologien ‘Frisættelse. Hvad har vi lært? Og hvad nu?’. 

Bogen er både en tilstandsrapport og et idékatalog, hvor 13 bidrag fra forskere, konsulenter og kommunale praktikere belyser erfaringerne med og perspektiver på frisættelse. Den stiller skarpt på den aktuelle længsel efter mindre styring, mere tillid – og ikke mindst mere meningsfuld offentlig ledelse.

Antologien placerer sig tydeligt som et indspark i det paradigmeskifte, der for alvor har taget fart i den offentlige debat: bevægelsen væk fra detailstyring og måltyranni. Som rådmand Christian Budde (V) skriver i forordet, er frisættelse ikke et quick fix, men en langsommelig bevægelse fra kontrol til læring – og fra dokumentation til dømmekraft. Det er et sprogskifte, hvor ledere ikke blot forvalter regler, men skaber rum for handling, ansvar og faglighed.

En af bogens særlig stærke pointer er, at frisættelse ikke er fravær af ledelse, men en ny form for ledelsesopgave, hvor både facilitering og tydelige beslutninger skal kunne balanceres.

Fem spor og mange stemmer

Bogens første del introducerer de fem spor i frisættelsen: Færre regler, mindre dokumentation, fra detailmål til formål, tillidsbaseret kultur og eksperimentel tilgang. 

Disse spor udfoldes konkret gennem kommunale cases fra bl.a. Viborg, Helsingør, Middelfart og Esbjerg. Her møder vi frontlinjeledere og medarbejdere på dagtilbudsområdet, skoleområdet og ældreområdet, der navigerer i en ny virkelighed, hvor frisættelse både åbner muligheder og skaber usikkerhed.

Et af bogens mest interessante bidrag er opgøret med forestillingen om, at frisættelse blot handler om at ‘fjerne regler’. I stedet viser bogen, hvordan succesfuld frisættelse kræver:

• Ledelsesmæssigt mod og kulturarbejde.
• Tæt borger- og medarbejderinvolvering.
• Tålmodighed med, at nye praksisformer udvikler sig over tid.

Der ligger her en implicit læring i forhold til de statslige reformstrategier: Frisættelse virker bedst, når den ikke påtvinges ovenfra, men vokser nedefra – som samskabt og kontekstuelt forankret praksis.

Ulighed og borgerperspektivet?

På trods af bogens solide og praksisnære bidrag, kan man savne en mere grundig analyse af frisættelsens betydning for social retfærdighed og ulighed. Denne læring kunne være særlig relevant at gribe i implementeringen af sundhedsreformen, der på helt nye måder fordrer samspil mellem stat, regioner og kommuner. Hvilke borgere får gavn af frisættelse – og hvem risikerer at blive tabt i en ny autonomi-fortælling? Denne vinkel forbliver underbelyst i en bog, der ellers favner mange perspektiver.

‘Frisættelse’ er nødvendig og praksisnær antologi, der giver frisættelsen et sprog og en retning. Den er særligt relevant for studerende, forskere og praktikere inden for offentlig forvaltning og politologi. 

Den giver ikke bare indblik i et politisk initiativ, men åbner også for grundlæggende spørgsmål om styring, ledelse, faglighed og borgerinddragelse. Bogen kan med fordel læses i undervisning på samfundsvidenskabelige uddannelser og bruges som refleksionsgrundlag i efteruddannelse af offentlige ledere.