I august blev det offentliggjort, at jeg valgte at stoppe som administrerende direktør for LIFE Fonden for at begynde som sygeplejestuderende. Jeg vidste godt, at det ville vække lidt opsigt, men at det ryddede mediefladen kom simpelthen bag på mig.
Vel er det usædvanligt, at en direktør stopper i et virkeligt godt job for at begynde forfra på en ny uddannelse og dermed en anderledes karriere. Men alligevel. To reaktioner gik igen: Hvorfor vælge netop sygeplejerske, der både har elendige arbejdsvilkår og ditto løn? Og hvorfor vælge at træde helt ned af karriere-hierarkiet og blive studerende forfra i stedet for et sporskifte opad.
Samtidig blev jeg også omfavnet af den største love-storm på mine sociale medier, som jeg nogensinde har prøvet. Masser af hilsner, likes og kommentarer om et modigt valg (det synes jeg egentlig også selv – måske også et dumdristigt valg). Mange sygeplejersker der var glade over, at jeg havde valgt ’dem’ og deres fag, som de er enormt stolte over og synes giver dyb mening med masser af faglig udvikling og valgmuligheder. Her kom en – oplevede de – som talte faget og mulighederne op i stedet for alene at fokusere på dårlige løn- og arbejdsvilkår.
Der har selvfølgelig også været røster om, at jeg bare skulle vente og se. Når jeg oplevede faget rigtigt ’ude i virkeligheden’, ville min begejstring nok dampe af. Eller at jeg var hyret ind til at lave en kampagne, hvilket jeg her stilfærdigt vil afkræfte. Det er mit eget valg.
Jeg blev ret begejstret over mit eget nytårsforsæt
Jeg har valgt at læse til sygeplejerske, fordi jeg har lyst. Jeg har altid syntes, at sundhedsområdet er både spændende og vigtigt. Men jeg havde ikke en forestilling om, at det rent faktisk var muligt at uddanne sig på ny. Mit held i uheld er, at det er muligt at tage en ny videregående uddannelse, selvom jeg har en i forvejen (bachelor som scient.pol. og kandidat i kommunikation), hvis der er ledige pladser på en uddannelse. Det er der på sygeplejeuddannelsen de fleste steder i Danmark. Det burde jo være en uddannelse med høj søgning, men sådan har det desværre ikke set ud i en del år.
Lad mig begynde med karriereskiftet ’nedad’. Hvorfor vælge at starte forfra som 58-årig og ikke bare tage et par år mere som direktør, og så trappe ned med et par bestyrelsesposter, en god pensionsopsparing og meget bedre tid til en tredje alder uden for det ordinære arbejdsliv?
Men jeg er slet ikke der. Jeg kan lide at arbejde. Være en del af et arbejdsfællesskab, og ser også mig selv som en, der bidrager til samfundet, så længe jeg er rask og rørig. Så mit valg er med det lange lys på, og medmindre jeg rammes af en sygdom – og risikoen øges unægteligt i årene frem, men det må jo vise sig – ser jeg for mig, at jeg er aktiv på arbejdsmarkedet til jeg bliver omkring de 70 år. Bare for at give et perspektiv.
Faktisk lavede jeg et nytårsforsæt for mig selv for nogle år siden om, at jeg gerne ville blive 100 år. Vel vidende at jeg kunne blive ramt af en akut tarmkræft som min mor, da hun var 66 år, og døde i løbet af tre måneder. Men det var ret begejstrende for mig selv med det nytårsforsæt. Så havde jeg jo næsten halvdelen af mit liv tilbage.
Nu er det tid til nogle helt andre balancer
Skal jeg arbejde i mange år endnu, skal det ikke være som leder. Det er en af konsekvenserne af mit nytårsforsæt sammen med beslutningen om at skifte spor. Jeg har altid arbejdet meget, som krævende lederjob medfører. Jeg kan også lide det og har været glad for alt, hvad jeg har lavet både som politiker, minister og direktør. Men jeg er nået frem til, at mit liv skal have nogle andre balancer med mere plads til relationer:
Min mand – vi mødte hinanden for fire år siden. Mine børn og børnebørn – jeg har tre nu. Vores venner. Bruge byens kultur og liv. Lange vandreture – min hobby. Det ville kræve et sporskifte. Men stadig på en måde, hvor jeg kan bruge min erfaring på arbejdsmarkedet og være en del af et arbejdsliv, men inden for almindelig arbejdstid. Mine børn er for længst voksne, så for mig vil skiftende arbejdstider ikke være en udfordring, fordi jeg så får fri på andre tidspunkter.
Tre vigtige erfaringer efter det første semester
Jeg har været studerende siden 1. september på Københavns Professionshøjskole Nordsjælland i Hillerød. Det er sjovt at være sammen med unge mennesker, og de er herligt uimponerede over, hvad jeg har lavet tidligere.
Jeg har også haft fornøjelsen af at være på min første treugerspraktik på Rigshospitalets Center for kræft og organdonation på ambulatoriet for blodsygdomme. Jeg er stærkt begejstret. Hvis jeg skal samle op på tre erfaringer her fra mit første semester, er det høj faglighed i uddannelsen, dygtige og erfarne sygeplejersker som undervisere, og vekselvirkningen mellem praktik og teori hele vejen igennem.
Jeg er for det første positivt overrasket over, hvor mange timer vi har på uddannelsen og den høje faglige forventning. Ser man på f.eks. lærer- og pædagoguddannelsen, er der desværre ikke nær så mange ’rigtige’ timer med holdundervisning. For meget undervisning gennemføres stadig som egen tid eller studiegruppens tid. Men det gør en kæmpe forskel at have undervisning i klassen med studerende og i dialog med underviserne.
Vi har et solidt pensum, vi skal læse inden for en række faglige felter lige fra anatomi og fysiologi til sygdomslære, mikrobiologi og videnskabsteori. Det sidste er jeg spændt på. Sygeplejerskeuddannelsen er tidligere blevet kritiseret for at være blevet alt for teoretisk og med for stor vægt på videnskabsteori frem for praksisnær sygeplejeteori. Det har jeg til gode at finde ud af. Men jeg håber virkeligt, at balancen hele vejen igennem tipper til praksisnær faglighed.
Det er godt, at der er mulighed for at læse videre med en professionsbachelor i hånden. Men uddannelsen skal tilrettelægges efter det store flertal, der drømmer om en god uddannelse som sygeplejerske – og ikke de relativt få, der vælger en kandidatuddannelse. Til gengæld glæder jeg mig over, at det ser ud til, at der er fine muligheder for faglig efteruddannelse og specialisering som sygeplejerske.
Underviserne har erfaring fra det praktiske liv
For det andet vil jeg fremhæve de dygtige undervisere, jeg har mødt. Det er erfarne sygeplejerske, der har været mange år ude i praksis og inden for hele viften af det store og spændende jobområde, der er som sygeplejerske: Hjemmeplejen, sygehus, plejehjem, psykiatrien, almen lægepraksis, den private lægemiddelsektor mv.
De er virkeligt gode til hele tiden at koble den sygeplejefaglige teori sammen med anvendelsen i praksis. For de kender til den! Det kan lyde indlysende, at man har den kombination som underviser på en professionsuddannelse. Men det gør sig f.eks. ikke gældende på lærer- og pædagoguddannelsen. Her er der mange undervisere, som har en universitetsbaggrund, men ikke har været udøvende inden for faget i praksis. Det styrker ikke relevansen af undervisningen.
Indimellem tænker jeg efter at have læst dagens 60 siders lektier om nyre- og urinveje, at det er godt nok svært stof. Jeg har stort set ikke haft noget naturvidenskab hverken i mine tidligere job eller tilbage i gymnasietiden, hvor jeg var samfundssproglig student. Men det er godt – og spændende – at stå fagligt på tæer og have tiden til at fordybe sig i et nyt studieområde. Vores undervisere viser os hele tiden broen fra det teoretiske stof til, hvad vi som sygeplejerske skal bruge det til:
At indgå i tværfaglige teams også med de andre sundhedsprofessionelle. At have lysten til og kunne forstå hinandens verdener og kunne oversætte det til patienter, borgere og pårørende. Og for vores vedkommende som sygeplejerske at kunne omsætte det til sygeplejefaglige indsatser i hele sin bredde. Det giver rigtig god mening for mig og gør, at jeg tror på, at det skal jeg nok komme til at lære.
Teori og praksis på hvert semester – sikke en gave
Og dermed til min tredje erfaring: Praktikken. Sygeplejeuddannelsen er den professionsuddannelse, der har mest praktik. Cirka halvdelen af tiden. Tænk hvilken gave, at vi hvert semester både læser teori og får den prøvet af i praksis.
Som nævnt har jeg været i min første korte praktik på ambulatoriet for blodsygdomme på Rigshospitalet. Selvom det primært er en observations-praktik, hvor jeg fulgte min daglige vejleder – en erfaren sygeplejerske fra afdelingen – gav det virkeligt meget. Han var god til at fortælle og lade mig være med i så meget som muligt. Mest ved at se, men også med flere mindre opgaver undervejs, så jeg f.eks. nu er blevet ekspert i at tage en EWS! (Early Warning Score, red.)
Rigshospitalet giver en virkelig god introduktion til holdet af nye praktikanter. Både med information inden start. Fælles intro ved start. Og opfølgning undervejs. Jeg oplevede også et godt kollegialt fællesskab i min afdeling og tid til os praktikanter på trods af travlhed. Det gør en verden til god forskel at blive mødt sådan, og min lyst til at blive sygeplejerske er kun blevet endnu større.
Desværre ser det ikke sådan ud hos alle mine medstuderende. Der var også historier om praktiksteder, hvor den daglige vejleder ikke havde tid til at have den studerende med eller var væk den første uge på kursus uden anden ansvarlig. Hvor der ikke var en introduktion til området på stedet, og man selv skulle finde ud af, hvad man egentligt skulle gøre. Hvor praktikanterne skulle spise frokost for sig selv, fordi man ikke blev inviteret til at spise frokost med personalet (det er mig fuldstændigt uforståeligt, at man kan få den tanke på en arbejdsplads, der selv har sagt ja til praktikanter).
Hvis vi ser på det store samfundsmæssige problem at for få har lyst til at søge sygeplejeuddannelsen, er der mindst to steder, hvor det kan gå galt: Hvis man oplever at undervisningen og studiefællesskabet ikke er godt, og hvis man dernæst også oplever, at praktikstedet ikke tager godt imod en. Sidste år var frafaldet på sygeplejeuddannelsen efter et år på knap hver femte studerende.
Men jeg kommer til at fortsætte og kan nok også godt klare mosten, hvis jeg kommer ud i en dårligt forberedt praktik. Alene af den grund, at det vil jeg tage fat i og adressere overfor de rette. Det er bare ikke alle nye og unge studerende, der tør det.
Er det muligt at motivere flere voksne til at blive sygeplejerske?
Og dermed til min sidste overvejelse, jeg har lyst til at tage med her: Er der en uopdyrket vej ved at motivere flere ældre voksne til at blive sygeplejerske, ligesom mit eget valg?
Det er svært at uddanne sig forfra på grund af økonomien. Jeg har været så privilegeret at have råd til at spare op til at uddanne mig på ny. SU’en er røget, men min mand har en indkomst. Vi har sørget for at spare op til vores pension, så vi kender vores langsigtede økonomi. Og jeg har en mindre indtjening gennem et par bestyrelsesposter.
Men det er de færreste, der har den mulighed for sporskifte som voksen. En af mine få jævnaldrende medstuderende måtte droppe drømmen om at uddanne sig til sygeplejerske, fordi hendes praktiksted ikke havde den fornødne fleksibilitet til, at hun kunne arbejde ved siden af under praktikken. Også selvom hun var frisk på weekend- og nattevagter i praktikken.
Det er en vigtig samfundspolitisk dagsorden, at vi skal arbejde længe – alene i kraft af at pensionsalderen hæves. Desto vigtigere er det at udvikle et reelt fleksibelt uddannelses- og arbejdsmarked. Der skal være langt bedre muligheder for at kunne uddanne sig i mindre ’bidder’ hen over livet.
I dag tager stort set alle deres uddannelse, mens de er i 20’erne. Herefter er de helt afhængige af, om de er på en arbejdsplads, der tilbyder efteruddannelse. Og oftest er det på det private arbejdsmarked, at der er gode muligheder for at få en arbejdsgiverbetalt master- eller diplomuddannelse, selvom det offentlige er blevet bedre til at tilbyde lederuddannelse. Men et helt sporskifte som voksen med ny uddannelse vil være svært for de fleste.
Sundhedsområdet kunne måske være et, hvor det er værd at afprøve modeller for reel fleksibelt livslangt uddannelses- og arbejdsliv. Allerede i dag er de to store sundhedsområder med sygeplejerske og social- og sundhedsassistenter vekseluddannelser mellem teori og praksis. Kan der tænkes bedre muligheder for lønnet praktik også i sygeplejerskeuddannelsen? Bedre muligheder for merit? Kan vi lade os inspirere af forsøg på læreruddannelsen, hvor lærerstuderende i nogle kommuner arbejder deltids som lærervikar og deltids som studerende?
Uddannelsen tager længere tid, men tænk nogle gode lærere, der kommer ud i den anden ende – og heldige børn der får så engagerede lærerstuderende i deres praktik? Kunne man tænke noget lignende inden for sundhedsområdet? Kan kompetencefondene udvikles endnu mere, så de også dækker her gennem opsparingsordninger eller overenskomster? Ligesom arbejdsmarkedspensionen har været med til at give langt flere sikkerhed i alderdommen?
Jeg er ikke ekspert her. Men det er en bunden opgave ikke bare for sundhedsområdet, men i det hele taget, at vi tænker fleksibilitet og økonomiske muligheder ind i fremtidens uddannelses- og arbejdsmarked, hvis vi alle skal arbejde i flere år fremover. Men det vil også være vejen til, at det bliver sjovt at kunne udvikle sig på ny – frem for en sur pligt at arbejde i mange år. Bolden er hermed givet op.
