MØD: Hanne Rolighed Christensen, nypensioneret cheflæge på Bispebjerg Frederiksberg Hospital, tidligere medlem af Medicinrådet, primus motor bag etableringen af klinisk farmakologi som lægeligt speciale.
Hvad har du oplevet som udfordrende ved at være leder?
»Jeg blev leder første gang som ganske ung, da jeg var i begyndelsen af trediverne. Jeg var uerfaren og det var vist meget ledelse by trying. Så der kom da bestemt situationer, hvor jeg rendte mig staver i livet.
Det var et kæmpearbejde at skaffe finansiering til at bygge den kliniske farmakologi op. Det lykkedes efterhånden, da jeg fik lært at bruge mit faglige og kliniske netværk til at skabe interesse og opbakning.
Men i nogle år var jeg noget i tvivl om, om specialet klinisk farmakologi ville være bæredygtigt. Vores dygtige speciallæger kunne jo bruges mange andre steder – eksempelvis i industrien og i styrelser. Så kunne vi fastholde tilstrækkeligt mange til at skabe et velfungerende speciale og nogle velfungerende klinisk farmakologiske funktioner? Men det lykkedes jo.
Jeg startede med to medarbejdere, Thomas Senderovich (Vice President i Novo Nordisk, red.) og Karin Friis Bach (farmaceut og formand (RV) for sundhedsudvalget i Danske Regioner, red.) – og dem gik det jo sidenhen ganske godt. I dag er vores funktion på omkring 60 medarbejdere.«
Har du altid haft opbakning ’ovenfra’ og fra kollegerne?
»Det synes jeg da næsten altid. Der har været sværdslag med nogle kliniske kolleger, der har set på mig som en slags ’laboratorielæge’ – underforstået: ’Hun har da vist overhovedet ikke forstået, hvordan det er at stå over for en rigtig patient’.
Så har det jo været rart at kunne fortælle, at jeg i mere end 10 år har arbejdet som ’rigtig’ kliniker med ’rigtige’ patienter – og i øvrigt er speciallæge i intern medicin og lungemedicin ud over at være speciallæge i klinisk farmakologi. Derefter er samtalen altid gået fint.«
Som leder har du ulig andre ledere sideløbende haft opgaver nationalt?
»At have muligheden for mange forskellige typer af arbejde og ledelse har været et privilegium. Men det har også skullet balanceres.
Jeg håber, at hospitalsdirektionen synes, at jeg også har løst mine opgaver i afdelingen og på hospitalet fornuftigt, for jeg har da på mange tidspunkter også brugt meget tid på nationale opgaver.«
Hvad har du gjort anderledes som leder?
»Jeg har nok ikke gjort så meget anderledes. Jeg brænder for mit fag, og nogen har da også sagt, at jeg kan virke meget overbevisende, når jeg ruller mig ud om den kliniske farmakologis fortræffeligheder.
Det er vist sådan, at nogen måske har tænkt, at jeg har været rigeligt langt fremme i skoene. Det tager jeg med, men intentionen har jo ikke været at træde nogen over tæerne.«
Nævn en person eller begivenhed, der har været særlig vigtig for din karriere?
»Jeg har stået i lære hos den daværende overlæge Jens Peter Kampmann, hvor jeg lærte rigtig meget. Det var jo en slags mesterlære. En af de positive ting var hans indstilling til tillid: Når jeg giver dig en opgave, så er jeg sikker på, at du løser den!
Der var noget af ’den gamle skole’ over Kampmann. Da jeg blev ansat 1. februar 1982 på lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, var det i et et-måneders vikariat. Der var jo ingen grund til at have længere ansættelser, hvis det nu ikke var en dygtig, ung læge, man havde ansat…
Jeg fik også at vide, at hvis du ikke får publiceret mindst to artikler om året, så er du en fiasko. Det har jeg så gjort sidenhen.
Men det med tillid er noget af det vigtigste. Det, at vi tror på, at vi alle sammen godt kan, vil og har lyst til at gøre det allerbedste for vores patienter og vores sundhedsvæsen, det er en kerneværdi, som jeg tror på og praktiserer.«
Hvilken balance har du haft mellem arbejde og fritid?
»Jeg har i hvert fald altid være bevidst om balancen, og en af mine forcer har været, at jeg af natur er god til at planlægge.
Jeg har altid haft som princip, at jeg ville gå hjem kl. 15.30. Det var også nødvendigt i de år, hvor jeg var alene med to, mindre børn, som jeg selvfølgelig skulle være sammen med. Så har jeg efter sengetid tit brugt en del timer på at læse og skrive.
På den måde har jeg aldrig følt, at børnene blev sat til side. Og så har jeg haft den glæde, at børnene var sunde og raske og klarede sig godt i skolen og socialt. Uden det havde det da bestemt også været sværere at få tingene til at gå op.
Jeg har dyrket motion og spillet klaver, men ikke løbet maraton, som er blevet populært blandt moderne topledere. Og mit hjem har nu heller aldrig aspireret til at komme i Bo Bedre – men det har jeg det afslappet med.«
Hvis du var chef for det hele …
» Jeg tror egentlig ikke, jeg har haft evner til at være chef for det hele.
Men det ligger mig meget på sinde, at vi bliver endnu dygtigere til at tale om tilrettelæggelse af og prioritering i sundhedsvæsenet.
»Jeg vil gerne have en ærlig og mere naturlig debat om prioritering, så vi kan tale om, at der er mange ting, vi kan bruge samfundets ressourcer på, og at det er helt ok, at vi nogle gange vælger ikke at bruge alle de f.eks. lægemidler, man kunne bruge ressourcer på. For så kan vi bruge pengene på noget, som ud fra nogle andre målestokke giver mere værdi og mere livskvalitet.
Jeg vil gerne have, at fagfolkene får lov at fylde mere i debatten. Jeg vil gerne have, at fagligheden fylder mere i sundhedsvæsenets topledelse. Og jeg vil gerne have, at vi i sundhedsvæsenet – og i samfundet – kunne drives mere af begejstring og glæde og mindre på baggrund af kontrol og kravet om orden i penalhuset.
Stolthed over det vi laver, stolthed over vores resultater og stolthed over udvikling af nye indsatser må gerne i endnu højere grad præge vores hverdag,« siger Hanne Rolighed Christensen.
