Generøsitet er blevet det nye mantra i sundhedsvæsenets ledelsessprog. Vi skal være åbne, lyttende, tillidsfulde – give plads til hinanden. Det er svært at være imod. For hvem vil ikke gerne være en generøs leder?
Men måske er tiden inde til at spørge, hvilken slags generøsitet vi egentlig taler om. For der er en form for generøsitet, der er nem at praktisere, og en anden som koster noget.
Et billede, jeg ofte vender tilbage til, er træneren, der lader bænkevarmeren få de sidste ti minutter af en kamp, der allerede er vundet. Det er en smuk gestus. Den viser rummelighed og respekt. Men den ændrer ikke kampens udfald. Den slags generøsitet er ufarlig – den sker, når resultatet allerede er sikret, og når intet står på spil.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at meget af vores ledelsesgenerøsitet i sundhedsvæsenet minder om netop det. Vi viser åbenhed, når der er tid. Vi lytter, når alle i forvejen er enige. Vi holder processer kørende, indtil der er konsensus, og kalder det samarbejde – selvom det i virkeligheden kan være en måde at udskyde beslutninger på.
Generøsitetens logik er smuk: den bygger på tillid, dialog og respekt for andres perspektiver. Men i praksis ser vi for sjældent, at generøsiteten slår igennem i de faktiske resultater. Hvor ofte ender generøsiteten med at flytte ressourcer, ændre praksis eller skabe reelle prioriteringer?
Der er forskel på generøsitet som gestus – og generøsitet som drivkraft. Den første er venlig, men uforpligtende. Den anden kræver mod, dømmekraft og viljen til at give plads, mens kampen stadig står på.
Når generøsitet møder virkelighed
Lige nu sidder ledere i regioner og kommuner til det ene møde efter det andet for at finde ud af, hvordan opgaver skal flyttes som led i sundhedsreformen. Vi siger alle de rigtige ord: fælles løsninger, sammenhængende forløb og ‘borgeren først’.
Men lige under overfladen ligger et ærligt dilemma: Kommunerne er stolte af de tilbud, de allerede har bygget op – tilbud, der giver mening for borgerne og hænger sammen i deres eksisterende sundhedskæde. Hospitalerne står med pressede akutområder, avanceret specialiseret behandling og stort ansvar for de mest komplekse forløb.
Alle parter ønsker det bedste for borgerne. Alle ved, at opgaveflytningen kommer til at koste kræfter, ressourcer og omstilling.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi vil samarbejde. Spørgsmålet er, hvordan vi møder hinanden, mens vi skaber noget nyt. Måske er det netop her, generøsiteten viser sin værdi: Ikke ved at forsvare det eksisterende hver for sig. Men ved at være fælles om at skabe noget, ingen af os kan skabe alene.
Generøsitet i opgaveflytning handler om at turde gå ind i det endnu uafklarede rum. Om at være villig til at give plads til nye løsninger – også når vi hver især har noget at være stolte af og noget at miste.
Generøsitet der forpligter
Den ægte generøsitet viser sig, når vi risikerer noget. Når vi lytter, også når det udfordrer vores egne positioner. Når vi beslutter, selv om vi ved, at nogen bliver utilfredse. Når vi bruger vores ledelsesrum til at gøre det, der er klogt for helheden – ikke bare det, der er populært i øjeblikket.
For generøsitet handler ikke kun om at give plads. Det handler om at give opmærksomhed og retning. Om at bruge sin magt og sit mandat uselvisk – til gavn for fællesskabet. Det er her, den sande largeness viser sig. Ikke i de runde formuleringer eller i de mange processer, men i evnen til at holde fast i formålet midt i kompleksiteten.
Sundhedsvæsenet har ikke brug for mere symbolsk generøsitet. Vi har brug for generøse ledere, der tør handle.
