Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Har vi brug for en bog til nye, lægelige ledere? For det at lede er jo ikke bundet til fagfaglighed eller er det lige netop det, som det er? 

Jeg er ikke læge, men jeg har set og ledet mange læger, der skulle lede første gang, og det er vanskeligt for dem. Måske allermest fordi mange læger ikke har et sprog for ledelse og måske heller ikke anerkender betydningen af ledelse. Men til gengæld kritiserer, når ledelsen ikke er der i den form, de efterspørger. 

Så ja, der er et behov, og det vil denne bog gerne dække. 

Bogens formål handler en del om kontraster. Kontrasten mellem den strukturerede lægefaglige uddannelse med retningslinjer og klare svar, og ledelse hvor den rigtige handlemåde aldrig fremstår entydig og hvor succes handler langt mere om følgeskab hos klinikere af alle slags. 

Forfatterne beskriver, at det at være læge altid indebærer et ledelsesansvar, og at omgivelserne ser lægen som en, der har et ledelsesansvar. Og det er rigtigt, men ledelse af andre er noget andet og kræver andre kompetencer end ledelse af konkrete patientforløb. 

Bogen starter med at citere en regional, lægefaglig direktørs gode råd, og rådene er gode og nok også dem, som bogen tilstræber at give hjælp til at efterleve:

• I skal turde være i tvivl og turde lave beslutninger om.
• I skal kunne gå på kompromis, når ambitionsniveauet ikke matcher rammerne.
• I skal tale med alle de andre – ledelse er en kontaktsport – det gør ondt indimellem – men ellers var det jo også bare administration.

Bogen er delt op i ledelse nedad, ledelse indad og ledelse opad og til siden.

Ledelse nedad

Der gives et godt overblik over de fire discipliner faglig, administrativ, personalemæssig og strategisk ledelse, og ledelsesopgaven for den nye leder relateres til dem alle. Der skrives en del om behovet for afklaring af portefølje og sparring med cheflægen, samt at samarbejdet med oversygeplejersken er vigtig. 

Men jeg synes, at forfatterne falder lidt i en lægefaglig forforståelse af, at læger leder læger. Men, det er jo bare en lille del af ledelsesrollen. Derfor er det afdelingsledelsen, der sætter retning og sparrer med den ledende overlæge og oversygeplejersken. Der er selvfølgelig et mere monofagligt, klinisk ansvar, men ledelsesopgaven handler om patienten, patientforløbet, den faglige kvalitet, samt trivslen hos medarbejdere – og alt det inden for de tilgængelige ressourcer. 

Det handler ikke om lægefaglig eller sygeplejefaglig ledelse, men om ledelse, der bygger på grundfaglighed (her den lægefaglige). 

Bogen har mange gode refleksioner om fagspecialistens vej ind i ledelse. Det er vigtig læsning, og der er en vigtig forståelse af, at det ikke er tilstrækkeligt at være dygtig og ekspert selv, om end det giver stor personlig stolthed. Det ledelsesmæssigt bæredygtige er glæden og stoltheden ved at organisationen virker til gavn for patienter og pårørende og med trivsel hos alle medarbejdere. Det præciseres meget tydeligt at ledelsesopgaven er at sætte retning, ikke at give opskrifter. 

Det er lettere sagt end gjort. Den nye, lægelige leder, der ønsker at lykkes, kan finde det svært at lytte og lære af kritik og modspil. Det handler om motivation, og der er i bogen mange henvisninger til motivation, kommunikation og involvering – måske knap så hjælpsomt. Men konklusionen er vigtig: Det handler om et klart formål, fællesskab, faglighed og frihed. Hvis den nye leder forstår det, så skal det nok lykkes.

Der er også et godt afsnit om konflikter og forståelsen af, at verden opleves forskelligt af faggrupper og personer. Der gives brugbare værktøjer til analyse og dermed handling, og der er et lidt langt kapitel om psykologisk tryghed, der beskriver hvorledes den nye leders adfærd (lyttende, nysgerrig og åben) er helt afgørende for psykologisk tryghed.

Ledelse indad

De tre kapitler er lidt rodede. Der står en del om, hvad resiliens er og betydningen af refleksion og om at forstå sin ledelsesopgave i et helhedsperspektiv og lære af egne og andres erfaringer. Og det er selvfølgelig klogt, og der er nogle modeller beskrevet, men jeg tror ikke, at unge lægelige ledere bliver hjulpet så meget til en øget resiliens, og det blandes sammen med faglige specialisters måde at arbejde på. Ikke det stærkeste afsnit.

Ledelse opad, til siden og udad

Det er en god beskrivelse af betydningen af den nye leders ledelsesmandat – som ofte er større, end der er bevidsthed om. Ligeledes distribueret ledelse, hvor førstelinjelederen og medarbejdere deles om ledelsesopgaven, hvilket både gør ledelsesopgaven bedre og kan være et fundament for større engagement og arbejdsglæde hos alle. 

Måske det er en anden måde at beskrive værdien om frisættelse i organisationer, der er en af tidens hotte ledelsesdrøftelser. Ligeledes at ledelse af tværgående sammenhænge både kræver aftaler og en struktur, der er enighed om, men også at relationer skal opbygges, fordi de er en forudsætning for tillid og dermed for at samarbejdet virker.

Forskellige organisationsformer er kort beskrevet, og der er en ganske fin model for interessentanalyse, som kan være gavnlig for en ny leder, ligesom en beskrivelse af at sundhedsvæsenet er politisk styret og at det er et grundvilkår. 

Det sidste kapitel om behovet for transformation er et vigtigt kapitel. Det kan hjælpe den nye leder til at forstå både sin rolle og behovet for de store forandringer, vi ser ind i, og som er vanskelig særligt for læger og lægers opfattelse af god faglighed og god kvalitet. Der er behov for en ny model for værdiskabelse for at sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen. Det kræver retning og strategisk lederskab på alle niveauer.

Afsluttende er det en bog, som nye, lægelige ledere med fordel kan læse.