Regeringens beslutning om at indføre en folkesundhedslov er et vigtigt og længe ventet skridt med potentiale til at styrke folkesundheden og øge middellevetiden og livskvaliteten i Danmark. Men hvis loven skal gøre en reel forskel, må den ikke nøjes med at blive en symbolsk gestus eller en parkeringsplads for forebyggelsesarbejdet.
Den skal forpligte alle niveauer – både stat, regioner og kommuner – til at tage populationsansvar, sætte klare mål og sikre konkret handling. En effektiv folkesundhedslov skal koordinere indsatsen på tværs af sektorer og skabe de nødvendige strukturer, der gør forebyggelse til en prioritet.
Spørgsmålet er derfor, hvordan vi sikrer, at loven ikke blot bliver en ambition på papiret, men en reel drivkraft for en sundere befolkning. Kun ved at forankre den i et stærkt populationsansvar kan vi mindske ulighed i sundhed, aflaste sundhedsvæsenet og skabe en sundere fremtid for alle.
En forpligtende og synlig indsats
Der har længe været behov for mere målrettet handling på forebyggelsesområdet. Danmark halter efter på både levealder og antallet af raske leveår. En nyfødt dansker kan i dag forvente at leve kortere end en nyfødt i Sverige og andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Ligesom danskerne også kan forvente at leve færre år uden sygdom sammenlignet med islændinge, nordmænd, og svenskere.
Samtidig står vi overfor en dobbelt demografisk udfordring: En stigende andel af ældre borgere med forventet større behov for pleje og behandling og en faldende andel erhvervsaktive til at finansiere og levere sundheds- og velfærdsydelser.
Som der er lagt op til i den politiske aftale om sundhedsreformen, vil folkesundhedsloven udelukkende gælde kommunerne, men det vil være for uambitiøst at reducere folkesundhedsarbejdet til en kommunal opgave. Folkesundhed og forebyggelse kræver koordinering og vidensdeling på tværs af sektorer og geografiske grænser. Sundhed sker og opstår i hverdagen, på arbejdspladsen, i hjemmet, i skoler, dagtilbud og den lokale idrætsforening, og forudsætningerne skabes gennem tværgående indsatser og reguleringer, som ikke kan løftes af kommunerne alene. Vi skal derfor arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse både på et nationalt og strukturelt niveau og tæt på borgeren i dennes lokale miljø i region og kommune med bidrag fra familien, civilsamfund, virksomheder, forsikringsselskaber og pensionskasser. En ambitiøs folkesundhedslov skal sikre, at ingen aktør står alene med ansvaret, men at alle bidrager til en fælles indsats, der forbedrer befolkningens sundhed og livskvalitet.
Arbejdet for at sikre befolkningens sundhed går ofte under radaren og anerkendes ikke. Hvis en kirurg eller dyr medicin redder et menneskes liv ved et hurtigt operativt eller medicinsk indgreb, får det med rette opmærksomhed og anerkendelse. Et liv var i fare – og nu er det reddet!
Folkesundhedsarbejdets værdiskabelse er mere usynlig, langvarig og med fokus på populationer, især når det lykkes bedst. De mest succesfulde indsatser for folkesundheden gør, at mange liv slet ikke kommer i fare, og derfor bliver succesen usynlig.
Eksempler på dette kan være sikring af rent drikkevand og ren luft, skat på tobaksprodukter, gratis uddannelse og socialt sikkerhedsnet, skoletandpleje, lovpligtig brug af sikkerhedssele, fartbegrænsninger, børnevaccinationsprogrammer osv.
Derfor skal vi have en folkesundhedslov, der tænker sundhedsfremme og forebyggelse ind i alle politikker, så vi skaber et solidt fundament for en sund, modstandsdygtig og arbejdsduelig befolkning – også i forhold til kommende sundhedsudfordringer som f.eks. en ny pandemi.
En folkesundhedslov skal derfor forpligte politikere og beslutningstagere på handling, målopfølgning og ansvar. En folkesundhedslov skal samtænke det praksisnære og det borgernære arbejde, og der skal sættes konkrete mål for forbedringer i folkesundheden. Samtidig skal forebyggelse gøres synlig og prioriteret ved at dokumentere og synliggøre effekten af forebyggelsesindsatser. Dette er afgørende for at opnå politisk opmærksomhed og sikre de nødvendige ressourcer
Stærke videns- og forskningsmiljøer
En stærk og ambitiøs folkesundhedslov kræver et solidt vidensgrundlag. For at sikre, at forebyggelsesindsatser er effektive og målrettede, er der behov for stærke regionale videns- og forskningsmiljøer, der lokalt kan undersøge og dokumentere effekten af indsatser og anvende data aktivt.
Den nuværende sundhedslov fastslår, at regionerne skal rådgive kommunerne i forebyggelsesindsatsen, men denne forpligtelse bør styrkes i den kommende folkesundhedslov. Det bør præciseres, at sundhedsfremme- og forebyggelsesindsatser skal være baseret på den bedste tilgængelige evidens med løbende monitorering af kvalitet og effekt. Det kræver stærke videns- og forskningsmiljøer tæt på de beslutningstagere og fagprofessionelle, som træffer de nødvendige beslutninger i sundhedsvæsenet.
Danske Regioner har tidligere foreslået, at der i hver region oprettes folkesundhedscentre til rådgivning, forskning i forebyggelse og styrkelse af samarbejdet mellem kommuner, regioner og civilsamfund. Disse folkesundhedscentre kan også bidrage til at reducere skævheden i forskningsindsatsen ved at prioritere sygdomme med stor samfundsmæssig byrde.
En kortlægning af kommunernes arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse under den nuværende sundhedslov har vist stor variation mellem kommunernes tilbud og mangel på kvalitetsstandarder. En ny folkesundhedslov bør forsøge at skabe lige adgang til tilbud om sundhedsfremme og forebyggelse af høj kvalitet.
For at skabe reelle forbedringer i folkesundheden skal viden og data stilles til rådighed for beslutningstagere på tværs af sektorer og fungere som et styringsredskab. Der er samtidig behov for forskning i, hvordan forebyggelsesindsatser formes og implementeres i lokalsamfundet, samt i hvordan vi bedst organiserer sundhedsvæsenet, så ændringer implementeres på et oplyst grundlag og med dokumenteret effekt.
Populationsansvar som nøglen
Med den politiske aftale om sundhedsreformen er der taget et vigtigt skridt med beslutning om indførelsen af en folkesundhedslov.
For at realisere dens potentiale kræver det, at loven bliver en stærk og forpligtende ramme – ikke blot en politisk hensigtserklæring. Folkesundhedsloven skal forpligte alle niveauer til ikke kun at koordinere indsatsen og levere viden og rådgivning af højeste kvalitet, men også til aktivt at tage populationsansvar.
Det betyder, at beslutningstagere på tværs af sektorer og forvaltningsniveauer har et fælles ansvar for at forbedre folkesundheden, reducere ulighed og sikre en mere bæredygtig fremtid for sundhedsvæsenet. Regionerne spiller en central rolle med deres faglige kompetencer, dataindsigt og organisatoriske styrke. Ved at integrere populationsansvar i forebyggelsesarbejdet kan vi skabe en sundere befolkning og et mere robust sundhedsvæsen.
