Vi har vidst det længe: Mennesker med alvorlig psykisk sygdom lever i gennemsnit 7–10 år kortere end resten af befolkningen. Op mod 60 pct. af overdødeligheden skyldes somatiske sygdomme, som vi allerede har effektiv behandling for.
Alligevel får mange patienter behandlingen for sent, for utilstrækkeligt eller slet ikke. Det er ikke et fagligt mysterium, men et organisatorisk svigt. Vi må turde sige højt, at vores nuværende organisering svigter de mest sårbare, og at vi som system bærer ansvaret.
Sundhedsreformen fastlægger, at psykiatri og somatik skal integreres som ligeværdige dele af sundhedsvæsenet, men den organisatoriske integration er kun begyndelsen.
Forandringen for patienterne skabes gennem klinisk implementering og hverdagens praksis. Vi mangler ikke viden om, hvad der virker, men vi mangler viden om, hvordan vi får det til at virke for alle.
Når gode intentioner ikke bliver til behandling
Forestil dig to patienter med samme sygdom: Den ene får behandling med det samme, den anden først, når sygdommen er livstruende. Forskellen på de to? Den ene har en psykisk sygdom. Det er virkeligheden i dag.
Vi ved, at blodtrykssænkende medicin, diabetesbehandling og kræftscreening redder liv.
Men mange mennesker med psykisk sygdom får aldrig gavn af dem, fordi vi endnu ikke har skabt de strukturer, der gør tværsektorielt samarbejde enkelt og effektivt.
For patienten betyder det, at ingen tager det samlede ansvar. Derfor handler udfordringen ikke om ny behandling, men om ledelse, koordinering og modet til at tage fælles ansvar for patientens hele sygdomsbillede.
Vi kan ikke vente på den fulde evidens
Forskningen i forebyggelse og behandling af somatiske sygdomme hos mennesker med psykisk sygdom afspejler sjældent kompleksiteten i den kliniske virkelighed. Og selvom randomiserede studier er afgørende for evidens, kan vi ikke vente fem år på, at det perfekt designede, randomiserede og kontrollerede forsøg måske viser effekt hos de 50 patienter, der deltog i studiet. Alle patienter har krav på, at vi gør noget nu.
Som læge er mit fundament altid faglighed og evidens. Men som leder har jeg også et ansvar for at skabe resultater i en kompleks virkelighed, hvor vi sjældent har alle svarene. Det er ikke et brud med fagligheden, men en forlængelse af den: At turde handle, mens vi lærer.
Vi skal ikke alle gøre det samme – faktisk er det en styrke, at vi ikke gør det. Når ingen kender løsningen, kan forskellighed gøre os klogere. Kun når vi tør afprøve flere løsninger, finder vi ud af, hvad der virker bedst, og hvad der ikke virker. Derfor skal vi tilgå de lokale initiativer som et cluster-randomiseret studie, hvor man sammenligner virkningen af forskellige tilgange mellem enheder for at lære, hvad der virker bedst for patienterne.
Ledelse, frisættelse og fælles retning
Jeg tror ikke på, at løsningen ligger i flere databaser, nationale kvalitetskrav eller nye lag af koordinering. Løsningen ligger i at skabe et nyt narrativ, hvor det er naturligt at dele data, bruge evidens og drive forandring på tværs.
Som ledere er det vores opgave at skabe dette narrativ, men hvis vi vil ændre kulturen, er det ikke nok at formulere det. Vi skal leve det hver eneste dag, også ude på gangen, i kantinen og midt i et patientforløb.
Udviklingen skal drives af fagfolk, men frisættelse af sundhedsprofessionelle kalder på ledelse. Uden retning risikerer vi, at hver enkelt rider af sted på sin egen kæphest, og det, der gavner patienterne mest, bliver glemt.
Sundhedsreformen skal ikke kun bryde barrierer mellem sektorer, men også mellem hospitaler. I somatikken har vi stadig en stærk not invented here-kultur præget af en udtalt skepsis over for det, andre har fundet på, og en stærk loyalitet over for vores egen måde at gøre tingene på.
Vi må erkende, at reformen med ambitionen om at integrere psykiatri og somatik lokalt også rummer en risiko for det modsatte. Hvor psykiatrien tidligere var én samlet enhed med stærke forudsætninger for videndeling og fælles udvikling, bliver den nu delt ud på flere lokale hospitaler. Det er helt afgørende, at vi ikke smitter psykiatrien med somatikkens “not invented here”-kultur, hvor læring og udvikling foregår i siloer.
Vi glemmer hvor den bedste behandling foregår
I vores iver efter at gøre det bedre, risikerer vi nogle gange at gøre det mere komplekst.
Jeg tror ikke, løsningen er, at hospitalerne opretter nye sygdomsspecifikke specialtilbud, hvor hospitalseksperter overtager behandlingen af almindelige sygdomme, der hører hjemme i almen praksis. Hvis vi gør det, risikerer vi faktisk at skabe mere af den fragmentering, vi netop prøver at komme væk fra.
På hospitalet har vi behandlingsansvaret for alvorlig psykisk sygdom, og det bør også indebære et ansvar for, at der bliver taget hånd om patienternes somatiske helbred. Men det handler ikke om, at vi skal overtage behandlingen. Vi skal i stedet tage ansvar for, at andre kan lykkes med deres del. Den bedste almenmedicinske behandling får man i almen praksis, og mennesker med psykisk sygdom har samme ret til den som alle andre.
På hospitalerne kommer vi let til at overvurdere, hvor meget af behandlingen der foregår hos os, og undervurdere hvor meget der skal lykkes i hverdagen hjemme hos patienten med støtte fra kommunen.
Blodtrykspillen virker kun, hvis den bliver taget hver dag, hele livet – ikke kun i de ti dage, en gennemsnitlig psykiatrisk indlæggelse varer. Det er kommunerne, som er til stede i patienternes levede hverdagsliv, hvor behandlingen skal gennemføres.
Patientinddragelse – meget at lære og meget at vinde
Patientinddragelse er et område, hvor vi stadig har meget at lære og meget at vinde. Jeg tror ikke løsningen er ‘den professionelle patient’ i form af patientforeninger eller faste repræsentanter, men at hver enkelt patient får en stemme. Vi bør skabe patientpaneler med skiftende brugere, så vi ikke professionaliserer patienterne og trækker dem ind i vores mindset. Vi har brug for at få et indblik i deres verdensbillede, ikke at de overtager vores.
Og ja, de pårørende spiller en vigtig rolle. Men støtte er ikke det samme som ansvar. Mennesker med alvorlig psykisk sygdom har ret til et sundhedsvæsen, der kan bære behandlingsansvaret. Også når patienten står alene eller når de pårørende selv er pressede.
At sikre lighed i sundhed er et samfundsansvar, ikke en familieopgave.
Når vi tager fælles ansvar
Vi mangler ikke viden om, hvad der virker. Vi mangler dokumenteret viden om, hvordan vi får det til at virke for alle.
Det kræver modet til at handle på det, vi allerede ved, og viljen til at lære af det, vi endnu ikke ved. Denne tekst er mit bud på, hvad vi skal gøre.
Jeg håber, der også er nogen, der gør noget helt andet – og deler det med os alle.