Alle vil gerne have, at mødet med sundhedsvæsenet skal være individualiseret og personligt. Derfor klinger begrebet personlig medicin godt i de flestes ører. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er sammen med Danske Regioner udkommet med en strategi for personlig medicin.
Men hvad er personlig medicin egentlig for en størrelse, og hvilken betydning har den for ledere i det regionale sundhedsvæsen og kommunerne?
Hidtil har personlig medicin primært handlet om genetiske undersøgelser og data, men i den nye strategi for personlig medicin udvides begrebet til også at omfatte hele patientforløbet og patientoplevelsen på tværs af det brede sundhedsvæsen. Altså at tilpasse sundhedsindsatsen til den enkelte person og ikke blot fokusere på prædiktion af effekt og bivirkninger af farmakologisk behandling eller anden intervention.
Den kritiske stemme vil indvende, at det har vi da altid gjort som sundhedsprofessionelle. Men spørgsmålet er vel, om vi er lykkedes med indsatsen, når der er behov for en strategi for personlig medicin?
Når strategien sættes i kontekst af sundhedsreformen, betyder det, at der skal handles efter principper om personlig medicin i alle dele af sundhedsvæsenet, og at denne strategi derved binder mange af de store tiltag på sundhedsområdet som f.eks. patientinddragelse, Vælg Klogt og prioriteringsdagsordenen sammen. Hvis vi kan lykkes her, er der potentielt meget at vinde, men det vil kræve en større velvillighed til samarbejde på tværs af sektorer og enheder, end vi hidtil har præsteret.
Der er stort fokus i strategien på, at nye behandlinger skal være tilgængelige for alle, og at der skal bidrages til at skabe ny viden, som kan danne basis for den prioritering, der nødvendigvis må ske. Her kan de sundhedsprofessionelle godt være med, men hvordan mon vi mødes, når vi i dialogen med patienter eller pårørende ikke kan prioritere bestemte behandlinger, som nogle har sat deres lid til i håb om lindring eller helbredelse?
Som altid vælter spørgsmålene frem, når en ny strategi søsættes, og det giver anledning til, at man som leder gentænker, hvordan der arbejdes inden for eget område. I ledergrupper, med medarbejderne og via inddragelse af brugerne af sundhedsydelser.
Omsætningen af ambitionerne i strategien kræver, at vi arbejder med kulturen i organisationerne, så den understøtter den nye tilgang og gennemsyrer vores beslutninger, og at vi sikrer dialog mellem det faglige niveau og det politiske niveau.
Spørgsmålet om hvordan vi så som ledere får inddraget det politiske niveau, så de formår at kommunikere vigtige budskaber ud til befolkningen om forventningen til sundhedsydelserne, kan rumstere hos mange ledere. Vi ved, at sundhedsprofessionelle ofte står i et krydspres mellem meget høje forventninger fra borgerne og de begrænsede ressourcer, der er til rådighed. Det kan give meget frustrerede borgere og medarbejdere og er en vedvarende ledelsesopgave at håndtere. Aktuelt er det valgår, hvor der gerne deles ud på enkeltsagsområder, som kan risikere at modarbejde de overordnede målsætninger og lægge yderligere pres på de sundhedsprofessionelle og deres ledere.
Men andre spørgsmål trænger også på. Hvor mange sundhedsydelser kan lægges ud fra hospitaler til primærsektor, kommuner og hos private aktører, uden at der gås på kompromis med kvaliteten eller lighed i sundhed? Og hvordan kommer de nye sundhedsråd til at gå til opgaven med at sikre lighed i sundhed via en personlig medicin tilgang? For personlig medicin vil vi jo alle have.
