Sundhedsvæsenet står over for endnu en reform. Den politiske retning er klar: Flere opgaver skal løses i det nære sundhedsvæsen tættere på borgerne. Kommuner og almen praksis får en større rolle, mens hospitalerne skal fokusere på det mest specialiserede. Det er en nødvendig og meningsfuld kurs, men også en kurs, der kun kan lykkes, hvis vi for alvor tør blande os i hinandens virkeligheder.
For et halvt år siden skiftede jeg job fra Haderslev Kommune til Region Syddanmark. Jeg gik fra at være kommunal leder til at stå i spidsen for det præhospitale område i regionen. Det skift har givet mig et unikt indblik i de to verdener, der skal spille langt tættere sammen, hvis sundhedsreformen skal blive til andet end en strukturændring.
Jeg troede, jeg kendte sundhedsvæsenet
Jeg troede, jeg kendte sundhedsvæsenet. Men først nu ser jeg, hvor lidt vi faktisk ved om hinanden, også selvom vi samarbejder hver dag. Det præhospitale system er et komplekst og stærkt netværk af ambulancer, akutlægebiler, helikoptere og vagtcentraler, der døgnet rundt forbinder borgere med hospitaler og specialister. Det er en kæmpe styrke i den regionale infrastruktur – og et system, jeg i min tid i kommunen kun kendte overfladisk. Jeg ville ønske, jeg havde haft det kendskab dengang.
Et godt eksempel på, hvad manglende kendskab betyder, er udskrivelsen fra hospitalet til kommunen. Når en ældre borger skal hjem, er det livsvigtigt, at hospitalet forstår, hvad borgeren kommer hjem til, og at kommunen ved, hvad borgeren har været igennem. Hvis hospitalet alene ser på, at patienten er færdigbehandlet, og kommunen samtidig mangler indsigt i behandlingsforløbet, opstår der brist. Det kan føre til genindlæggelser, frustrationer og tab af tillid. Det er ikke ond vilje – det er systemfejl i samarbejdet.
Forskellige faglige logikker
En stor del af problemet ligger i, at vi har forskellige faglige logikker. Kommunerne arbejder bredt og forebyggende med fokus på funktionsevne, trivsel og livskvalitet. Regionerne ser patienten, når sygdommen kræver behandling. Hvis vi forstår hinandens logikker, kan vi arbejde mere intelligent sammen. Kommunen kan spotte risikoborgere og henvise til regional opfølgning, mens hospitalet kan sende patienten videre til kommunale tilbud, når den kliniske behandling er afsluttet.
Men det kræver en reel interesse for hinandens arbejdsvilkår og metoder. Det kræver, at vi spørger: Hvad ser du, som jeg ikke ser? Hvilke løsninger har du adgang til, som jeg ikke kender?
Vi kan ikke ignorere, at sektorbias stadig lever i bedste velgående. Vi ansætter og samarbejder med dem, der ligner os selv – og vi gør det ofte ubevidst. I en tid med nulfejlskultur og høje krav til dokumentation søger vi mod det sikre. Men det sikre er sjældent det innovative.
Jeg husker tydeligt, da jeg i min tid som kommunal leder ansatte en sygeplejerske med erfaring fra sygehusvæsenet. Det føltes som et risikabelt valg – fordi hun kom fra ‘den anden side’. I dag ser jeg, hvor vigtigt det valg var. Hun bragte nye perspektiver ind i hjemmeplejen og gjorde os alle klogere. Det burde være normen, ikke undtagelsen.
Investere mere i relationer
Hvis vi vil tage reformens intentioner alvorligt, skal vi investere lige så meget i relationer som i struktur. Vi skal gøre kendskab til hinandens rammer og virkeligheder til en del af den måde, vi driver sundhedsvæsen på. Det er ikke nok at have fælles mål. Vi skal også have fælles forståelse.
Derfor er jeg stor tilhænger af det Nationale Ledelsesprogram, hvor ledere fra kommuner, regioner og staten mødes for at udvikle løsninger på tværs. Men det bør ikke være et enestående initiativ. Vi har brug for mere. Mere praktik. Mere udveksling. Mere mod til at arbejde i hinandens organisationer – også som ledere.
Vi burde gøre det til standard, at sundheds- og velfærdsledere er i praktik i hinandens sektorer. Ikke som symbolsk gestus, men som en struktureret del af lederudvikling. Vi burde rekruttere ledere på tværs og anerkende krydserfaring som et aktiv. Vi burde systematisk invitere hinanden indenfor og spørge: Hvordan kan vi gøre det her sammen?
Liv – ikke sektor
For borgerne har ikke sektorer. De har liv. En borger med både KOL, diabetes og angst oplever ikke region og kommune som to enheder. Hun oplever bare, om hun bliver mødt som et helt menneske og om systemerne omkring hende taler sammen. Og det er vores ansvar, at det sker.
Derfor stiller jeg mig gerne til rådighed. Som praktikant, som praktikvejleder og som stemme for et sundhedsvæsen, hvor vi ikke kun organiserer os bedre, men forstår hinanden bedre. For at lykkes med det fælles populationsansvar må vi interessere os for hinandens virkeligheder. Først når vi kobler vores perspektiver, kompetencer og rammer sammen, skaber vi reelle løsninger, som giver mening for borgerne.
Skriv et svar